De første erfaringer: Forældre glade for elevplaner
Elevplanen giver skoleelevers forældre et godt indblik i hvordan deres barn klarer sig i skolen, og den gør det muligt for forældrene at forberede sig til skole-hjem-samtalen. Det betyder at lærere og forældre får en mere ligeværdig dialog hvor de bedre kan komme i dybden med hvordan de fremover kan støtte eleven. Sådan konkluderer en ny EVA-undersøgelse. Den har set på hvordan seks skoler arbejder med elevplaner, og hvordan forældre til elever på skolerne oplever elevplanerne.
3 ud af 4 forældre er positive over for elevplanen
En af intentionerne med elevplanen er at den skal styrke skole-hjem-samarbejdet. Og det er lykkedes på de seks skoler som har deltaget i undersøgelsen. Det kvalificerer nemlig skole-hjem-samtalerne at forældre på forhånd har kendskab til deres barns udbytte af undervisningen – et kendskab som elevplanen kan give når den sendes ud før samtalen. Når forældrene er forberedte, får lærere og forældre et fælles afsæt for samtalen og kan bedre gå i dybden med hvordan de hver især kan støtte eleven, fx til at blive bedre til at læse hurtigt. At forældrene er positive over for elevplanen, kræver at den giver forældrene gode, fremadrettede beskrivelser af deres barn – og ikke kun et kryds i et skema. Blandt forældre til elever på de deltagende skoler svarer 74 % at det er positivt at få skriftlige tilbagemeldinger på hvordan deres barn klarer sig.
Endnu ikke et redskab i undervisningen
Elevplanerne skal også bruges til at styrke lærernes arbejde med at differentiere undervisningen så den passer til den enkelte elevs forudsætninger og behov. Dvs. at elevplanen ikke alene skal rumme elevens resultater og lærernes vurdering af hvordan eleven klarer sig – den skal også indeholde en fremadrettet plan for hvordan eleven kan få mere ud af undervisningen.
Men elevplanerne mangler ofte denne opfølgning på den enkelte elevs resultater: De viser ikke hvad eleven, læreren eller forældrene konkret skal gøre for at eleven udvikler sig. Det er ikke nok at skrive at en elev skal øge sin læsehastighed eller blive bedre til at koncentrere sig. Som en forælder siger: ”For eksempel får vi gang på gang at vide at vi har en stille pige, men ikke noget om hvad man kan gøre ved det som forældre og lærere. Der burde være noget mere handlingsmæssigt fremadrettet i planerne”. Det skal være tydeligt hvad lærere og forældre kan gøre.
Et godt eksempel fra en af skolerne handler om at en elev, Peter, skal blive bedre til at udtrykke at han forstår de tekster han læser. I elevplanen står der som en opfølgnings-opgave til læreren at: ”Peter skal fremover lave flere boganmeldelser”. Det er vigtigt at lærere og skoleledelser sætter fokus på opfølgningen, fx ved at have en opfølgningsdel i en fælles overordnet skabelon, så elevplanerne kan blive gode planer med håndgribelige mål som elever kan motiveres af og arbejde efter.
Resultater af undersøgelse blandt forældre
EVA har spurgt forældre til hvordan de oplever elevplanen.
- 74 % af forældrene synes det er positivt at få skriftlige tilbagemeldinger på hvordan deres barn klarer sig i skolen.
- 70 % af forældrene har positive erfaringer med elevplaner.
Om elevplaner
Elevplanen er sat i verden med tre hovedformål. De skal:
- styrke samarbejdet mellem skole og hjem, bl.a. ved at give forældre information om hvordan eleven klarer sig i skolen, og ved at kvalificere skolens og forældrenes snak om hvordan de fremover kan støtte eleven.
- styrke lærernes grundlag for at tilrettelægge undervisningen så den passer til den enkelte elevs forudsætninger
- styrke den løbende evaluering af eleven.
Elevplanen skal indeholde lærernes evaluering af hvordan eleven løbende klarer sig i skolen, den skal indeholde resultaterne af de test som eleven skal gennemføre i udvalgte fag, og så skal den indeholde planer for hvordan forældre og lærere vil følge op på resultaterne, dvs. hvor og hvordan de skal støtte eleven til at forbedre sig.
Undersøgelsens metode
EVA har gennemført:
- besøg og interview med hhv. skoleledere, lærere og forældre på seks skoler
- en spørgeskemaundersøgelse blandt tilfældigt udvalgte forældre på skolerne.
Undersøgelsen er en forløber til en landsdækkende evaluering som EVA gennemfører i 2008.
