Kvalitetsrapporter skaber udvikling
Bragt i Politiken, 10. november 2011
En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser nemlig at når skoler og kommuner bruger kvalitetsrapportens oplysninger aktivt i deres arbejde, bevæger kvalitetsrapporten sig fra at blive opfattet som et bureaukratisk stykke rugbrødsarbejde til at være et nyttigt udviklingsværktøj.
Siden 2007 har alle kommuner skullet udarbejde en årlig kvalitetsrapport om kommunens skolevæsen. Rapporten udarbejdes i samarbejde mellem forvaltningen og de enkelte skoler og indeholder en lang række oplysninger om skolernes rammebetingelser, resultater, en beskrivelse af skolernes pædagogiske processer og en vurdering af det faglige niveau på de enkelte skoler og for kommunen samlet set.
EVA har undersøgt om og hvornår kvalitetsrapporten har en virkning på skolers og kommuners praksis. Et af undersøgelsens vigtige resultater er at de skoler der oplever at forvaltningen følger op på kvalitetsrapporten, også er dem der er mest positive over for kvalitetsrapporten som redskab. For eksempel oplever 60 % af de skoleledere der på baggrund af kvalitetsrapporten har fået pålagt at gennemføre forbedringer på deres skole, at udbyttet af kvalitetsrapporten står mål med indsatsen, mens tallet for skoleledere generelt er 43 %. Skoler der har fået pålagt forbedringer, vurderer i højere grad at kvalitetsrapporten har betydning for skolens faglige niveau, og oplever samtidig at rapporten er et nyttigt udviklingsredskab.
Da man indførte de årlige kvalitetsrapporter, var et af de primære mål at styrke kommunalbestyrelsens ansvar og grundlag for at forbedre skolevæsenet. I den sammenhæng er det interessant at landets kommunalpolitikere og forvaltninger generelt er tilbageholdende med at gribe ind i skolernes praksis på baggrund af kvalitetsrapporten. Fx er kun 15 % af skolerne blevet pålagt at foretage forbedringer på baggrund af kvalitetsrapporten, og 73 % af forvaltningerne er enige eller overvejende enige i at problemerne på en skole skal være alvorlige før de tager initiativ til en politisk vedtaget handlingsplan for en skole. Så meget desto mere interessant er det at skolelederne samlet set er positive overfor at få pålagt forbedringer. Fx er 74 % af skolelederne enige eller overvejende enige i at pålagte forbedringer opleves som en positiv interesse fra forvaltningen og politikerne i kommunen.
Der kan være flere mere eller mindre gode grunde til at kommunerne ikke får fulgt op på kvalitetsrapporten. Nogle kommuner nævner at kvalitetsrapporten ikke er et passende grundlag at følge op på. Fx oplever mange forvaltninger og kommunalbestyrelser at hvor kvalitetsrapporten giver god viden om skolernes rammebetingelser og resultater, så lykkes den til gengæld ikke med at komme helt tæt på selve undervisningen. Og derfor kan beslutningstagerne opleve at kvalitetsrapporten kun delvist giver et billede af skolevæsenet. Hertil kommer at der både på skoler og i kommunerne fortsat er skepsis over for validiteten af de oplysninger kvalitetsrapporten indeholder, en udfordring der ellers særligt var gældende i kvalitetsrapportens første generationer.
En anden udfordring er at kvalitetsrapporten ikke er blevet det centrale styringsdokument som bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter lægger op til. Mange kommuner arbejder med en række andre redskaber: aftalestyring, virksomhedsplaner osv., og kvalitetsrapporten bliver i mange tilfælde blot ét dokument blandt andre. Der sker meget andet i landets kommuner end arbejdet med kvalitetsrapporten, og rapporten har derfor ikke nødvendigvis så høj en status at kommunerne vælger at følge særskilt op på den.
En tredje grund til manglende kommunal opfølgning på kvalitetsrapporten skal findes i kommunernes lokale styringspraksis og traditioner. Nogle forvaltninger og politikere nævner fx at de har et mål om at decentralisere mest muligt ansvar ud til skolerne og vælger derfor at blande sig mindst muligt i driften af de enkelte skoler.
I forlængelse af de tre nævnte årsager til at kommuner ikke følger op på kvalitetsrapporten, peger EVA’s undersøgelse på 1) at mange kommuner endnu skal arbejde med at udvikle deres kvalitetsrapport så den bliver til et reelt og brugbart udviklingsredskab, 2) at hvis kvalitetsrapporten blot er et blandt flere kommunale udviklingsredskaber, så skal den spille sammen med og supplere de andre redskaber på en hensigtsmæssig måde, og 3) at kommuner der ud fra et decentraliseringshensyn vælger ikke at blande sig i driften af deres skoler, med stor sandsynlighed får et ringere udbytte af deres kvalitetsrapport – som et middel til at udvikle kvaliteten i skolevæsenet - og en mindre tilfredshed blandt skolerne med kvalitetsrapporten som udviklingsredskab.
Den viden man må tage med sig fra kommunernes hidtidige arbejde med kvalitetsrapporterne er ikke at de fremover skal pålægge alle deres skoler at forbedre deres praksis inden for dette eller hint område. Det som undersøgelsen viser, er at kvalitetsrapporten som redskab først for alvor bliver relevant for skoler og kommuner når den bliver bragt i anvendelse gennem reel dialog mellem skoler, forvaltninger og politikere.
Kvalitetsrapportens oplysninger skal analyseres og vurderes, og ikke mindst skal skoler og forvaltninger handle på baggrund af oplysningerne – ellers risikerer kvalitetsrapporten at blive et overflødigt dokument. Og for at vende tilbage til den indledende pointe er det mere eller mindre sådan det forholder sig med alle former for evalueringer.
