Agronomuddannelsen bør strammes op
Agronomstuderende på KVL har stort set frit valg på alle hylder når de vælger kurser. Det skal der strammes op på for at sikre uddannelsens sammenhæng, faglige kerne og gennemskue-lighed for arbejdsmarkedet. Anbefalingen kommer fra en international evaluering af agronom-uddannelsens bachelordel som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har gennemført med et internationalt ekspertpanel i spidsen. Ud over KVL har tre universiteter i Tyskland, Holland og Irland deltaget i evalueringen.
I dag kan en agronomstuderende på KVL's bachelordel vælge frit mellem 150 kurser. De obli-gatoriske kurser udgør kun 20 % af studiet. Til sammenligning fylder obligatoriske kurser mellem 59 og 88 % i de andre uddannelser som deltog i evalueringen.
”En sådan valgfrihed gør det svært for en arbejdsgiver at gennemskue hvad den færdiguddannede egentlig har af faglige kvalifikationer. For slet ikke at tale om det vanskelige valg de studerende står overfor når de skal vælge kurser”, siger Tove Blytt Holmen som har været formand for ekspertpanelet. Rapporten anbefaler derfor at valgmulighederne begrænses ved at gøre flere kurser obligatoriske, og at studievejledningen indrettes sådan at de studerende kan undgå studietidsforlængende fejlvalg. KVL bør også satse på en mere systematisk kvalitetssikring af uddannelsen og en konsekvent opfølgning på de kursusevalueringer som allerede findes.
Roser er der også til KVL. Ekspertpanelet er imponerede over den ambitiøse indsats der gøres for internationalisering af studiet hvor 40 % af de studerende på bachelordelen har deltaget i et udvekslingsprogram. Det er den højeste andel blandt de evaluerede uddannelser.
Gennemsigtighed og mobilitet
Den internationale evaluering har givet nye erfaringer med evaluering af uddannelser på tværs af grænser. Evalueringen støtter dermed arbejdet med at skabe gennemsigtighed og studenter-mobilitet på uddannelsesmarkedet – det arbejde som 32 europæiske undervisningsministre har forpligtiget sig til med den såkaldte Bologna-erklæring. Bologna-erklæringen skal bl.a. gøre det lettere for studerende at tage studiepoint – eller merit - med sig fra et land til et andet. Evalueringen viser dog samtidig at der endnu er et stykke til det mål: Alle fire agronomuddannelser har brug for at udarbejde klarere uddannelsesmål for deres bachelordel og skabe en bedre sammenhæng mellem målene og uddannelsernes faktiske indhold.


