Projektbeskrivelse

Fra 1992 til 1998 evaluerede Evalueringscenteret de fleste videregående uddannelser efter turnusprincippet. Evalueringen af de videregående tyskuddannelser fandt sted i 1994/95, og tyskuddannelserne var dermed de første sproguddannelser der blev evalueret.

Med Handlingsplan 2002 besluttede bestyrelsen for Danmarks Evalueringsinstitut at igangsætte en evaluering af de universitære tyskuddannelser.

En væsentlig opgave for Danmarks Evalueringsinstitut er nu at udvikle et koncept for evaluering af de uddannelser der er blevet evalueret tidligere. Der skal udvikles et evalueringsdesign som, inden for rammerne af de metodemæssige krav som stilles i Lov om Danmarks Evalueringsinstitut, er mindre ressourcekrævende for de involverede uddannelser end turnusevalueringerne var.

Evalueringsområde

Evalueringen omfatter de humanistiske bachelor- og kandidatuddannelser (cand.mag.) i tysk, hovedfag såvel som sidefag, der udbydes på Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.  

Evalueringens formål

Formålet med evalueringen er at evaluere kvaliteten af de universitære tyskuddannelser i Danmark ved at belyse tre temaer som er udvalgt på baggrund af forundersøgelsen:  

a. Dimittendernes kompetencer og arbejdsmarkedstilknytning

b. Uddannelsernes arbejde med kvalitetssikring og -udvikling

c. Samarbejde og arbejdsdeling mellem de universitære tyskmiljøer i Danmark.

Med disse tre temaer evalueres kvaliteten af de universitære tyskuddannelser i Danmark dels ved institutionernes interne processer, dels ved eksternt definerede resultatindikatorer.

a. Dimittendernes kompetencer og arbejdsmarkedstilknytning

Evalueringen vil kortlægge de kompetenceprofiler som produceres ved de fem tyskuddannelser, og sammenholde disse med bachelor- og kandidatgradsbeskrivelserne i den danske kvalifikationsnøgle for videregående uddannelser. Kvalifikationsnøglen er udviklet i samarbejde mellem blandt andre Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, EVA, Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser, Rektorkollegiet og repræsentanter for de studerende. Endvidere sammenholdes kompetenceprofilerne med arbejdsmarkedets behov.

Med henblik på at tilføre vurderingen af dimittendernes kompetencer et internationalt kompa-rativt perspektiv kan evalueringen inddrage redegørelser fra tyskuddannelser ved udvalgte udenlandske universiteter.

b. Uddannelsernes arbejde med kvalitetssikring og -udvikling

Uddannelsens kvalitetsarbejde er et vigtigt redskab for at kunne opfylde og dokumentere opfyldelse af krav om kvalitet i uddannelsen. Undersøgelsen af hvordan institutionerne arbejder med kvalitetssikring og –udvikling kan blandt andet inddrage følgende aspekter:  

  • uddannelsernes arbejde med målsætninger og strategier, herunder vidensgrundlaget for dette arbejde 
  • uddannelsernes inddragelse af input fra interessenter, herunder studerende og aftagere, i forbindelse med udviklingen af studiet
  • uddannelsernes arbejde med kompetenceudvikling, herunder rekruttering af medarbejdere
  • uddannelsernes ledelse og organisering i forbindelse med udvikling af studiet
  • uddannelsernes evaluerings- og opfølgningsaktiviteter
  • uddannelsernes arbejde med internationalisering.

Evalueringen af uddannelsernes arbejde med kvalitetssikring og -udvikling foretages med ud-gangspunkt i en række eksplicitte kriterier som både skal være tilstrækkeligt præcise til at kunne fungere som vurderingsgrundlag og samtidig være tilstrækkeligt åbne til at kunne rumme praksis på den enkelte uddannelse. Perspektiverende kan internationale erfaringer med kvalitetssikring ved sproguddannelser inddrages. 

c. Samarbejde og arbejdsdeling mellem de universitære tyskmiljøer i Danmark

De universitære tyskmiljøer i Danmark er alle meget små. Evalueringen skal derfor belyse hvorledes det samlede faglige miljø kan styrkes gennem relevante samarbejdsrelationer og eventuel arbejdsdeling.

