Pressemeddelelser 2007
Her finder du alle EVA's pressemeddelelser fra 2007
Den afdelingsopdelte skole undersøgt for første gang
I dag er mere end to tredjedele af landets folkeskoler delt op i afdelinger hvor skoleforløbet er inddelt i faser efter alderstrin i indskoling, mellemtrin og udskoling – også selv om organiseringsformen ikke er reguleret ved lov. En ny undersøgelse fra EVA stiller for første gang skarpt på hvilke erfaringer skolerne har med at være afdelingsopdelte og giver et samlet billede af hvor udbredt den afdelingsopdelte skole er i Danmark.
De første erfaringer: Forældre glade for elevplaner
Elevplanen giver skoleelevers forældre et godt indblik i hvordan deres barn klarer sig i skolen, og den gør det muligt for forældrene at forberede sig til skole-hjem-samtalen. Det betyder at lærere og forældre får en mere ligeværdig dialog hvor de bedre kan komme i dybden med hvordan de fremover kan støtte eleven. Sådan konkluderer en ny EVA-undersøgelse. Den har set på hvordan seks skoler arbejder med elevplaner, og hvordan forældre til elever på skolerne oplever elevplanerne.
Ældste elever overses i specialundervisningen
Hovedparten af den almindelige specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand som folkeskoleeleverne får i dag, går til at støtte de elever i indskolingen der har faglige vanskeligheder, fx med at læse. På den bekostning nedprioriteres den specialpædagogiske bistand til andre områder og aldersgrupper. Det er især de ældre elevers behov i udskolingen der ikke vurderes og imødekommes i udskolingen. Det viser en ny evaluering fra EVA.
Ryd op i diplomuddannelserne
Uddannelsessystemet for diplomuddannelser er fleksibelt indrettet fordi det skal imødekomme mange forskelligartede uddannelsesbehov. Men samtidig er det så svært at overskue det samlede udbud at det kan afholde potentielle studerende fra at starte på uddannelserne.
Tosprogede elever i folkeskolen: dansk som andetsprog ind i al undervisning
Sproglige og kulturelle forhold har stor betydning for hvordan tosprogede elever klarer sig fagligt i skolen, peger tidligere undersøgelser på. En ny evaluering fra EVA ser på undervisningen af tosprogede elever i folkeskolen. Den konkluderer at det sprogsyn der er fremherskende på nogle skoler, ikke støtter tosprogede elevers læring, og at de bør udvikle deres syn på sprog og elevers tilegnelse af sprog.
Flere ledige ufaglærte bør tage en erhvervsuddannelse
Grunduddannelse for voksne (GVU) giver mulighed for at ufaglærte voksne på baggrund af en realkompetencevurdering og en individuel uddannelsesplan kan tage en erhvervsrettet uddannelse. På den måde styrkes deres muligheder for at komme i arbejde – til gavn for dem selv og for de danske virksomheder der i øjeblikket spejder forgæves efter kvalificeret arbejdskraft. Men ordningen er slet ikke så udbredt som den kunne være.
Evaluering af sociologi og socialvidenskab: Halvér basisuddannelser på RUC og AAU
Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitet bør halvere varigheden af de basisforløb som er en del af uddannelserne i hhv. socialvidenskab og sociologi.
Skolelederen skal vide, ikke tro
Skolelederne skal ”blande sig” noget mere i deres læreres undervisning hvis de vil sikre sig at kvaliteten af den er i orden. Det viser evalueringer af 20 grundskoler og en tværgående erfaringsopsamling som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggør 12. juni 2007.
Indfør en eksamensform der vurderer faglige mål bedre
Den nuværende eksamensform i den naturvidenskabelige faggruppe på hf egner sig ikke til at vurdere om hf-kursisterne når de nye faglige og fællesfaglige mål i kemi, geografi og biologi. Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport som EVA offentliggør 8. juni 2007. Rapporten anbefaler at eksamensformen revideres.
Dokumentation tæt på pædagogisk praksis
Den dokumentation som dagtilbuddene producerer, er ofte tæt knyttet til hverdagens pædagogiske praksis og dermed indlejret i de pædagogiske metoder og i aktiviteter med børnene. Dagtilbuddene oplever ikke dokumentationsarbejdet som en modsætning til deres kerneydelse – at tage sig af børnene. Tværtimod pointerer pædagoger og ledere at arbejdet med at beskrive og reflektere over deres praksis er med til at give dem et fagligt løft og dermed give bedre kvalitet for børnene i dagtilbuddet. Det viser en ny undersøgelse som EVA offentliggør onsdag 6. juni 2007
Horsens klog på egen skolepraksis
EVA afleverede onsdag 28. marts 2007 rapporten ”Klog på egen praksis” til Horsens Kommune. Rapporten handler om arbejdet med at opbygge en evalueringskultur i kommunens skoler, og den rummer en række konkrete forslag til hvordan kommunen og skolerne kan fortsætte arbejdet med at opbygge en evalueringskultur. Det er Horsens Kommune der har bedt EVA om at gennemføre et selvevalueringsprojekt på kommunens skoler.
Sæt fokus på om vejledning virker
Danmark satser massivt på uddannelses- og erhvervsvejledning som et gode for de unge og som et middel der skal bidrage til at nå uddannelsespolitiske målsætninger, bl.a. om 95 % af alle unge skal have en ungdomsuddannelse. Men vejledningssystemet mangler viden om og fokus på hvad effekten af vejledning er. Vejledningscentrene skal derfor interessere sig for hvad der virker, og Undervisningsministeriet skal etablere et nationalt registreringssystem så man kan vurdere sammenhængen mellem vejledning og de unges valg og gennemførelse af uddannelse og job.
