Kvalitet ifølge Peter Mortimore

Kvalitet og lige muligheder for alle følges ad. Det var en af Peter Mortimores grundlæggende pointer ved EVA’s 10-års-jubilæum hvor han øste af sin viden om skoleudvikling og kvalitet i uddannelse. Peter Mortimore er tidligere professor og leder af Institute of Education ved University of London, og blandt meget andet har han været formand for OECD’s review af den danske folkeskole.

Hvad er kvalitet i uddannelse for dig?

Kvalitet i uddannelse er det bedste som en skole eller et uddannelsessystem kan stille til rådighed når det gælder viden, forståelse og kvalifikationer for den bredest mulige gruppe elever i samfundet. For mig følges kvalitet og lige muligheder ad (”quality and equity go together”, red.). Det er derfor jeg er imponeret af det finske system. Ikke alene scorer finnerne højest, de har også den mindste spredning mellem deres elever.

Hvad skal der til for at udvikle kvalitet i uddannelser?

Den bedste læreruddannelse. Derfor mener jeg at læreruddannelsen skal ligge på universiteterne side om side med fag som medicin og jura – de bedste forskere. Lægger du uddannelsen andetsteds, bliver den kun næstbedst og opnår ikke samme status og tiltrækning.

Kvalitet i uddannelse kræver selvfølgelig gode bygninger, bøger og computere, men fortsat at udvikle kvalitet fordrer også et system hvor elever får succes frem for nederlag – et system hvor studerende bliver opmuntert til at få succes. Lærere skal være optimister og tro på at deres elever kan blive dygtige – ellers begrænser de eleverne.

Traditionelt har uddannelsessystemer fungeret omvendt, så at de få studerende som fortsatte i uddannelsessystemet, var de allerbedste – dem der fik succes. I dag er det ikke godt nok. Alle har behov for uddannelse, for at kunne ændre sit liv og ikke være begrænset i vores videnssamfund. I mange dele af verden er det uddannelse der gør forskellen mellem et liv i fattigdom og et mere sikkert og godt liv.

Hvem eller hvad skal sikre denne udvikling?

Undervisningsministeriet har en hovedrolle i definere uddannelsessystemet og dets regler og mål. Men ministeren kan jo ikke klare det hele selv. Det betyder at den høje kvalitet i lærernes gerning er vigtig. Det betyder også at samfundet skal bakke op om uddannelse – både om uddannelse som idé, men også – og det er en vanskelig sag – at støtte op om et system som ikke alene er for de allerede privilegerede.

I England har vi en skarp opdeling mellem private skoler og folkeskoler (private and public schooling, red.), og det skaber problemer og et tilsvarende opdelt samfund. Forældre ønsker som det naturligste i verden det bedste for deres børn. Men den støtte til uddannelsessystemet som jeg efterspørger, er at forældre ønsker det bedste ikke kun for deres egne børn, men for alle børn. I et moderne, konkurrenceorienteret samfund er det svært. Den seneste forskning viser dog at de lande der giver de mest lige muligheder, er mere lykkelige og mere succesrige end de lande der har skarpe sociale opdelinger. Og der ligger Danmark langt bedre end England, der er et af de mest ulige lande i verden.

Hvad kan du gøre for at være med til at udvikle kvaliteten?

Jeg har mens jeg var ansat på fuld tid på universitetet, forsket i og arbejdet med skoleudvikling og hvordan man forbedrer uddannelsessystemer. Nu fungerer jeg privat konsulent og forsøger at bruge min viden og mine erfaringer til at videreudvikle uddannelsessystemer i så forskellige dele af verden som Australien, Afrika og Europa.

De forskelle og ligheder jeg møder, gør et stort indtryk. Selvom uddannelsessystemerne er meget forskellige, så bliver elever stimuleret af en god lærer og begejstrede over ny viden på samme måde overalt. Jeg møder uddannelsessystemer der er åbne og optagede af skabe lige muligheder for alle elever, og jeg har set systemer der tror på at hård konkurrence er den eneste vej frem. Men uanset system, er den superbe evne som nogle lærere har til at undervise og opøve elevernes færdigheder, på mange måder den samme.

Kan du give et eksempel på hvor du har oplevet kvalitet i dagtilbud eller uddannelser?

I Danmark har jeg besøgt en fantastisk børnehave i Odense hvor børnene blev stimuleret, mødte omsorg, og hvor de lærte gennem leg og interaktion med hinanden og pædagogerne. Jeg er også blevet imponeret over hvordan 17-18-årige danske gymnasieelever stillede modne spørgsmål, var afbalancerede i deres synspunkter og i stand til at formidle en klar forståelse af politiske situationer, som fx race-spørgsmål og situationen med de danske Muhammed-tegninger.

I England besøgte jeg i sommer en skole hvor en lærer havde helt fantastiske underviserevner og med en næsten hviskende stemme havde over 25 5-årige børns fulde opmærksomhed. Det er kvalitet i en læringssituation.

Læs Fiona Croziers fem bud på kvalitet i uddannelser.

 

Kontakt
Ditte Bergholdt Asmussen
Administrationschef
Tlf. + 45 35 25 46 28
E-mail
Dagens program

Du kan læse invitationen og det fulde program for dagen her.

Film-premiere: EVA-filmen

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion