14-06-2007

Evaluering af sociologi og socialvidenskab: Halvér basisuddannelser på RUC og AAU

Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitet bør halvere varigheden af de basisforløb som er en del af uddannelserne i hhv. socialvidenskab og sociologi.

På RUC skal de studerende igennem en toårig samfundsvidenskabelig basisuddannelse før de starter på socialvidenskab, mens sociologiuddannelsen på AAU indledes med et enkelt basisår. Basisforløbene beslaglægger dermed ifølge evalueringen en for stor en del af de samlede uddannelser – tid der i stedet bør bruges på bl.a. at skabe sammenhængende bachelorforløb med mere plads til de sociologiske og socialvidenskabelige kernefag.

RUC-struktur i strid med Bologna-processen

Evalueringen pointerer at studiestrukturen på RUC med en toårig basisuddannelse og en kombination af to overbygningsfag er i modstrid med intentionerne i Bologna-processen. Her er de europæiske lande nemlig blevet enige om at operere med en 3+2-struktur på universiteterne (en treårig bacheloruddannelse og en toårig kandidatuddannelse).

Høje forventninger til specialet giver lange studietider

Meget få sociologi- og socialvidenskabsstuderende gennemfører deres uddannelse på normeret tid. Bedst ligger RUC hvor hhv. 20 og 15 % af de studerende der blev optaget på kandidatuddannelsen i 2001 og 2002 gennemførte på normeret tid. På KU gennemførte hhv. 11 og 13 % på normeret tid, mens ingen af AAU’s studerende på de to årgange gennemførte på normeret tid. Uddannelserne peger selv på at de lange studietider bl.a. skyldes at de studerende ofte er længe om at skrive deres speciale – hvilket de igen forklarer med at både undervisere, censorer og de studerende selv har meget høje forventninger til specialet.

Der er ros at hente i evalueringen til initiativer som KU’s specialekontrakter og til AAU’s begrænsning af specialevejledningen til et år. Men evalueringen anbefaler at uddannelserne iværksætter flere initiativer, herunder at de sikrer at der sker en afstemning af forventninger til specialet, så det kan skrives inden for det normerede halve år.

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion