06-02-2006

Styrk det akademiske grundlag for arkitektuddannelsen

Arkitektskolen i København bygger på en kunstnerisk tradition og en undervisningspraksis tæt ved tegnebordet. Den tradition skal skolen holde fast i, men samtidig udvikle for at give de arkitektstuderende bredere arkitektfaglige kompetencer og dermed styrke deres muligheder på arbejdsmarkedet – også internationalt. Det anbefaler en evalueringsrapport som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggør 6. februar 2006.

Kunstakademiets Arkitektskole har bedt EVA om at gennemføre en international benchmarking af skolen. Et internationalt ekspertpanel har set på styrker og svagheder ved Arkitektskolens uddannelser, og panelet har vurderet kvaliteten af udannelserne med udgangspunkt i kriterier baseret på panelets internationale erfaringer. Eksperterne kommer fra internationalt ansete arkitektskoler og tegnestuer – fra bl.a. MIT i USA og fra Holland, Schweiz og Sverige.

Overordnet vurderer rapporten at de studerende får en uddannelse af høj kvalitet fra Arkitektskolen, og at skolen har potentialet til at blive blandt de førende i Europa. Men det kræver at skolen udvikler sin arkitektfaglighed, påpeger ekspertpanelet. Arkitektskolen skal bl.a. sikre at de studerende både opnår generelle akademiske kompetencer, fx i projektledelse og i at analysere og omsætte teori til praksis, og grundlæggende arkitektfaglig indsigt i idé- og kunsthistorie og i metode og kulturteori.

Disse teoretiske og metodiske fag skal supplere og knyttes tæt til de 'learning by doing'-projekter ved tegnebordet som er typiske for skolens undervisning. Samtidig skal skolen videreudvikle studiestrukturen der i tråd med europæiske tendenser er opdelt i en bachelor- og en kandidatdel. Fx skal progressionen i uddannelsesforløbet træde tydeligere frem, og det skal være klart hvilke faglige mål de studerende skal nå, fx i afgangsprojektet.

Evalueringen anbefaler også en bredere faglig sammensætning af lærerstaben. Langt de fleste af skolens undervisere og forskere er arkitektuddannede, og skolen kan vinde ved at ansætte fx kunsthistorikere og sociologer med specialer der spiller sammen med arkitektfaget, og derved blive udfordret af andre akademiske traditioner. Skolen bør samtidig tydeliggøre vejene i sin demokratiske ledelsesstil ved at have gennemsigtige beslutningsgange og klar kommunikation og ansvarsfordeling mellem ledelsesniveauerne. Derved kan skolen undgå 'skoler i skolen' og opnå større sammenhæng med skolens overordnede strategi og videndeling på tværs af de forskellige studieafdelinger.

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion