Papirkrigen raser - men hvor er fjenden?

Bragt i Politiken, 14. april 2009

Af Eva Pallesen, specialkonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut.

For meget ”papirarbejde” omtales ofte som et tiltagende problem i den offentlige sektor. Papirarbejdet er blevet et monster. Og hvem vil ikke gerne af med den slags?

Problemet er bare at debatten ikke altid når frem til spørgsmålet om hvad ”papirarbejde” egentlig er – ud over at det er unyttigt og stjæler tid fra det der betyder noget. Der er derfor et påtrængende behov for at nuancere debatten.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har tidligere lavet en undersøgelse af dokumentation på daginstitutionsområdet. Her spurgte vi kommunale forvaltninger, daginstitutioner og dagplejere om hvilken slags dokumentation de brugte tid på, og hvordan de opfattede ”dokumentationsbyrden.” Svarene viste at ordet dokumentation kan dække over meget forskellige ting i en daginstitution – fra lønadministration og inventarlister til pædagogiske læreplaner, ”barnets bog” og billedvæggen til forældrene. Og – ikke mindst – at personalets oplevelse af den såkaldte dokumentationsbyrde varierer meget alt efter hvilken dokumentation, der er tale om!

Skelner man fx mellem administrativ eller ledelsesrelateret dokumentation på den ene side og pædagogisk-faglig dokumentation på den anden side, viser det sig at der åbnes op for vidt forskellige problemstillinger:

Administrativ og ledelsesrelateret dokumentation angår primært drift og ledelse som fx økonomi, bygninger og personaleadministration. Nødvendige opgaver som imidlertid godt kan opleves som en byrde når man fx skal håndtere et bruger-uvenligt budgetteringssystem.

Dette er dog væsensforskellig fra den byrde som bunder i at man som leder oplever at ens tid går med at løse alt for mange andre opgaver end dem man mener man er ansat til.

En anden type dokumentation er den pædagogisk-faglige – det vil sige forskellige måder at fastholde (resultater af) daginstitutionernes pædagogiske arbejde med henblik på at beskrive og udvikle det. Det kan fx være sprogtesten af den 3-årige, informationsvæggen til forældrene eller læringshistorier der fortæller om konkrete situationer hvor barnet søgte - eller knækkede - udfordringer.

Mens administrativ dokumentation primært beslaglægger ledertid, involverer pædagogisk dokumentation ofte hele det pædagogiske personale. Og det er langt fra alt det der kaldes dokumentation der stjæler tid fra omsorgen til børnene og fratager pædagogerne lysten til deres arbejde. Jo mere pædagogisk dokumentation trækker på interessen for det konkrete barn og de pædagogiske overvejelser man har i konkrete situationer, des mere giver personalet udtryk for at de nødigt vil undvære det. Pædagogisk dokumentation som sprogtest eller læringshistorier kan også opleves som en måde på at skærpe det faglige blik på.

Også når det gælder pædagogisk dokumentation, er det imidlertid værd at skelne mellem forskellige kilder til oplevelsen af dokumentationsbyrden. Dokumentation kan fx blive en byrde hvis det pædagogiske personale ikke oplever at der er noget formål med den. Altså hvis det er uklart hvem der skal bruge dokumentationen og til hvad, eller hvis man ikke kan se at det har nogen relevans. Fx når de bliver bedt om at udarbejde planer eller rapporter om institutionens pædagogiske arbejde som de ikke selv oplever en værdi af.

Pædagogisk personale vil faktisk gerne have dokumentationsformer hvor de skal bruge og udfordre den dygtige pædagog i sig selv snarere end dokumentationsformer der kræver at man har en indre DJØF’er på spring. Måske derfor er dokumentationsformer der starter med en konkret situation med barnet fx fotos eller læringshistorier – og ikke med et abstrakt ”kvalitetsspørgsmål” netop en udbredt måde at dokumentere på når dagtilbuddene selv skal vælge?

Det ændrer ikke ved at politikere og forvaltninger har et legitimt behov for dokumentation der kan kvalificere deres opgaveløsning – og det er ikke nødvendigvis det samme behov. I hvert fald er det vigtigt både at have en velbegrundet ide om hvad der skal til for at dokumentation stimulerer det faglige ræsonnement i pædagogisk handlen, og hvad der skal til for at dokumentation kvalificerer beslutninger i et styringsperspektiv. Så man ikke ender i en mærkelig mellemvare der hverken fungerer den ene eller det andet sted.

Pointen er at der - bare inden for en enkelt daginstitution - åbner der sig en lang række forskellige problemstillinger når man vil definere ”papirarbejdet” eller ”dokumentationsbyrden”. Man kan så overveje hvor mange forskellige slags problemer og udfordringer der dukker op hvis man går på tværs af ældrepleje, jobcentre, dagtilbud og alle de andre offentlige ydelser som i debattens hede ofte bliver slået i hartkorn. Måske er der faktisk forskel på om udfordringen handler om for mange medicinindberetninger eller om at finde holdbar måde at fastholde Olivers sproglige udvikling? Lad os få åbnet kassen med papirarbejde så vi kan se hvad den indeholder.