En gymnasiereform der ikke skævvrider
Analyse bragt i Politiken, 30. januar 2009.
Af Bo Söderberg, evalueringskonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut
Bekymring for større ulighed
I relation til 95 %-målsætningen er der fra forskellige sider udtrykt bekymring for at gymnasiereformen fra 2005 ikke vil bidrage positivt, men at den tværtimod fører til at uddannelserne bliver mere elitære og præget af unødig akademisering og skærpede boglige krav. Bl.a. mener kritikere at gymnasiereformen i al for høj grad bygger på at eleverne skal tage ansvar for egen læring. Det vil ifølge kritikerne især ramme unge der kommer fra uddannelsesfremmede hjem hvor forældrene ikke har en videregående eller en gymnasial uddannelse. Kritikerne konkluderer at reformerne nok vil være gode for de stærke elever; de dygtige vil blive endnu dygtigere, men for hovedparten af eleverne vil de nye uddannelser virke mere fremmedgørende og i den yderste konsekvens vil de bidrage til den negative sociale arv.
Disse bekymringer er naturligvis væsentlige. Men holder de i praksis? Umiddelbart nej. I den evaluering af gymnasiereformen på hhx (højere handelseksamen), htx (højere teknisk eksamen) og stx (studentereksamen) som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, netop har offentliggjort, kan vi ikke påvise en sammenhæng mellem gymnasiereformen og en social skævvridning.
Elevernes udbytte er ikke blevet mere spredt
Opfattelsen af at gymnasiereformen fører til en større spredning i elevernes udbytte, er temmelig udbredt blandt lærere og ledere. Fx vurderer 55 % af lærerne på stx at spredningen i elevernes udbytte er blevet større efter reformen. Men denne opfattelse understøttes hverken af en spørgeskemaundersøgelse blandt elever eller af de karakterer som første kuld af reformelever afsluttede deres uddannelse med i sommeren 2008.
Diskussionen om større spredning i elevernes udbytte har især drejet sig om de nye krav til faglige samspil som ligger i reformens mest markante nyskabelser. Det gælder fx almen studieforberedelse på stx og studieområdet på hhx og htx, dvs. de timerammer der er afsat til flerfaglige samspil gennem de treårige forløb, og det gælder studieretningsprojektet som findes på alle de treårige uddannelser. Studieretningsprojektet er et flerfagligt projekt som omfatter mindst to fag, og som eleverne udarbejder individuelt i løbet af to uger på tredje år.
Karaktererne kan give et fingerpeg om hvorvidt de nye krav til flerfaglige samspil og de tilknyttede prøver fører til en større spredning i elevernes udbytte. Men når man sammenligner andelen af lave karakterer i et obligatorisk fag som fx dansk med andelen af lave karakterer i flerfaglige prøver og studieretningsprojektet, er der ingen tegn på større spredning; der gives altså ikke flere lave karakterer for det flerfaglige end for mere traditionelle fag. Kun et sted, nemlig i studieretningsprojektet på htx, bidrager karaktererne til at trække gennemsnittene ned.
En anden måde at vurdere spørgsmålet på er at undersøge i hvilket omfang elevernes opfattelser og vurderinger hænger sammen med forældrenes uddannelsesmæssige baggrund. Et stort flertal af eleverne mener at flerfaglige forløb er en god idé der kan give god forståelse af sammenhænge og forskelle mellem de enkelte fag. Her er det mest interessante imidlertid at forældrenes uddannelsesmæssige baggrund generelt set ikke har betydning for elevernes vurderinger af de flerfaglige elementer i uddannelserne. Elever med forældre med en lang videregående uddannelse er fx generelt ikke mere tilbøjelige til at svare at de fik god hjælp hjemme når de skulle skrive deres studieretningsprojekt end andre elever. Undersøgelsen viser også at elever med forældre med kortere uddannelsesbaggrund ikke synes det var mere vanskeligt at kombinere to fag i projektet end elever med forældre med lange uddannelser.
Endelig fortalte mange lærere på vores skolebesøg at arbejdet med at blive fortrolige med fagenes nye læreplaner betød at de ikke havde haft lige så meget overskud og tid til eleverne enkeltvis som de var vant til. Det understreger at implementeringen nødvendigvis tager tid og er en læreproces.
Følg udviklingen – og eventuelle positive træk
Selv om evalueringen ikke kan påvise at uddannelserne er blevet mere skæve, er der fortsat grund til at være opmærksom på eventuelle tegn på at kravene til flerfaglige samspil kan virke socialt skævvridende.
Samtidig er der grund til at være opmærksom på andre dele i gymnasiereformen som kan antages at trække i den anden retning, dvs. at de især er en fordel for elever fra uddannelsesfremmede miljøer. Det gælder fx det indledende grundforløb der ifølge eleverne i evalueringen bidrager til at gøre overgangen fra grundskolen lettere, og det gælder betydningen af at eleverne nu som noget nyt kan få vejledning fra deres lærere i skriveperioden i studieretningsprojektet. Man kan også antage at den øgede vægt på anvendelsesperspektivet i undervisningen og kravene til at det skal være mere tydeligt hvad fagene skal kunne bruges til, er særlig vigtigt for elever som ikke på forhånd ved om de skal i gang med en videregående uddannelse efter gymnasiet. Endelig kan også de nye studieretningsklasser som betyder at eleverne nu skal vælge tre fag i en samlet pakke og dermed tilbringer flere timer sammen i deres ”stam-klasser”, medvirke til at uddannelserne nu opleves som mindre individualiserede end tidligere. Hvilket igen kan være en fordel for elever med uddannelsesfremmed baggrund.
Implementeringen af reformen er på mange måder er en læreproces som tager tid, og det er fortsat vigtigt at følge udviklingen i den – også de elementer der kan have en positiv betydning og modvirke en social skævvridning.
Faktaboks – evalueringens design og metode
Spredning af elevers udbytte eller ej er kun en mindre af EVA’s evaluering af gymnasiereformen. Den ser bl.a. på de treårige gymnasieuddannelsers struktur og faglige og pædagogiske indhold efter reformen – efter at de første kuld studenter er dimitteret i sommeren 2008.
