Uddannelser til tiden
Er vores uddannelser tilpasset arbejdsmarkedets behov? Er målene for læring på et tilfredsstillende fagligt niveau? Og er undervisningen organiseret, så uddannelserne rent faktisk kan leve op til det faglige niveau?
Det er nogle af de spørgsmål der bliver undersøgt i en akkrediteringsproces hvor udbyderne af uddannelser skal kunne dokumentere at deres uddannelser er relevante, faglige og af høj kvalitet - ud fra en række mere specifikke kriterier. For uddannelsesinstitutionerne er akkrediteringsprocessen en tidskrævende proces, men samtidig en anledning til at få kigget på sig selv - og at få fulgt op på muligheder for forbedringer.
Kriterier er en tjekliste for hvad der er vigtigt
EVA har siden akkrediteringsloven blev indført i 2007 frem til begyndelsen af 2011 akkrediteret ca. 50 eksisterende uddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen som den udbydes 21 forskellige steder i landet.
Kriterierne for vurderingen har EVA udviklet for Undervisningsministeriet, og når det gælder eksisterende uddannelser, ser man på 17 områder der handler om blandt andet beskæftigelse og praktikforhold, men også om inddragelse af ny forskningsviden og uddannelsernes faciliteter.
Tue Vinther-Jørgensen, områdechef på EVA, betragter kriterierne som en tjekliste over hvad der er vigtigt når man laver uddannelse.
”Det handler om at man får uddannelser af en tilfredsstillende kvalitet som er på omdrejningshøjde med fagområdet i det omgivende samfund,” pointerer han.
Kontakt med dimittender er en udfordring
Siden akkrediteringsloven blev vedtaget, er der ingen uddannelser der er blevet lukket. Men der er blevet peget på steder hvor uddannelserne havde alvorlige problemer de skulle tage hånd om. Men hvilke kriterier er det især svært at leve op til?
For de eksisterende uddannelser er udfordringen tit at holde kontakten til arbejdsmarkedet”, fortæller Tue Vinther-Jørgensen. ”At holde sig ajour med beskæftigelsen inden for et felt kræver en dialog med området. Det kræver fx systematisk kontakt til dimittender. Det kriterium var der blandt andre mange sygeplejerskeuddannelser der kun opfyldte delvist,” fortsætter han.
Lars Zwisler, der er uddannelsesleder på Professionshøjskolen Metropol og har medvirket som ekspert ved akkreditering af de erhvervsøkonomiske akademiuddannelser, supplerer:
”Mange har svært ved at dokumentere deres kontakt til eksterne parter. Hvis de har kontakt, har de det ad hoc. En enkelt medarbejder har måske kontakt til en virksomhed, men de har ikke systematisk kontakt. Og en studerende kan gennemføre et studie uden at opdage det.”
Kvalitetssikring kan volde problemer
En anden udfordring er kvalitetssikring. Det handler om at de ansvarlige på en uddannelse skal kunne svare på hvordan de selv ved at uddannelsen gør det godt, forklarer Tue Vinther-Jørgensen og uddyber:
”Det kan være at man gennemfører spørgeskemaundersøgelser, men det er ikke altid de bliver behandlet - at der bliver taget stilling til hvad resultaterne betyder. Ligesom det ofte er svært for uddannelserne at få fulgt op og gennemført forbedringer.”
Lars Zwisler peger på at det for nogle uddannelser også er selve dokumentationen der volder vanskeligheder. Fx når det gælder praktikpladser.
”Vi har måttet bede institutionerne dokumentere bedre hvad der sker før, under og efter et praktikforløb, og vise hvad der ligger bag af overvejelser om det niveau af viden, færdigheder og kompetencer de studerende skal opnå. Det var egentlig i orden, men det fremgik ikke af institutionens dokumentation.”
Pligt til at dokumentere kvalitet
Det er blandt andet kravet om at dokumentere noget der fungerer som har fået nogle institutioner til at indvende at akkreditering er en bureaukratisk proces. Hvad siger akkrediteringseksperterne til det?
