Danske skolebørn kan blive bedre til engelsk
Danske skolebørn kan ikke det engelsk de skal kunne når de går i 9. klasse. Det viser en undersøgelse af 9. klasseelevers engelskkundskaber. Undersøgelsen omfatter 1486 elever fra 91 danske grundskoler og er en del af en større international undersøgelse. Resultaterne af den danske del af undersøgelsen bliver offentliggjort den 1. oktober sideløbende med EVA's evaluering af engelskfaget i den danske grundskole. Resultaterne af den danske test viser at danske elever ikke lever op til alle de trinmål der er for deres engelskkundskaber i 9. klasse. Ingen af eleverne har 100 pct. rigtige i deres besvarelser. Fire elever har 95 pct. rigtige, hvilket er det højeste.
Initiativet til undersøgelsen er taget i en europæisk netværksgruppe, og ud over Danmark har også Finland, Norge, Sverige, Holland, Tyskland, Frankrig og Spanien deltaget i undersøgelsen. Da testen er en fælles-europæisk test, er den ikke designet så den dækker alle de danske trinmål. Men testen kommer rundt om mange af de væsentlige sider af målbeskrivelserne for 9. klassetrin, selvom den ikke afdækker elevernes samlede kompetencer. Fx er testen udelukkende skriftlig, og elevernes mundtlige færdigheder afdækkes derfor ikke.
Testen består af 79 spørgsmål grupperet som 10 opgaver inden for forskellige kompetencer – fx lytteøvelse, læseforståelse og sproglig kompetence. Og testen viser med stor tydelighed at de danske elever på flere områder ikke har den krævede engelsk-kunnen. Fx viser undersøgelsen at danske elever har problemer med de mere formelle færdigheder. Når eleverne testes i opgaver der kræver at de integrerer deres færdigheder, klarer de sig dårligt med kun 46 pct. rigtige svar. Det drejer sig fx om evnen til at referere hovedindholdet i en tekst i dagligdags sprog, udtrykke oplevelser, følelser og viden i sammenhængende skriftlig form og anvende et præcist ordforråd.
Af testen kan man blandt andet også se at elever fra skoler med mere end 500 elever i gennemsnit opnår et bedre test-resultat end gennemsnittet. At pigerne generelt opnår højere test-resultat end drengene. At jo højere fædrenes uddannelsesniveau er jo højere test-resultat opnår den enkelte elev. Og at elever fra hjem hvor der tales et andet sprog end dansk eller engelsk klarer sig betydeligt dårligere end andre. Ud over disse baggrundsfaktorer viser undersøgelsen hvordan eleverne selv vurderer deres kunnen. Fx finder 37 pct. det svært at beskrive en oplevelse på engelsk, mens 60 pct. synes det er let at forstå temaer i engelske tekster godt nok til at kommentere dem.
Den samlede undersøgelsesrapport hvor de otte landes resultater bliver sammenstillet, forventes offentliggjort i december 2003.
