06-09-2002

Første fakultetsevaluering fra EVA

Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, offentliggør den 6. september sin første evaluering af et helt fakultet. Det handler om Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Evalueringen er gennemført som et pilotprojekt, og det har blandt andet betydet at fakultetet har meldt sig frivilligt til at deltage i evalueringen.

Formålet med evalueringen har været at se på hvordan fakultetet løser sin opgave som ansvarlig for Aalborg Universitets teknisk-naturvidenskabelige institutters og studienævns forskning, uddannelse og formidling. Evalueringen omfatter derfor både fakultetets forskning, uddannelse og ledelse. Evalueringen viser at fakultetet samlet set har en velfungerende ledelse der nyder bred opbakning i organisationen.

Fakultetets uddannelsesmodel er ifølge evalueringen kendetegnet ved den problemorienterede, projektorganiserede studieform og en høj grad af udadvendthed og praksisorientering, blandt andet via et meget tæt samarbejde med erhvervslivet. En undersøgelse viser fx at 65 pct. af alle afgangsprojekterne fra fakultetet i 1999 blev løst i samarbejde med virksomheder. Selvevalueringen på fakultetet viser at der er bred opbakning blandt både undervisere og studerende til denne studieform. Evalueringsrapporten roser da også uddannelsesmodellen som giver høj studieeffektivitet, høj beskæftigelsesgrad og tilfredse dimittender.

Både når det gælder forskning og når det gælder uddannelse har Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet valgt en strategi der afviger fra den traditionelle tilgang på universitetsområdet. På uddannelsesområdet er der stor bevidsthed om uddannelsesmodellens styrker. Denne forståelse gælder ikke i samme omfang på forskningsområdet. Derfor anbefaler rapporten at fakultetet arbejder aktivt for at opnå en større forståelse af det særegne ved forskningsmiljøet på fakultetet, blandt andet hvad det har haft af betydning for de succeser fakultetet har kunne vise på området.

Evalueringen bygger blandt andet på en selvevaluering som fakultetet har udarbejdet, et besøg på fakultetet af evalueringsgruppen og EVA's evalueringskonsulenter og registerbaserede undersøgelser af studieeffektivitet og dimittendernes beskæftigelse. En ekstern, faglig ekspertgruppe med Universitetsdirektør Gert Bechlund fra Handelshøjskolen i København som formand ledede evalueringen.

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion