Brug for større fokus på formålet med tværfaglige forløb
Ofte er lærere mest optagne af det faglige indhold de hver især byder ind med, mens de tværfaglige mål og studiekompetencer som eleverne skal opnå, kommer i anden række. Derfor er der behov for at ledelse og lærere forsat diskuterer hvordan de bedst kan omsætte de studieforberedende og almendannende mål til konkret undervisning.
Sådan lyder et centralt råd til gymnasieskoler i en ny rapport som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggør 14. januar 2008. EVA har fulgt hvordan syv skoler, tre stx-skoler, to hhx-skoler og to htx-skoler, tilrettelægger almen studieforberedelse og studieområdet i første del af studieretningsforløbet, dvs. fra midten af første år til og med andet år. EVA har interviewet elever, lærere og ledelser på de syv skoler.
Tydelige forklaringer om formål til eleverneEleverne er i mange tilfælde glade for de tværfaglige emneforløb og har oplevet at fagenes samspil har givet ”noget ekstra” ud over den traditionelle undervisning, men de er ofte usikre på målene med dem. De fornemmer at lærerne har en bagvedliggende tanke med det faglige samspil som ikke ”brænder igennem” hos dem. Her er der altså også behov for at lærere sætter tydelige ord på – både når det drejer sig om formålet med det enkelte forløb og om hvordan forskellige faglige vinkler og metodiske tilgange kan belyse et emne.
Styregruppe til dialog og sparring
Almen studieforberedelse (stx) og studieområdet (hhx og htx) har betydet at ledere og lærere på de gymnasiale uddannelser har skullet ændre deres faglige og didaktiske tænkning, og de stiller fortsat store krav til lærerne i arbejdet med at skabe fagligt samspil. De almene gymnasiers erfaringer viser at almen studieforberedelse fungerer bedst på de skoler der har en bredt forankret styregruppe der fortolker læreplanerne, giver kollegerne inspiration til emneforløb og didaktisk sparring til hvordan fx videnskabsteori kan indgå i forløbene, og hvordan lærerne kan styrke elevernes studiekompetencer. Lærere på de skoler hvor ansvaret alene ligger hos lærerteamene, efterspørger koordinering og sparring.
