Skoleledere skal sikre dialog om elevernes alsidige udvikling
Det peger Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, nu på i en undersøgelse som offentliggøres den 10. december. Undersøgelsen er gennemført på foranledning af formandskabet for Skolerådet. Det er første gang temaet om elevernes alsidige udvikling er blevet sat under lup, og undersøgelsen åbner for en debat om den danske selvforståelse om at vores folkeskole er stærk på de bløde værdier.
Elevernes alsidige udvikling - en central og selvfølgelig opgave
Det er folkeskolelovens § 1 der slår fast at skolen skal fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Og lærere, ledere og medarbejdere i de kommunale forvaltninger er enige om at det er en af skolens mest centrale opgaver. Samtidig peger lærerne på at de ser det som en helt selvfølgelig del af lærergerningen at tage det hele barns læring og trivsel i betragtning som en integreret del af undervisningen.
Men netop den selvfølgelighed som lærerne tillægger arbejdet med alsidig udvikling, medfører en indforståethed om hvad opgaven reelt indebærer. Det viser sig bl.a. ved at lærerne i deres faglige diskussioner bruger et diffust sprog præget af store ord om at eleverne fx skal udvikle sig til ”hele mennesker”, og at de skal kunne ”finde sig selv” og lære at ”træde i baggrunden”. Men hvad betyder de store ord konkret for lærernes pædagogiske praksis?
Diffust sprog og store ord medfører risiko for uklarhed om opgaven
De store ord og det diffuse sprog som lærerne bruger når de taler om hvordan de arbejder med elevernes alsidige udvikling, rummer så mange tolkningsmuligheder at det er vanskeligt at vide om lærerne taler ud fra en fælles forståelsesramme. Der er derfor risiko for at det er den enkelte lærers tolkning af begrebet som bliver afgørende for hvordan det bliver udmøntet i praksis.
Skolelederne skal derfor på banen og sikre at der sker en løbende dialog om hvordan lærerne forstår og arbejder med alsidig udvikling i skolens team, afdelinger og pædagogisk råd, sådan at lærerne bliver i stand til at sætte ord på hvad de gør, og begrunde hvorfor det de vælger at gøre, er bedre end noget andet. Og sådan at der bliver en klar sammenhæng mellem lærernes praksis og de mål og intentioner de har med undervisningen.
Yderligere oplysninger fås ved at ringe eller skrive til pressechef Trine Borg Harrild, telefon 3525 4647, tb@eva.dk.
Du kan downloade rapporten "Alsidig udvikling" her.
______________________________________________________________
Fakta om alsidig udvikling i folkeskolen
Folkeskolelovens formulering, § 1, stk. 1:
Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Faghæfte om alsidig udvikling
I 2003 udsendte Undervisningsministeriet som led i indførelsen af Fælles Mål faghæfte nr. 24 om elevens alsidige personlige udvikling. Af faghæftet fremgår det bl.a. at elevens alsidige udvikling må ses ”som summen af det der foregår i fagene, i tværfaglige sammenhænge og i skolens liv i øvrigt - i frikvarteret, i svømmehallen, på skolebiblioteket, i kantinen og på naturskolen”.
Nyt faghæfte på vej
Undervisningsministeriet er som led i udviklingen af Fælles Mål 2009 i gang med at udarbejde et revideret faghæfte om elevens alsidige udvikling.
Om EVA’s undersøgelse
Seks skoler og kommuner har deltaget i EVA’s undersøgelse:
• Asaa Skole, Brønderslev Kommune
• Risbjergskolen, Hvidovre Kommune
• Lisbjergskolen, Århus Kommune´
• Enghavegård Skole, Gladsaxe Kommune
• Kirke Saaby Skole, Lejre Kommune
• Hobro Nordre Skole, Mariager Fjord Kommune
Undersøgelsen baserer sig på:
• Dokumentstudier
• Interview med hhv. skoleledelser, lærere og kommunale repræsentanter fra de seks kommuner.
