03-09-2001

Basisuddannelserne står over for vigtige valg

De overordnede formål og principielle begrundelser for basisuddannelserne bør gentænkes. Det er den helt overordnede anbefaling i den evalueringsrapport om de fem basisuddannelser på Roskilde Universitetscenter (RUC) og Aalborg Universitet (AAU) som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, offentliggør 4. september 2001.

Evalueringen viser at basisuddannelserne er meget forskellige. Evalueringsgruppen der har det faglige ansvar for evalueringen, vil ikke gøre sig til talsmand for en bestemt type basisuddannelse, men peger på at basisuddannelserne hver især må finde frem til en hensigtsmæssig balance mellem at være et selvstændigt forløb og en indledende del af en samlet uddannelse. Den teknisk-naturvidenskabelige basisuddannelse på AAU har allerede været igennem en sådan proces og fremstår i dag med en række klare mål og forestillinger om forskellige former for faglighed og tværfaglighed. Dette er i varierende grad tilfældet for de øvrige basisuddannelsers vedkommende.

Evalueringsgruppen fremhæver tre områder hvor basisuddannelserne bør koncentrere deres indsats: For det første må uddannelserne præcisere og udvikle deres arbejde med de forskellige former for faglighed og tværfaglighed og ikke mindst sammenhængen mellem dem. For det andet må uddannelserne arbejde mere systematisk med samspillet mellem kursusundervisning og projektarbejde. Og for det tredje må uddannelserne udvikle deres prøve- og bedømmelsesformer så de i højere grad både fremmer og dokumenterer læringen og også sikrer aftagerne relevant og dækkende information om den enkelte studerendes udbytte.

Evalueringen præsenterer også en række anbefalinger som er rettet mod det enkelte universitet eller den enkelte basisuddannelse. AAU bør overveje om det er hensigtsmæssigt at universitetets to basisuddannelser, den teknisk-naturvidenskabelige og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, går under samme betegnelse. Der er nemlig tale om to meget forskellige typer af uddannelse. Mere specifikt anbefaler evalueringsgruppen at AAU's samfundsvidenskabelige basisuddannelse gentænkes både i form og indhold. Uddannelsen fremstår i dag som et mindre velfungerende kompromis mellem modsatrettede krav.

På RUC bør man styrke basisuddannelsernes position og indflydelse i universitetets politiske system. Det er vigtigt for at sikre en mere hensigtsmæssig tildeling af undervisere til basisuddannelserne. Den humanistiske basisuddannelse på RUC anbefales at gentænke, prioritere og præcisere uddannelsens målsætninger da det faglige indhold fremstår som flertydigt og vilkårligt og er svært at overskue for de studerende.

Evalueringen giver de to universiteter et godt grundlag for at gennemføre opfølgningen  på evalueringen. Grundlaget er fem dilemmaer som basisuddannelserne nødvendigvis må afveje for at sikre uddannelsernes fortsatte udvikling. Dilemmaerne handler om forholdet mellem både at være et selvstændigt forløb og en indledende del af en uddannelse, forholdet mellem enkeltfaglighed og tværfaglig problemorientering, afvejningen mellem obligatoriske og valgfrie elementer, sammenhængen mellem kursus- og projektdele og afvejningen mellem individ og gruppe i arbejds- og prøveformerne.

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion