Datamatikeruddannelsen skal ændres
Evalueringen bygger blandt andet på selvevaluering og besøg på fem institutioner, og har haft en ekstern faglig ekspertgruppe i spidsen. Formålet var blandt andet at se på uddannelsernes faglige indhold, kvalitet og arbejdsmarkedsrelevans. Og overordnet set er der tale om en velfungerende uddannelse, viser rapporten. Udannelsen giver på trods af sin korte længde de studerende it-kompetencer som er brugbare i store dele af it-arbejdsmarkedet. Dimittenderne er både efterspurgte og værdsatte.
Men den nuværende bekendtgørelse er på visse områder forældet, slår rapporten fast. Det gælder især for it-området, hvor udviklingen inden for systemudvikling og programmering, har betydet at bekendtgørelsens formuleringer og fagbeskrivelser er forældede. En ny bekendtgørelses rammer skal derfor i stedet gøres mere overordnede så de giver institutionerne større mulighed for selv at præge form og indhold, så de sikrer at undervisningen er på forkant med udviklingen inden for de enkelte fagområder.
Selvom datamatikeruddannelsen på forholdsvis kort tid giver de studerende en god og brugbar uddannelse, mener evalueringsgruppen dog at uddannelsen gaber over mere end dens længde berettiger. Det giver en stor stoftrængsel og gør profilen uklar i forhold til hvad en datamatiker fagligt set står for. Derfor skal vægtningen af uddannelsens fagområder programmering og systemudvikling styrkes, påpeger rapporten. Det vil forbedre dimittendernes kernekompetence og skærpe uddannelsens profil. Rapporten anbefaler at der indføres en selvstændig, ekstern eksamen i hver af de to fag. Det vil også styrke fagene og tydeliggøre den faglige profil, understreger rapporten.
Rapporten anbefaler at datamatikeruddannelsen bevares i sin nuværende længde som den ene streng i en tostrenget model hvor den anden streng er en treårig bacheloruddannelse. Da det er handelsskolerne der står for datamatikeruddannelsen og universiteterne der står for bacheloruddannelsen, kræver det et tæt samarbejde mellem de to niveauer - blandt andet om dele af datamatikeruddannelsens faglige indhold.
