Indfør en eksamensform der vurderer faglige mål bedre
EVA har undersøgt hvordan 20 hf-kurser har omsat to dele af gymnasiereformen, nemlig læreplanen for den nye naturvidenskabelige faggruppe, der består af fagene kemi, geografi og biologi, og kvalitetsbekendtgørelsen, der stiller krav om retningslinjer og mål for kvalitetsarbejdet på de gymnasiale uddannelser. Hf-kurserne er, som de andre gymnasiale uddannelser, godt i gang med at implementere gymnasiereformen, og arbejdet med at udmønte den naturvidenskabelige læreplan er en af de store udfordringer i reformarbejdet.
Udvanding af C-niveauet
Når evalueringen anbefaler at Undervisningsministeriet reviderer eksamensformen, er det bl.a. fordi eksamen er skruet sammen så kursisten får én samlet karakter ud fra en helhedsvurdering. Det kan resultere i at kursisterne på papiret opnår C-niveau i alle tre fag selvom de i et af fagene, typisk kemi, reelt har præsteret til ikke-bestået. Eksamenstiden er samtidig for kort til at kursisten kan nå at vise både enkeltfaglig dybde og fællesfaglig bredde. Den korte tid gør det også svært for kursisten at nå at inddrage eksperimenter og vise hvordan fagene kan anvendes i praksis, hvilket netop er en del af hf-kursernes profil.
Styrk det fællesfaglige samarbejde
Evalueringen viser at kemi-, biologi- og geografilærerne på nogle hf-kurser har været engagerede i det fællesfaglige samspil i faggruppen, andre steder har lærerne været tøvende, og en mindre gruppe lærere har været decideret skeptiske. Lærernes tilgang til en fælles udmøntning af den naturvidenskabelige læreplan har i høj grad været afhængig af hvordan ledelserne har prioriteret samarbejdet i faggruppen. Og evalueringen understreger at ledelsens opbakning til lærernes planlægning af undervisningsforløbene er afgørende.
Evalueringen peger også på at der er behov for at lærerne i faggruppen i højere grad går konstruktivt ind i det faglige samarbejde og diskuterer pædagogiske og fagdidaktiske muligheder. Den naturvidenskabelige faggruppe er en faglig og pædagogisk nyskabelse, og derfor er det samtidig vigtigt at hf-kurserne prioriterer at lærerne efteruddannes i pædagogik, fagdidaktik og indsigt i de fag den enkelte lærer ikke har baggrund i. Så får de bedre forudsætninger for at planlægge og gennemføre undervisningen i faggruppen.
Fakta og baggrund
Evalueringen bygger på selvevalueringer fra og besøg på 20 hf-kurser. På landsbasis udbyder i alt 83 hf-kurser den fulde toårige hf.
Gymnasiereformen trådte i kraft 1. august 2005 og dækker også hf. Reformen rummer bl.a. en intention om at fagene spiller sammen. På hf ses det bl.a. med en naturvidenskabelige faggruppe der består af fagene biologi, geografi og kemi. Nye målbeskrivelser, nye former for forpligtende samspil mellem fagene, nye varierede undervisningsformer og en ny prøveform er nogle af de redskaber som faggruppen skal gøre brug af for at bidrage til hf’s formål. Hf adskiller sig fra de andre gymnasiale uddannelser ved at sammenkoble teori og anvendelsesorientering. I den naturvidenskabelige faggruppe kan det fx ske ved at lægge vægt på det praktisk orienterede arbejde i form af eksperimenter og feltarbejde inden for fagene.
