Nyheder
< Tilbage Forside Nyheder 2009 Kom godt i gang med Tegn på læring

Kom godt i gang med Tegn på læring

EVA har videreudviklet Tegn på læring, materialet der skal støtte daginstitutionernes arbejde med den pædagogiske læreplan, og udformet en guide til at komme godt i gang med det.
04-03-2009

Materialet Tegn på læring skal gøre det enklere for daginstitutioner at arbejde med at sætte mål for og evaluere børns læring. Daginstitutioner og kommuner har meldt tilbage til os at Tegn på læring fungerer godt som redskab i deres arbejde med den pædagogiske læreplan, men vi vil gerne gøre det mere enkelt at komme godt i gang med at bruge materialet.

Lige til at skrive i

Derfor har vi videreudviklet de centrale arbejdspapirer så de nu er elektronisk redigerbare, og dermed er det lettere at skrive fx læringsmål for børnene og planlagte aktiviteter ind, og at revidere og føje overvejelser og erfaringer ind når I skal til at vurdere forløbene.

Guide med gode råd

Der er mange måder at komme godt i gang med Tegn på læring på, og mange måder at bruge det. Vi har samlet fem gode råd om hvordan I kan bruge Tegn på læring så materialet kan passe ind den måde I i institutionen gerne vil arbejde med at sætte mål for børnenes læring og planlægge aktiviteter.

Temadag om Tegn på læring

Vi har også udformet en drejebog med en række konkrete forslag til et program for en temadag eller et personalemøde der har Tegn på læring på dagsordenen. Drejebogen rummer enkle processer og metoder der leder jer gennem spørgsmål og opgaver der kan være svære at besvare umiddelbart. I kan inddrage alle punkter i drejebogen eller springe direkte til det punkt I synes, giver bedst mening for jer. Til drejebogen hører en række powerpoint-dias som I kan bruge og videreudvikle til eget brug.

Materialet Tegn på læring finder du via linket: Tegn på læring

 

Læs mere om projektet