Lars Zwisler: ”Måske, men de 17 kriterier er relevante. Og jeg synes at man har en pligt til, når man laver en uddannelse, at kunne dokumentere at den kan bruges til noget. Det er dine og mine skattepenge det drejer sig om. Og det er unge der vælger en retning inden for deres liv. De skal kunne bruge deres uddannelse til noget når de har gennemført den.”
Tue Vinther-Jørgensen supplerer: ”En akkreditering er en stor omgang. Men det er fornuftigt at bruge tid på at undersøge hvordan det står til med kvaliteten. Og der skal en vis grundighed til for at det er effektivt. Kratter vi bare i overfladen, giver det ingen mening.”
At sikre at akkrediteringen giver mening for institutionernes egen udvikling er dog væsentligt for EVA og eksperterne. Og EVA sætter næste år netop et projekt i gang der skal styrke sammenhængen mellem akkreditering og intern kvalitetsudvikling. Men, understreger Tue Vinther Jørgensen, det er vigtigt at holde sig for øje at akkreditering i sig selv ikke udvikler kvaliteten.
”Akkreditering er det eksterne blik, stenen i skoen som kan være anledning til at ting flytter sig. Men vi skaber ikke kvaliteten. Det gør institutionerne selv.”
Kriterier for godkendelse af uddannelser
De kriterier der ligger til grund for en akkreditering, skal sikre at uddannelserne bliver vurderet på et ensartet grundlag, og at de opfylder en række minimumskrav – krav som uddannelser rimeligvis også ville skulle opfylde hvis der ikke fandtes et akkrediteringssystem.
Læs om akkreditering af eksisterende uddannelser her.
Nye uddannelser akkrediteres også
Ud over akkrediteringerne af eksisterende uddannelser gennemfører EVA akkrediteringer af nye uddannelser. Siden starten i 2007 har EVA vurderet i alt 269 nye uddannelser. Det tal omfatter både en række helt ”nyopfundne” uddannelser og de steder der har villet udbyde dem.
Nye uddannelser skal leve op til 3 kriterier der handler om:
- Relevans – er der et behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet og er der tale om et behov som ikke dækkes af andre uddannelser?
- Faglighed – er målene for læringsudbytte koblet til det behov uddannelsen dækker?
- Tilrettelæggelse – er uddannelsen fx planlagt så de studerende kan nå målene for læringsudbytte?
”Akkreditering er en garanti for at nye uddannelser er rimeligt gennemtænkte. At de studerende kan være sikre på at uddannelsen er baseret på fornuftige tanker, og at der er et behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet”, fortæller Tue Vinther-Jørgensen.
En del nye uddannelser har ikke levet op til kravene
”For de nye uddannelser er det tit en udfordring at få lavet en god analyse der kobler arbejdsmarkedets behov med det konkrete indhold på uddannelsen. Selv om de måske har en god analyse af behovet for uddannelsen på arbejdsmarkedet, mangler de at koble den til indholdet,” fortæller Tue Vinther-Jørgensen.
Siden akkrediteringssystemets start har EVA vurderet 57 helt nye uddannelser. 16 af dem blev afvist da de ikke opfyldte et eller flere kriterier. 10 forslag til nye uddannelser opfyldte ikke kriteriet om relevans og efterspørgsel og er blandt andet kendetegnet ved at de ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt behovet for uddannelsen. Det har fx været uklart hvilke erhverv uddannelsen ville kunne rette sig imod, eller med andre ord om der er et potentielt arbejdsmarked for uddannelsens dimittender. I få tilfælde har ansøgerne ikke i tilstrækkelig grad kunnet begrunde behovet for uddannelsen i forhold til allerede eksisterende uddannelser.
15 uddannelsesforslag opfylder ikke kriteriet om mål for læringsudbytte. De har ikke kunnet vise at uddannelsens mål og indhold har været hensigtsmæssigt. Fx har uddannelsen ikke har haft det rette faglige niveau i forhold til den danske kvalifikationsramme for de videregående uddannelser. Endelig har 3 uddannelser ikke opfyldt det kriterium som vedrører elementer af uddannelsens tilrettelæggelse. Her er det overvejende et problem at der er sat for lave optagelseskrav til de studerende.
Læs mere om akkreditering
Læs om akkreditering her og find oversigten over vores akkrediteringsprojekter.
