Topchefernes sociale arv

Topchefer avler topchefer. Det fremgår af en undersøgelse to unge sociologer har gennemført blandt de 100 øverste direktører i landets 82 største virksomheder.

Bragt i Berlingske Tidende, 12. juni 2011.

Undersøgelsen, som er refereret i det seneste nummer af Berlingske Nyhedsmagasin, viser at  41% af topcheferne har fædre som er topchefer/selvstændige og kun 8% har fædre som er arbejdere. Samt at topcheferne bor i whiskeybæltet, spiller golf og går på jagt og at deres ægtefælle også kommer fra velstillede hjem. Kan det blive mere kliché? Åh jo, de er selvfølgelig mænd.

Der er måske ikke den mest overraskende undersøgelse vi har set i nyere tid. Men det er alligevel forstemmende at få bekræftet at der angiveligt ikke er sket nogen som helst fornyelse i rekrutteringen til topchefstillingerne de sidste mange hundrede år. Toppen af dansk erhvervsliv er en selvsupplerende formummet loge med særlige ritualer - og en sikker hånd når det gælder subtil eksklusion af al fornyelse. Kvinder? Etniske minoriteter? Not on my shift.

Men også ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt kan man blive lidt bekymret over at få bekræftet konformiteten i de øverste lag af danske erhvervsliv. De danske topledere er utvivlsomt dygtige. Men er de også de dygtigste?

De to professorer Rob Goffee og Gareth Jones samler i bogen ”Why should Anyone be Led by you?” indsigter fra mange års forskning i god ledelse. De har blandt andet undersøgt hvad der kendetegner de øverste ledere i USA’s bedst præsterende virksomheder. En af de kompetencer de fremhæver som essentiel hos en dygtig topleder, er evnen til at aflæse og fortolke kontekster. De rigtig dygtige ledere er i stand til at tune ind på omverdenen og synes nærmest instinktivt at kunne skabe sig et klart billede af hvad der foregår i enhver sammenhæng de befinder sig i. De har en dyb forståelse for at mennesker har forskellige baggrunde, motiver og drivkræfter. Denne ”kontekst-empati” kan udvikles på mange måder. Men Goffe & Jones’ pointe er at mange af de bedste ledere har udviklet denne kompetence fordi de har været socialt mobile og har bevæget sig rundt i forskellige sociale og kulturelle sammenhænge. De har befundet sig i andre verdener end den de er i som topchefer. I deres rejse gennem forskellige sociokulturelle kontinenter har de opøvet deres sensitivitet i forhold til andres behov, perspektiver og spilleregler.

Spørgsmålet er da om rejsen fra whiskeybæltet til virksomhedens hovedsæde i indre København byder på tilstrækkelig eksponering af sociokulturel forskellighed til at de danske topchefer får opøvet den helt skarpe kontektsforståelse og erkendelse af andre perspektiver. Jeg har min tvivl.

Skribent
Agi Csonka
Direktør
Tlf. + 45 35 25 46 27
E-mail
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion