Horsens klog på egen skolepraksis
EVA har gennem 20 Horsens-skolers selvevalueringer samlet de hidtidige skole-erfaringer med evaluerings- og kvalitetsarbejde i kommunen. Og på den baggrund giver EVA en række konkrete forslag til hvordan kommunen og skolerne kan fortsætte arbejdet med at opbygge en evalueringskultur.
Evalueringskultur drejer sig først og fremmest om at styrke elevernes læring og faglige udvikling. Vejen dertil handler om at opbygge en kultur hvor skoler systematisk udvikler kvaliteten af undervisningen på baggrund af læreres og lederes fælles viden om praksis.
Fra tavs viden til fælles sprog
De 20 selvevalueringer viser at skoleledere og lærere har et stort engagement i evalueringsarbejdet, og at skolerne allerede har nået positive resultater. Men der ligger samtidig en vigtig udfordring for ledere og lærere i at udvikle et fælles sprog og dermed en fælles forståelse af praksis. Det fælles sprog er vigtigt når de skal beskrive praksis og sætte fælles mål for skolen og for undervisningen. Meget viden forbliver som tavs viden hos den enkelte lærer, og derfor bliver det svært at nå en fælles forståelse på skolen af mål og at videreudvikle praksis på baggrund af fx gode erfaringer.
Forskellige former for evaluering
Et fælles sprog og en fælles forståelse mangler især når det drejer sig om de forskellige former for evaluering. På nogle skoler har man fx svært ved at skelne mellem den løbende evaluering af elevernes udbytte og evalueringen af undervisningen. Ofte er det kun den løbende evaluering af elevernes udbytte, der handler om at vurdere hvad den enkelte elev får ud af undervisningen, der er i centrum. Dermed kommer der ikke meget fokus på hvordan lærere og ledelse kan forbedre deres indsatser og fx udvikle arbejdet med årsplaner eller dele viden om undervisningsformer.
EVA præsenterer resultater
Horsens Kommune har stået bag et arrangement i Horsens Ny Teater onsdag 28. marts hvor EVA præsenterede ”Klog på egen praksis” for Horsens’ skoleforvaltning, skoleledere og lærere. Kontakt EVA’s ledelsessekretariat for mere information på telefon 35 25 46 37.
