Hhx og htx skal opmuntre eleverne til at læse videre
Evalueringsgruppen mener at begge uddannelser bør gøre mere ud af at forberede og inspirere eleverne til at læse videre efter hhx og htx-eksamen. Generelt anbefaler evalueringsgruppen at skolerne lægger konkrete planer for hvordan de vil give elverne lyst til at læse videre.
En del af formålet med de gymnasiale uddannelser er at ruste eleverne til det gearskifte de oplever mellem ungdomsuddannelsen og de videregående uddannelser. Men evalueringsgruppen mener at hhx har problemer med at leve op til det formål, og at det giver en uklar selvforståelse og uddannelseskultur på skolerne. Derfor anbefaler evalueringsgruppen at skolerne i højere grad signalerer en forventning om at eleverne læser videre, og at de arbejder for at styrke elevernes faglige selvtillid. Skolerne bør også give eleverne et bedre kendskab til mulighederne efter hhx. Det kunne for eksempel være studiebesøg på videregående uddannelser og obligatoriske ind- og udslusningssamtaler med alle elever.
Evalueringen viser at htx-uddannelsen ikke har svært ved at få eleverne til at læse videre. Til gengæld mener evalueringsgruppen at htx-skolerne skal se på hvordan og hvorfor de bruger projektarbejdsformen undervejs i uddannelsen. Dokumentationsarbejdet har nemlig vist at ordet 'projektarbejde' nogle steder bruges uden at der egentlig er tale om en problemorientering. Skolerne anbefales derfor at udvikle og sætte ord på arbejdsformens muligheder for at sikre at der rent faktisk sker en faglig fordybelse. Generelt anbefaler evalueringsgruppen at skolerne træner eleverne i at være mere bevidste om de forskellige arbejdsformer for at styrke elevernes evner til at gennemføre en videregående uddannelse.
