At vide hvad man ikke ved
Bragt i Berlingske Tidende 21. august 2011.
At basere ledelsesmæssige og politiske beslutninger på solid forskningsmæssig viden er indiskutabelt en god ambition. Men jo ikke altid lige let at praktisere. Især den samfundsvidenskabelige forskning giver langt fra altid – faktisk yderst sjældent - klare og entydige svar på aktuelle samfundsmæssige dilemmaer. Og når den gør, er det ikke givet, at politikerne vælger at lytte til svarene.
Dertil kommer, at denne udvikling pålægger forskerne et stort etisk ansvar, som ikke alle løfter lige elegant. Den seneste tid har den offentlige debat handlet om hvornår forskere forlader videnskabens smalle sti, og bevæger sig ind på den politiske mudderbane. Men ét er, når en forsker går fra en faglig til en personlig vurdering af de politiske processer. Det er en hårfin grænse, og den skal debatteres hele tiden.
Noget andet – og langt alvorligere – er, når forskere forlader forskningens smalle sti, men foregiver at være på den endnu. Forskere, der uden at blinke udtaler sig som eksperter indenfor områder de ikke selv har forsket i, og tydeligvis heller ikke har sat sig ind i. Forskere, der uden smålig skelen til gængse kriterier for god forskning, holder foredrag eller skriver artikler om hvad ”de har set” på en ½ dags officiel reklamevisit ude i østen, eller hvad ”de har observeret” på nogle tilfældige besøg i institutioner eller virksomheder. Det er utvivlsomt nogle interessante iagttagelser de går og gør sig, men forskning er det altså ikke. Man får faktisk det indtryk at nogle forskere selv tror på, at fordi de er forskere, så er alt hvad de siger forskning. Og desværre er både politikere og journalister ofte med på den vildfarelse.
Det påhviler enhver forsker at være omhyggelig med klart at kommunikere hvornår der er tale om egentlig forskningsmæssig viden, og hvornår der er tale om uvidenskabelige iagttagelser, hypoteser, egne holdninger osv. Det er der heldigvis mange forskere, der er. Måske kunne journalisterne hjælpe resten lidt på vej ved bare ind i mellem at spørge: ”Hvor ved du egentlig det fra?” Der ville i givet fald blive lidt mere stille ovre i ekspertudtalelserne. Men til gengæld ville vi alle vide meget mere.