Forud for kommissoriets vedtagelse gennemførtes en forundersøgelse som blandt andet omfatter en redegørelse for opfølgning og udvikling siden evalueringen i 1994/95.

Organisation

Der nedsættes en ekstern evalueringsgruppe der har det faglige ansvar for evalueringen. Eva-lueringsgruppens opgave er at fremsætte vurderinger og anbefalinger på baggrund af evalue-ringens dokumentationsmateriale i den endelige evalueringsrapport.  

Gruppen sammensættes så den dækker følgende profiler:

  • Indsigt i og erfaring med undervisning og forskning inden for tyskfaget
  • Erfaring med ledelse og kvalitetssikring på universitetet 
  • Indsigt i aftagerinstitutioners behov og krav til tyskdimittender.

EVA's bestyrelse vedtog i marts 2002 på forsøgsbasis at lade en studerende indgå i evalue-ringsgruppen ved en kommende evaluering af en videregående uddannelse. I den anledning vil der som et forsøg indgå en studerende med erfaring fra en videregående sproguddannelse i evalueringsgruppen.

Der lægges endvidere vægt på international deltagelse i evalueringsgruppen.

Der nedsættes en projektgruppe fra EVA der har det praktiske og metodiske ansvar for evalueringen. Det vil sige at projektgruppen yder sekretariatsbistand til evalueringsgruppen, fungerer som kontaktpersoner i forhold til de berørte institutioner og står for udarbejdelsen af den endelige rapport.

Evalueringsmetode

Registerundersøgelser: Der foretages specialudtræk på Danmarks Statistik med henblik på at belyse blandt andet studieeffektivitet, frafald, gennemførelse, beskæftigelse og ledighed.

Selvevaluering: Der gennemføres en selvevaluering på institutionerne. Selvevalueringen skal fokusere på uddannelsernes kvalitetsarbejde, de opnåede resultater, herunder hvilke kompetencer de studerende forventes at opnå, samt samarbejdet og arbejdsdelingen mellede universitære tyskmiljøer i Danmark.

Selvevalueringen gennemføres på baggrund af en vejledning til selvevaluering udarbejdet af EVA. I forbindelse med evalueringens afrapportering gives der en tilbagemelding på selvevalueringsrapporten.

Undersøgelse blandt aftagere: Der gennemføres en undersøgelse blandt aftagerrepræsentan-ter med henblik på at belyse om fremmedsproglig faglighed, herunder tyskfaglighed, efter-spørges på arbejdsmarkedet, og i givet fald hvilke kompetencer der efterspørges.

Undersøgelse blandt dimittender: Der gennemføres en undersøgelse blandt dimittender med henblik på at belyse hvilke kompetencer dimittenderne oplever at have opnået på studiet, i forhold til hvilke kompetencer de har brug for på arbejdsmarkedet.

Besøg på institutionen: Der gennemføres et besøg af en dags varighed på hver institution. Formålet med besøget er at underbygge og nuancere de øvrige undersøgelser.

Skriftlig høring eventuelt med efterfølgende møde: Evalueringsgruppen fremlægger et udkast til evalueringsrapport for repræsentanter fra uddannelserne. Formålet med høringen er at give deltagerne mulighed for at rette faktuelle fejl og kommentere evalueringens proces, metode og resultater.

Evalueringsrapport: EVA offentliggør en evalueringsrapport som indeholder evalueringsgruppens vurderinger og anbefalinger på baggrund af den indhentede dokumentation.

 

Projektleder
Rikke Kirkeskov Sørup
Souschef
Tlf. + 45 35 25 46 57
E-mail
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion