Børns læring og udvikling – mere dialog, mindre papir

Bragt i Politiken 30. november 2009.

Af områdechef Camilla Wang og specialkonsulent Eva Pallesen, EVA

Men hvordan får vi gang i en meningsfuld udveksling af viden om børns trivsel, udvikling og læring i dagtilbuddene? Dagtilbudsloven siger at dagtilbuddene skal udarbejde en årlig evaluering af det pædagogiske arbejde, og at kommunalbestyrelsen skal behandle disse evalueringer og tage stilling til hvad de fremadrettet betyder for politik og styring på området. Men måden dette i dag foregår på, gør hverken forvaltning eller politikere klogere på indhold og resultater i dagtilbuddene. Det fastslår en ny rapport fra EVA der har undersøgt hvordan dagtilbuddenes årlige evalueringer bruges i kommunal sammenhæng.

Den egentligt interessante viden om børnenes ve og vel tabes undervejs på den lange vej der i dag er, fra pædagogen på gul stue til medlemmerne af kommunens børne- og ungeudvalg. Hvad kan vi gøre ved det?

Viden om pædagogiske resultater når ikke politikerne

EVA’s undersøgelse konkluderer meget klart at den årlige evaluering som dagtilbuddene udarbejder, ikke som tiltænkt fungerer som information til kommunalpolitikerne om børnenes trivsel, udvikling og læring i kommunens dagtilbud. Problemet er imidlertid ikke at pædagogerne ikke evaluerer det pædagogiske arbejde i det daglige. Der findes og bruges mange forskellige tilgange til at evaluere og dokumentere pædagogisk arbejde og til at vurdere børnenes læring og udvikling. Men hvorfor når denne viden ikke frem til politikerne?

En del af svaret handler om at de evalueringsmetoder som mange dagtilbud bruger, og som pædagogerne fremhæver som meningsfulde, er meget situationsnære. Et eksempel er praksisfortællinger eller læringshistorier som handler om det enkelte barn i bestemte situationer og relationer. De har den styrke at personalet, allerede mens de skriver historien, bliver klogere på hvor barnet er, hvad det har behov for, og hvordan de som professionelle voksne kan handle på det i samværet med barnet i hverdagen. Men den viden der kommer ud af det praksisnære evalueringsarbejde i dagtilbuddene, kan til gengæld være svær at trække ud af den nære hverdagssammenhæng og gøre til en mere generel viden som politikere kan handle på.

Det vigtige tabes

Derfor står både pædagoger og politikere med en svær opgave når dagtilbuddene skal formidle deres pædagogiske arbejde og resultater til politisk niveau – hvorefter politikerne skal tage stilling til om det giver dem anledning til at handle på den ene eller anden måde.

Mange steder udformer forvaltningen en skabelon for dagtilbuddenes årlige evaluering i et forsøg på at gøre det samlede evalueringsmateriale mere håndterbart for politikerne. Men i denne proces – fra hverdagsnære evalueringer til standardiserede skemaer – flytter fokus sig ofte væk fra børnene og hen til i stedet at handle om at få overblik over om dagtilbuddet har udarbejdet en pædagogisk læreplan, om de har gennemført evalueringer efter de kommunale retningslinjer, om de arbejder med de politiske mål mv.

Den form for viden kan give god mening på forvaltningsniveau, og det er viden der er forholdsvis enkel at formidle videre til politikerne i form af opgørelser over hvor mange dagtilbud der følger de lovgivningsmæssige og kommunale krav. Problemet er bare at evalueringen ikke fører til den vigtige dialog om børns udbytte af livet i dagtilbuddene, men mere om hvorvidt daginstitutionerne følger de givne retningslinjer for at udarbejde planer og evalueringer.

Pædagoger og politikere - forskellige opgaver, men samme virkelighed

Betyder det så at pædagoger og politikere taler helt forskellige sprog og ikke kan nå hinanden i dialogen om de væsentligste mål? Nej. Pædagoger og politikere er i virkeligheden optagede af de samme ting; nemlig af børns konkrete levede liv i daginstitutionerne, og måske behøver evalueringsmaterialet fra dagtilbuddene ikke altid en oversættelse via skabeloner og sammenfattende skemaer. Faktisk er det hverdagsnære afsæt som mange dagtilbud har i deres evalueringer, på mange måder mere egnet til at give politikere et billede af de væsentligste problemstillinger end generelle og summariske fremstillinger.

Pointen er at der er grænser for hvor meget længere man kan nå med skabeloner og skemaer der omsættes og opsummeres i en kæde med mange led: fra pædagog til leder til områdeledelse til forvaltning til politikere – med det meningstab det medfører. I værste fald ender den form for skematisk ’evaluering’ med at blive noget som alle accepterer, fordi de tror det giver mening for nogle andre et andet sted i systemet. Og det er med til at skabe den evalueringstræthed som stikker hovedet frem mange steder. 

Nye dialogformer

Politikere kan ikke formulere mål og visioner uden fornemmelse for hvad der faktisk rører sig i dagtilbuddene. De er nødt til at få indsigt i det liv som politiske mål og initiativer lever i praksis i mellem børn og pædagoger, men udfordringen er hvordan. Kommunalpolitikere og pædagoger har vidt forskellige opgaver, men de er dybest set optaget af den samme virkelighed. Hvis politiske mål og visioner skal være andet end papir, må de underbygges af et fællesskab med dem der skal føre dem ud i livet. Og her har evaluering en afgørende rolle at spille. En vej frem er at finde bedre veje til at formidle børns trivsel, læring og udvikling, men nok så vigtigt at supplere skriftlige evalueringer med levende ”evalueringsfora” der bringer de mennesker sammen som i fællesskab har ansvar for børns liv og udvikling i dagtilbud, dvs. dagtilbudsledere, pædagoger, forældre, pædagogiske konsulenter og politikere.

Evalueringsfora er dialogiske mødesteder hvor parterne sammen vurderer dokumentation fra dagtilbuddene. Man kunne forestille sig en treklang af data som grundlag for et evalueringsforum: 1) Kvantitative data der findes på kommunalt niveau, 2) materiale fra institutionernes eget arbejde med at følge børnenes læring og 3) nationale forskningsresultater eller andre eksterne input til de spørgsmål og problemstillinger der er på dagsordenen i den enkelte kommune. Dialogiske evalueringsfora kan være en vej til at undgå at den indsigt i børns læring og udvikling der ikke kan sammenfattes i skemaer eller skabeloner, tabes ud af evalueringer på kommunalt niveau – og sikre at den kan bruges og udfordres i samspil med anden viden til gavn for de børn der skal trives, lære og udvikle sig hver dag i vuggestuer, børnehaver og dagplejer.