PRESSEMEDDELELSE

Nye redskaber og metoder kan styrke lærernes evaluering og udvikling af undervisningen

07/10 2014

EVA har sammen med lærerteams på fire skoler afprøvet og udviklet en række redskaber til evaluering og metoder til dataindsamling, som lærere kan bruge i deres arbejde med at udvikle undervisningen. Redskaber, metoder og erfaringer fra udviklingsprojekterne formidles i rapporten ’Et bevidst blik på alle elevers læring’, der skal inspirere skoleledere og lærere til at arbejde systematisk med at bruge data om elevernes læring og progression til at udvikle undervisningen.

De afprøvede metoder og redskaber handler bl.a. om:

  • Arbejdet med at omsætte læringsmål til tegn på læring
  • Kollegial observation og sparring
  • Skiftende fokus på mindre grupper af elever over tid 
  • Elevers selvevaluering 
  • En skoles selvevaluering af brugen af de nationale tests.

Data er mere end det, der kan tælles

Projektets udgangspunkt er, at data er andet og mere end det, der kan tælles, og at når man vil udvikle sin undervisning og give eleverne bedre læringsmuligheder, er det nødvendigt at inddrage kvalitative data - gerne i kombination med kvantitative data, når det er relevant. Erfaringerne fra projektet er, at lærerne oplever et stort udviklingspotentiale i at gøre brug af kvalitative data.  

”Nogle lærere har svært ved at se anvendeligheden af data, så længe data tænkes snævert som fx resultater fra tests og afkrydsningsark, fordi de ikke oplever, at den type data giver et fyldestgørende billede af eleverne. Ved at anlægge et bredere syn på data og inddrage observation og interviews oplever lærerne en større relevans og nytte af data, fordi de kan holde øje med mere komplekse dimensioner af elevernes læring og kan lykkes med at evaluere elevernes analytiske og vurderende kompetencer – også i fag som fx kristendom, billedkunst og musik, forklarer evalueringskonsulent Gitte Grønkær Svendsen, som står bag projektet.  

Systematisk arbejde med data kan gøre det nemmere at udvikle undervisningen

Erfaringerne fra udviklingsprojekterne er, at et systematisk arbejde med at bruge data både giver et bedre grundlag for at udvikle undervisningen, et bedre grundlag for lærernes teamsamarbejde og bedre muligheder for at følge elevernes progression over tid.

”Nogle af lærerne har oplevet, at den systematiske tilgang har været en hjælp, da de har fået ny og mere sikker viden om eleverne, der har gjort det nemmere at tilpasse undervisningen til netop deres elever. Systematik i arbejdet kan også betyde, at man som lærer kommer bedre rundt om alle elever over tid og bliver bedre til at fastholde blikket på netop de tegn på læring, som giver mening i forhold til de læringsmål, man arbejder henimod ,” forklarer Gitte Grønkær Svendsen.

Inspiration til andre skoler

  • Metoder og redskaber fra projektet kan frit bruges af lærere, skoler og kommunale forvaltninger, som ønsker at styrke deres arbejde med at udvikle undervisningen på baggrund af data.
  • EVA vil i nærmeste fremtid udgive et inspirationsmateriale til skoler, der vil i gang med systematisk brug af data og med at bruge forskellige dataindsamlingsmetoder. Desuden vil EVA i 2015 afholde en række gå-hjem-møder, hvor man kan høre mere om de konkrete erfaringer fra projektet.
  • Rapporten ’Et bevidst blik på alle elevers læring’ sendes til alle skoler og skoleforvaltninger i løbet af oktober og kan derudover bestilles hos alle boghandlere.

De medvirkende skoler

Fire skoler har medvirket i udviklingsprojektet. Det drejer sig om:

  • Amager Fælled Skole, København
  • Herfølge Skole, Køge
  • Ny Hollænderskolen, Frederiksberg
  • Svanninge Skole, Faaborg-Midtfyn.