Projektbeskrivelse: Master of Public Health

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har med Handlingsplan 2003 besluttet at evaluere masteruddannelser. Dette kommissorium redegør for evalueringens formål, organisering og metode.

EVA har valgt at evaluere uddannelsen Master of Public Health(MPH), en folkesundhedsvidenskabelig uddannelse der aktuelt udbydes af universiteterne i København og Århus. Dette valg giver mulighed for at undersøge det sundhedsvidenskabelige område, og to institutioner der ikke tidligere har fået evalueret masteruddannelser. Uddannelsen har desuden haft et tilstrækkeligt stort gennemløb til at det er relevant at evaluere den. Endelig er det relevant at se på den fælles styreordning der er etableret på uddannelsen. Styreordningen repræsenterer interessentkredsen omkring uddannelsen og har til opgave at organisere og kvalitetssikre uddannelsen. Erfaringer og viden om dette samarbejde kan indgå i kommende overvejelser om hvordan masteruddannelser kan arbejde med kvalitetssikring.

Evalueringen af Master of Public Health bygger videre på de erfaringer der blev indhentet ved EVA's første evaluering af tre samfundsvidenskabelige masteruddannelser.

Formål

Formålet med evalueringen er at vurdere kvaliteten af Master of Public Health. I vurderingen af kvaliteten tager evalueringen udgangspunkt i de krav der stilles til masteruddannelser i videreuddannelsessystemet for voksne. Fire temaer identificerer og indkredser indholdet i evalueringen, der gennemføres ved hjælp af kriterier. Hovedvægten lægges på de tre første temaer:   

  • Uddannelsens profil
  • De kompetencer som kandidaterne erhverver på uddannelsen
  • Det formelle indhold
  • Uddannelsesstedernes arbejde med kvalitetssikring og -udvikling.

Masteruddannelser er videreuddannelse på højeste uddannelsesmæssige niveau, og evalueringen fokuserer derfor på forhold der er karakteristiske for voksenuddannelse på dette niveau. Det drejer sig blandt andet om forholdet mellem den forskningsbaserede undervisning på uddannelsen, de praksisrelaterede kompetencer de studerende skal erhverve på uddannelsen, og det arbejdsmarked som dimittenderne vender tilbage til efter endt uddannelse. Endvidere kendetegner det også masteruddannelser at undervisningen skal tage udgangspunkt i de studerendes erfaringer, og evalueringen vil derfor undersøge hvordan uddannelsesstederne formår at inddrage de studerendes erfaringer i uddannelsen.

Evalueringen omfatter:

  • Master of Public Health (MPH), Københavns Universitet
  • Master of Public Health (MPH), Aarhus Universitet.

Evalueringens organisering

EVA nedsætter en ekstern evalueringsgruppe der har det faglige ansvar for evalueringen. Evalueringsgruppen skal identificere styrker og svagheder ved uddannelsen og på baggrund af evalueringens dokumentationsmateriale fremsætte vurderinger og anbefalinger i den endelige evalueringsrapport.

Evalueringsgruppen sammensættes så gruppen tilsammen dækker følgende profiler:

  • Erfaring med og indsigt i undervisning og forskning inden for det folke- eller sundhedsvidenskabelige område
  • Erfaring med og indsigt i undervisning på masteruddannelser
  • Erfaring med og indsigt i forskning og metode i forhold til efter- og videreuddannelse på universitære uddannelser
  • Erfaring med og indsigt i arbejdsmarkedets behov og krav til dimittenderne fra uddannelsen
  • Erfaring som nyligt dimitteret fra en sammenlignelig masteruddannelse.

Der lægges vægt på at der er nordisk deltagelse i evalueringsgruppen, og at evalueringsgruppen samlet set har de faglige, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige kompetencer der er nødvendige for evalueringens gennemførelse.

EVA´s projektgruppe har det praktiske ansvar for evalueringen og skal desuden sikre at der i evalueringsprocessen anvendes hensigtsmæssige og pålidelige metoder i overensstemmelse med formålet for evalueringen. Projektgruppen yder sekretariatsbistand til evalueringsgruppen og udarbejder den endelige rapport.

Evalueringsmetode

Uddannelsesstederne udarbejder en selvevalueringsrapport hvor de redegør for en række faktuelle forhold samt identificerer og vurderer egne styrker og svagheder. Selvevalueringerne gennemføres på baggrund af en vejledning som udarbejdes af EVA. I vejledningen indgår både faktuelle spørgsmål fx om den uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund for dem der optages på studiet, og spørgsmål der lægger op til at uddannelsen skal vurdere, beskrive eller analysere forhold der har betydning for uddannelsens kvalitet og faglige niveau. Udover selvevaluering indgår der også besøg på uddannelsesstederne. Besøgene udgør en selvstændig del af evalueringens dokumentationsmateriale, og de skal såvel underbygge som skabe perspektiv i forhold til det øvrige materiale der indgår i vurderingen af uddannelsens kvalitet.

Dokumentationen indhentet fra selvevaluering og besøg suppleres med brugerundersøgelser. Masteruddannelser er erhvervsrettede videreuddannelser, og dimittendernes og aftagernes vurdering af uddannelsens arbejdsmarkedsrelevans spiller en særlig rolle. Der gennemføres derfor kvalitative dimittend- og aftagerundersøgelser i form af gruppe- eller fokusgruppeinterview. Interviewene gennemføres med henholdsvis dimittender fra de to uddannelsessteder og repræsentanter for aftagersiden.

Efter besøgene på uddannelsesstederne og gennemførelse af brugerundersøgelser fremlægger evalueringsgruppen et udkast til evalueringsrapport for uddannelsen. Formålet med denne høring er få rettet eventuelle faktuelle fejl og at give uddannelsesstederne mulighed for at kommentere evalueringens forløb, metode og resultater.

EVA offentliggør efter høringen evalueringsrapporten der indeholder de vurderinger og anbefalinger som evalueringsgruppen, på baggrund af dokumentationsmaterialet, har til uddannelsen.

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion