27-09-2006

Skoler skal have et læringsgrundlag

Det er ikke kun læreren og den morgenmad børnene har fået inden skoledagen begynder, der betyder noget for om skoleeleverne lærer noget eller ej. Forhold som et fælles læringsgrundlag på skolen, de fysiske rammer, tilrettelæggelsen af undervisningen og evalueringskulturen på skolen har også stor indflydelse på læringsmiljøet. Det viser en ny evaluering af læringsmiljø, som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, offentliggør 27. september 2006.

Evalueringsrapporten hedder ”Læringsmiljø i folkeskolen – samspillet mellem læringssynet, de fysiske rammer, undervisningens tilrettelæggelse og evalueringskulturen”.

Evalueringskonsulent Christel Sølvhjelm er ansvarlig for evalueringen af læringsmiljø, hun siger om evalueringen:

”Det er helt centralt at lærerne, lederen og skolebestyrelsen sætter sig ned og udarbejder et fælles læringsgrundlag på skolen. De skal sammen sætte ord på den pædagogiske linje på skolen, altså formulere en slags fælles grundsætning for hvad det er de vil opnå med undervisningen der på skolen – opstille mål og visioner for deres arbejde og forholde sig til hvordan de bedst når målene. Og her er det vigtigt med en god balance mellem ønsker og krav der er politisk og videnskabeligt baserede."

"Når det så er gjort, så skal de arbejde for at de andre tre forhold spiller sammen med skolens læringsgrundlag. Har en skole fx i deres læringsgrundlag besluttet at de synes det er vigtigt at arbejde med projektarbejde, så skal skolen fysisk være indrettet så det det bliver muligt at arbejde i projekter. Og når de tilrettelægger undervisningen skal de også rent faktisk benytte sig af den arbejdsform. Ligesom de skal følge op på og evaluere om fx projektarbejdet rent faktisk giver den ønskede effekt, og hvis evalueringen viser at der skal ske ændringer med læringsgrundlaget, må det revideres. På den måde sikrer skolen sig at de når hele cirklen rundt.” 

Evalueringen har taget udgangspunkt i seks skolers selvevaluering. De seks skoler er valgt ud fordi de inden for de seneste år er om- eller nybyggede. De har derfor erfaring med arbejdet med at medtænke skolens værdier og læringssyn i planlægningen af de nye fysiske rammer. Rapporten indeholder en grundig beskrivelse af hver skoles arbejde med læringsmiljøet og viser hvordan de har grebet arbejdet an. Det kan fungere som nyttig inspiration for andre folkeskoler. Samtidig er anbefalingerne i rapporten så generelle at alle folkeskoler kan have udbytte af dem. Der er fx i rapporten en tjekliste som skolerne kan forholde sig til når de skal udvikle deres læringsmiljø.

Læs om projektet: Læringsmiljøer i folkeskolen

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion