Projektbeskrivelse
Gennem det seneste tiår har der været et stigende fokus på elevernes funktionelle matematikfærdigheder. Folkeskoleloven fra 1993 fastslår således at matematikundervisningens formål er at eleverne bliver i stand til at forstå og anvende matematik i sammenhænge der vedrører dagligliv, samfundsliv og naturforhold. I faghæftet om matematik i Fælles mål fra 2003 bliver dette kompetencesyn udfoldet og konkretiseret, bl.a. i de bindende trinmål for henholdsvis 3., 6., 9. og 10. klassetrin.
Det stigende fokus på elevernes funktionelle matematikfærdigheder kommer også til udtryk i OECD´s tværnationale PISA-undersøgelser der siden 2000 har målt 15-16-åriges færdigheder i bl.a. matematik. Den seneste PISA-undersøgelse, der blev offentliggjort i december 2004, viser at Danmark fortsat har en placering der ligger over gennemsnittet. Resultaterne fra PISA kan imidlertid ikke stå alene. De nationalt orienterede målinger af elevernes resultater må suppleres med evalueringer der sætter fokus på det procesorienterede, dvs. på undervisningskulturen og det lokale arbejde for at udvikle elevernes matematikkompetencer.
Formål
Formålet med evalueringen er at belyse den pædagogiske praksis når faghæftets mål omsættes til matematikundervisning, og vurdere lærernes og skolernes indsatser for at udvikle elevernes funktionelle matematikfærdigheder. Evalueringen er rettet både mod et lærerniveau og et skole-/skoleledelsesniveau og har følgende fokuspunkter:
- Lærernes overordnede arbejde med at planlægge udmøntningen af faghæftet (Fælles mål)
- Lærernes praktiske og didaktiske overvejelser med særlig vægt på
- løbende evaluering og progression
- differentiering og elevinddragelse.
- Organisatoriske rammer og vilkår for arbejdet med elevernes matematikkompetencer, herunder
- teamdannelse og forskellige former for lærersamarbejde
- samspillet mellem undervisningen i matematik og andre fag, fx i forbindelse med tværgående emner
- lærernes uddannelse og løbende kompetenceudvikling.
Sammenhængen mellem forskellige indsatser og elevernes matematiklæring inddrages idet der lægges vægt på at undersøge hvordan de enkelte lærere og skolerne arbejder for at belyse denne sammenhæng.
Evalueringsområde
Med afsæt i arbejdet på indskolingen koncentrerer evalueringen sig om normalklasseundervisningen på grundskolens mellemtrin, dvs. fra 3./ 4. til og med 6. klassetrin.
Evalueringens organisering
EVA nedsætter en evalueringsgruppe af uafhængige eksperter der er ansvarlige for evalueringens vurderinger og anbefalinger. Evalueringsgruppen skal identificere styrker, svagheder og udviklingspotentialer i matematikundervisningen i grundskolen med baggrund i evalueringens dokumentationsmateriale.
Evalueringsgruppen sammensættes så relevante faglige profiler og perspektiver i forhold til evalueringens fokus er repræsenteret. Samlet skal evalueringsgruppen have:
- praktisk-didaktisk indsigt i og erfaring med undervisning i matematik i grundskolen
- indsigt i og erfaring med skoleledelse og ledelse af pædagogisk udvikling
- indsigt i og erfaring med læreruddannelse og organisatoriske og styringsmæssige vilkår i grundskolen
- indsigt i og erfaring med forskning i matematiklæring og matematikdidaktik i en dansk sammenhæng
- indsigt i matematikdidaktik i en nordisk sammenhæng.
EVA nedsætter en projektgruppe der skal sikre at der anvendes hensigtsmæssige og pålidelige metoder i evalueringsprocessen i overensstemmelse med evalueringens formål. Projektgruppen har desuden det praktiske ansvar for evalueringen, den yder sekretariatsbistand til evalueringsgruppen og udarbejder den endelige rapport.
Metode og tilrettelæggelse
Forundersøgelse
Projektgruppen har som grundlag for udformningen af kommissoriet gennemført en forundersøgelse der har omfattet en gennemgang af det centrale regelgrundlag, litteraturstudier og interview med centrale aktører inden for området.
Selvevaluering
Der gennemføres en selvevaluering på seks offentlige skoler og en fri grundskole. Alle deltagende skoler har mindst ni klassetrin. Skolerne, der ligger i syv forskellige kommuner, er valgt ud fra kriterier om geografisk spredning og forskellig kommune- og skolestørrelse.
Til selvevalueringsprocessen er hver skole blevet anmodet om at nedsætte en gruppe bestående af fire-seks lærere der underviser i matematik på mellemtrinnet, og som afspejler den lærerdækning skolen normalt har på faget i forhold til en række kriterier.
Skolernes selvevaluering gennemføres med udgangspunkt i et informationsbesøg på de enkelte skoler og et fælles seminar for skolernes selvevalueringsgrupper over to dage. På seminaret diskuterer, beskriver og vurderer grupperne evalueringens temaer ud fra en vejledning fra EVA. Efter seminaret har de selvevaluerende skoler ca. fire uger til at færdiggøre deres selvevalueringsrapporter som indsendes til EVA sammen med andet relevant materiale, fx årsplaner.
Skolernes ledelser bedes om at udarbejde en kort redegørelse vedrørende matematikundervisningen og forhold på skolen der har betydning for denne undervisning. Redegørelsen udarbejdes med udgangspunkt i en vejledning fra EVA.
Skolebesøg
De selvevaluerende skoler vil blive besøgt af evalueringsgruppen og projektgruppen. Skolebesøgene, der varer en dag, vil omfatte separate møder med:
- Selvevalueringsgruppen
- Matematiklærere som ikke har deltaget i selvevalueringsgruppen, og lærere fra andre fag
- Skolens ledelse.
Undersøgelser
Der gennemføres to nationale spørgeskemaundersøgelser:
- En større undersøgelse blandt lærerne om en række af evalueringens centrale temaer, herunder lærernes pædagogiske praksis og didaktiske overvejelser og opfattelser af muligheder og begrænsninger i matematikundervisningen i dag.
- En mindre undersøgelse blandt skoleledere der skal belyse om og hvordan matematik udgør et indsatsområde for skolerne. Undersøgelsen skal desuden kortlægge omfanget af linjefagsdækning i grundskolens matematikundervisning.
Evalueringsrapporten
Evalueringsrapporten vil indeholde evalueringsgruppens vurderinger og anbefalinger på baggrund af en analyse af evalueringens samlede dokumentationsmateriale.
Rapportens anbefalinger vil rette sig mod hele grundskolesektoren, og de vil bl.a. blive udformet som en række fokuspunkter som en faggruppe, en skole eller en kommune kan tage udgangspunkt i når den arbejder med at omsætte faghæftet til god praksis i matematikundervisningen. I rapporten vil de enkelte deltagende skoler desuden få en direkte tilbagemelding på deres egen praksis på baggrund af selvevalueringsrapporterne og indtrykkene fra skolebesøgene.
Inden offentliggørelsen vil rapporten blive sendt til høring på de deltagende skoler. Formålet med høringen er at give deltagerne mulighed for at rette faktuelle fejl og for at kommentere evalueringens proces, metoder og resultater.
