11-12-2005

Engelskuddannelser skal profilere sig tydeligere

De videregående engelskuddannelser skal blive bedre til at fortælle studerende og aftagere hvad uddannelsen indeholder og hvilke kompetencer de studerende får, så det bliver mere gennemskueligt hvad forskellene er på de videregående engelskuddannelser. Det fastslår en evaluering af engelsk i videregående uddannelser som Danmarks Evalueringsinstitut offentliggør 12. december.

Evalueringsgruppen der står bag evalueringen anbefaler derfor at engelskuddannelserne i højere grad tænker i spidskompetencer. Spidskompetencer profilerer den enkelte uddannelse, definerer den til forskel fra de andre uddannelser og kan bruges i dialogen med uddannelsens mange interessenter.

Uddannelserne skal inddrage en bred kreds af studerende i arbejdet med at definere kompetenceprofiler, ligesom de med fordel kan udbygge kontakten til aftagere og dimittender. Det skal sikre at der ikke bliver tale om faglig indforståethed, og at der er fokus på de forhold der er vigtige for de studerende, nemlig hvad de skal kunne til eksamen, hvordan fagene relaterer sig til uddannelsen samlet set, og hvad det hele skal bruges til når de studerende siden hen skal søge arbejde, fastslår evalueringen.

Evalueringen har blandt andet vist at der flere steder mangler en egentlig kobling mellem valg af undervisnings- og eksamensformer og de kompetencer de studerende skal udvikle. Evalueringen anbefaler at uddannelserne gør op med vanetænkning, fx om studerendes ret til selv at vælge hvordan de vil afslutte et fag og underviseres ret til selv at vælge hvilke metoder de vil bruge i undervisningen. Uddannelserne skal tage stilling til om de studerende skal ”mestre”,”anvende” eller bare ”kende” de forskellige discipliner og indrette undervisnings- og eksamensformer efter de kompetencemål der er for fagene og uddannelsen som helhed.

Evalueringen er del af en større evaluering der ser på engelskfaget generelt i uddannelsessystemet. Den anden del af evalueringen behandles i en selvstændig rapport om overgange og sammenhænge mellem uddannelsesniveauerne fra grundskole til videregående uddannelse i engelsk. Den anden del af evalueringen offentliggøres også 12. december.

 

Læs mere om projektet
Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion