Projektbeskrivelse

Vejledningsindsatsen på de danske universiteter Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har med Handlingsplan 2004 besluttet at valuere vejledningsindsatsen på de danske universiteter. Dette kommissorium redegør for evalueringens formål, organisering og metode.

Formål

Formålet med evalueringen er at vurdere udbuddet og kvaliteten af de vejledningstilbud der stilles til rådighed for de universitetsstuderende, og identificere faktorer der har betydning for en kvalificeret vejledningsindsats. Evalueringen skal præsentere eksempler på god praksis og give anbefalinger for fremtidig udvikling af vejledningsindsatsen.

Evalueringen vil belyse følgende problemstillinger:

  • forholdet mellem strategi og praksis
  • organisering og arbejdsdeling (herunder samarbejde, kommunikation og erfarings-udveksling mellem de decentrale og centrale vejledningsorganer)
  • studerende og dimittenders vejledningsbehov
  • vejledningens indhold og tilrettelæggelse
  • kvalitetssikring af vejledningsindsatsen (herunder mekanismer der sikrer at vejledningsindsatsen afspejler de studerendes vejledningsbehov og bygger på relevant og fyldestgørende information om arbejdsmarkedet)
  • vejledernes uddannelse.

Det overordnede mål med evalueringen er at støtte universiteterne i den fortsatte udvikling af deres vejledningsindsats.

Evalueringsområde

Evalueringen vil omfatte vejledningsindsatsen på de tolv universiteter i Danmark med særlig fokus på op til seks universiteter med relevant praksis på området. Vejledningsindsatsen afgrænses til den vejledning der tilbydes de studerende i forbindelse med uddannelses- og erhvervsvalg. Den dækker ikke vejledning om økonomiske, juridiske, sociale, psykologiske problemer eller akademisk vejledning i forbindelse med skriftlige opgaver o.l.

Evalueringen vil omfatte såkaldt gennemførelses- og udslusningsvejledning. Gennemførelsesvejledning forstås som den vejledning der tilbydes undervejs i uddannelsesforløbet. Den omfatter vejledning om studieveje og valg af fag og kurser, fx vejledning i forbindelse med bachelorers valg af forskellige kandidatoverbygninger. Ved udslusningsvejledning forstås vejledning om mulighederne for fremtidig beskæftigelse efter endt uddannelse; at forberede de studerende på arbejdslivet og karrieren efter afsluttet uddannelse.

Evalueringen vil ikke omfatte såkaldt indslusningsvejledning da vejledningen i forbindelse med optagelse af studerende er berørt af vejledningsreformen som træder i kraft i august 2004.

Evalueringen vil dække såvel centrale som decentrale vejledningstilbud på de tolv universiteter.

Evalueringens organisering

EVA nedsætter en evalueringsgruppe der er ansvarlig for evalueringens vurderinger og anbefalinger. Evalueringsgruppen skal identificere styrker og svagheder ved de nuværende vejledningstilbud og identificere god praksis på området.

Gruppen sammensættes så den dækker følgende profiler:

  • konkret indsigt i og erfaring med vejledning i det danske universitetssystem
  • indsigt i og erfaring med ledelsesmæssige og organisatoriske overvejelser i forhold til vejledning
  • indsigt i diskussionerne om vejledningssystemers funktion og opbygning i universitetssektoren i ind- og udland
  • indsigt i vejledningsindsatsen ud fra en arbejdsmarkedssynsvinkel.

EVA's projektgruppe har det praktiske ansvar for evalueringen og skal desuden sikre at der i evalueringsprocessen anvendes hensigtsmæssige og pålidelige metoder i overensstemmelse med evalueringens formål. Projektgruppen yder sekretariatsbistand til evalueringsgruppen og udarbejder den endelige rapport.

Evalueringsmetode

Selvevaluering
Hvert universitet udarbejder en selvevalueringsrapport med vægt på beskrivelse af nuværende vejledningstilbud og diskussion af egne styrker og svagheder. Selvevalueringerne udarbejdes på baggrund af en vejledning til selvevaluering som udarbejdes af EVA.

Institutionsbesøg
Evalueringsgruppen udvælger op til seks universiteter med relevant praksis på vejledningsområdet. Universiteterne udvælges så forskellige institutionstyper er repræsenteret. Evalueringsgruppen og projektgruppen besøger de udvalgte universiteter og interviewer de forskellige interessenter. Besøgene udgør en selvstændig del af evalueringens dokumentationsmateriale og skal derudover underbygge og perspektivere det øvrige dokumentationsmateriale.

Eksterne undersøgelser
Der gennemføres en kvalitativ undersøgelse af udvalgte universiteter. Undersøgelsen omfatter studerende, dimittender, studie- og karrierevejledere og arbejdsmarkedets parter. Formålet med undersøgelsen er at belyse studerende og dimittenders vejledningsbehov i løbet af uddannelsen og i overgangen til arbejdsmarkedet.

Høring

Evalueringsrapporten sendes i skriftlig høring på de selvevaluerende universiteter. Formålet med høringen er at få rettet eventuelle faktuelle fejl og at give deltagerne mulighed for at kommentere evalueringens forløb, metode og resultater.

Herefter offentliggør EVA evalueringsrapporten med evalueringsgruppens vurderinger og anbefalinger på baggrund af evalueringens dokumentationsmateriale.

Projektleder
Christel Sølvhjelm
Specialkonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 89
E-mail
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion