09-11-2008

Vigtig viden om børns sprog kan gå tabt ved skolestart

Fra 2009 bliver det et lovkrav for alle kommuner at de skal vurdere børns sprog i tiden omkring skolestart. Vurderingerne kan bruges som et grundlag for at tilrettelægge en differentieret undervisning ved at give skolen viden om barnets sproglige kompetencer. Men som oftest har den børnehave som barnet kommer fra, allerede vigtig viden om barnets sprogkompetencer og om særlig sprogstimulering hvis barnet har fået det. Og den viden ser nogle fagfolk en reel risiko for at man taber på gulvet når barnet går fra børnehave til skole, viser ny EVA-undersøgelse.

Undersøgelsen analyserer fem kommuners erfaringer med at gennemføre vurderinger af børns sprog i tiden omkring skolestart. Den sætter fokus på de udfordringer der er forbundet med at sikre den røde tråd mellem det sprogarbejde der sker i børnehaven, og det der sker i skolen.

EVA's analyse peger på at kommunerne vil kunne afhjælpe problemet hvis de udvikler deres egen model for hvordan viden føres videre fra børnehave til skole – en model som fagfolkene selv med fordel kunne være med til at tilrettelægge. 

Hul i sprogarbejdet
Kommunerne i EVA’s undersøgelse arbejder alle sammen med aktiviteter der skal støtte barnet i overgangen til skolen. Her formidler børnehaven vigtig viden om barnet, bl.a. om dets sproglige kompetencer, til skolen. Aktiviteterne varierer meget i form og omfang. Det kan fx være møder mellem pædagoger, børnehaveklasseledere og SFO-medarbejdere.

Der er også store forskelle på i hvor høj grad sprogudvikling og det tidlige sprogarbejde tages op på møderne. Sprogtemaet risikerer at glide helt ud hvis der er større fokus på andre temaer som fx barnets adfærd. Nogle fagfolk vurderer at barnets sprog kun bliver diskuteret hvis der er ”et problem”, fx hvis sproget ikke er alderssvarende.

Fagfolk efterlyser retningslinjer
Flere fagfolk i undersøgelsen efterlyser fastere retningslinjer for hvordan de skal overlevere den sproglige viden om barnet, og for hvordan samarbejdet mellem børnehave og skolen i det hele taget skal være. Det ville give dem bedre vilkår for at sikre at den rette viden om barnet sproglige kompetencer følger med barnet. Skolerne modtager nemlig børn fra mange forskellige institutioner, og der kan være store forskelle på hvilken viden skolerne gerne vil have fra børnehaverne, og hvilken viden børnehaverne giver videre. Nogle skoler og børnehaver har i den forbindelse gode erfaringer med at bruge et skriftligt dokument som angiver rammerne for og indholdet af indholdet af deres samarbejde.

EVA’s undersøgelse viser også at en kommunal minimumsmodel kunne hjælpe til at alle børn får et ord med på vejen om deres sproglige forudsætninger og potentialer. Den kunne fx beskrive hvilke temaer og aktiviteter der som minimum skal indgå i overleveringen, og den kunne bygge videre på de dokumenttyper som allerede er i spil – fx elevplanen når barnet går fra børnehaveklasse til 1. klasse.

Om undersøgelsen
Rapporten ”Ord med på vejen – vurderinger af børns sprog i tiden omkring skolestart” stiller skarpt på fem kommuners erfaringer med at gennemføre vurderingerne af børnenes sprog omkring skolestart. Fra august 2009 bliver det et lovkrav at alle skoler skal gennemføre sprogvurderinger i børnehaveklassen.

Undersøgelsen bygger på kvalitative interview i fem kommuner. Her har EVA bl.a. interviewet kommunale ledelser, talehørepædagoger og -konsulenter, børnehaveklasseledere, indskolingslærere og SFO-pædagoger.

Sprogvurderinger i skolestarten

Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion