15-12-2005

Syddansk Universitets kvalitetsarbejde evalueret

Ledelse, ansatte og studerende på Syddansk Universitet (SDU) er bevidste om kvalitet i uddannelserne, og universitetets kvalitetsarbejde er kendetegnet ved mange gode indsatser, procedurer og handlemåder. Alligevel giver SDU's kvalitetsarbejde i dets nuværende form ikke tilstrækkelig sikkerhed for at uddannelserne gennemføres med den ønskede kvalitet. Sådan lyder hovedkonklusionen i en rapport om SDU som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, offentliggør 15. december 2005.

Rapporten indeholder anbefalinger til hvordan SDU kan udvikle kvalitetsarbejdet i en mere strategisk og systematisk retning. SDU's ledelse må helt grundlæggende vælge hvordan kvalitetsarbejdet skal organiseres: hvem har ansvaret for hvad, hvilke opgaver ligger bedst på centralt niveau, og hvilke skal lægges ud til udmøntning hos fakulteter, institutter og uddannelser.

 

Desuden bør SDU formulere en kvalitetsstrategi for universitetet som helhed. Strategien skal beskrive mål, rammer og retningslinjer for kvalitetsarbejdet. Først på den baggrund kan og skal kvalitetsarbejdet, som i dag har karakter af en række isolerede ”kvalitets-øer”, tilrettelægges i et sammenhængende, formaliseret system der sikrer at de strategiske mål for uddannelserne understøttes.

 

Flere steder på SDU findes gode eksempler på hvordan interessenter er inddraget i det kvalitetsfremmende arbejde. Men også dette arbejde kan gøres mere systematisk. Især bør de studerende spille en mere aktiv rolle i arbejdet med at sikre og udvikle kvaliteten. En præmis for kvalitetsarbejdets succes er at SDU finder måder at engagere og motivere de studerende, fx ved at inddrage dem i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af konkrete, kvalitetsfremmende projekter.

 

Rapporten om SDU er en auditeringsrapport. En auditering er en evaluering af en institutions egne mekanismer til og forudsætninger for at sikre uddannelser af højeste kvalitet. EVA auditerede i 2004 både KU og DTU. Auditeringer er særligt interessante set i lyset af universitetslovens krav til danske universiteter om et systematisk, internt kvalitetsarbejde. Også regeringens oplæg til Globaliseringsrådets møde i november om videregående uddannelser i verdensklasse fremhæver vigtigheden af systematisk kvalitetssikring. EVA's direktør Christian Thune anbefalede på mødet løbende, eksterne auditeringer som grundlag for at alle danske universiteter udvikler velfungerende interne kvalitetssystemer.

 

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion