Behov for klar organisering af pædagogikum
Pædagogikum er på mange måder en ambitiøs uddannelse. Den giver kommende gymnasielærere konkrete undervisningsfærdigheder og indblik i pædagogisk teori. Uddannelsen er med til at udvikle den pædagogiske praksis i gymnasieskolen, og 83 % af kandidaterne vurderer uddannelsen som god.
Men uddannelsen er unødigt kompleks i både opbygning og ansvarsfordeling. Der er ikke ét sted hvor kandidaterne kan henvende sig og få rådgivning og svar på spørgsmål. Og der er ikke én instans der har det faglige og pædagogiske ansvar for uddannelsen som helhed, og som koordinerer samarbejdet mellem forskellige aktører og samspillet mellem teori og praksis. Undervisningsministeriet, Syddansk Universitet (SDU) og gymnasieskolerne deler ansvaret. Derfor anbefaler rapporten at Undervisningsministeriet klart placerer det overordnede ansvar – bl.a. for samarbejdet mellem teoriundervisere og praktikvejledere om kandidatens læring så udbyttet af pædagogikum som vekseluddannelse styrkes.
Som praksis er nu, varer pædagogikum to år for de fleste kandidater, men hver tredje kandidat skal nå de samme teoretiske og pædagogiske mål på blot et år. Nogle har så stor undervisningserfaring at det opvejer de sværere vilkår, men for andre er forløbet for komprimeret. Og personer der har det etårige forløb bag sig, vurderer i mindre grad at de har opnået indsigt i centrale, undervisningsfaglige områder. Evalueringen anbefaler et fælles forløb på tre semestre med en struktur hvor progressionen i uddannelsesforløbet er tydelig, og hvor de pædagogisk teoretiske fag ligger tidligt i forløbet.
Evalueringen ser også et behov for en bedre vejlederuddannelse så den pædagogiske udvikling i gymnasiet ikke alene skal bæres af pædagogikum-kandidater sådan som konstruktionen p.t. synes at lægge op til. SDU har som opgave at udbyde teoretisk uddannelse til vejlederne. Den indsats skal SDU i høj grad styrke ved at udbyde flere og længere kurser der sigter mod et højere teoretisk vidensniveau blandt vejledere. Undervisningsministeriet skal samtidig præcisere hvilke kvalifikationer vejlederne bør have.
