Kommissorium

Evaluering af læringsmiljøer i folkeskolen - samspillet mellem læringssyn, fysiske rammer, undervisning og evaluering

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har med Handlingsplan 2005 besluttet at evaluere samspillet mellem læringssyn, organisering af undervisningen og skolens fysiske rammer. Dette kommissorium gør rede for evalueringens formål, organisering og metode.

Forundersøgelsen har betydet et mindre skift i fokus for evalueringen. Ændringerne vil fremgå af det følgende.

Forundersøgelsen har vist at det vil være relevant at evalueringen sætter særligt fokus på udviklingen af læringsmiljøer. Læringsmiljø bliver her forstået som de rammer elevernes læring foregår i. Et læringsmiljø er sammensat af en række fysiske (fx belysning og klima), psykosociale (fx mobning og trivsel) og undervisningsrelaterede faktorer. Denne evaluering vil primært behandle læringsmiljøets undervisningsrelaterede faktorer. Andre, fx Dansk Center for Undervisningsmiljø, arbejder med de øvrige faktorer.

Der har i en årrække været opmærksomhed på hvordan man etablerer læringsmiljøer som fremmer elevernes udbytte af undervisningen. Fx har Utdanningsdirektoratet i Norge udgivet publikationen ”Strategi for læringsmiljøet i grunnopplæringen, 2005-08”, der skal hjælpe skoleejere og skoler med at sætte mål, lave planer og igangsætte tiltag for gode læringsmiljøer. På nationalt niveau har Undervisningsministeriets projekt ”Rum, form og funktion” og Folkeskolerådets ”Vision 2010” haft udviklingen af læringsmiljøer som et centralt tema. Også på kommuneniveau er der en del eksempler på hvordan ny- og ombygninger af skoler, ændrede krav til undervisningen og nye pædagogiske strømninger har sat skub i debatten om læringsmiljøer.

Når læringsmiljøer etableres eller videreudvikles, bliver der direkte eller indirekte taget udgangspunkt i et læringssyn og ideer om læreprocesser så man kan tilrettelægge og gennemføre en undervisning der svarer til elevernes behov og forudsætninger. I et læringssyn kan visioner for pædagogisk praksis udfoldes. På nogle skoler tilpasses de fysiske rammer til læringssynet og de pædagogiske visioner således at den traditionelle struktur med klasseværelser, gange og faglokaler afløses af moderne læringsmiljøer med hjemområder, pædagogiske servicecentre og multifunktionelle rum. På andre skoler tilpasses læringsmiljøet til de allerede eksisterende fysiske rammer.

Mange skoler og kommuner står overfor at drøfte hvordan de kan etablere læringsmiljøer, og deres prioriteringer i den forbindelse kan få stor betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Etablering af læringsmiljøer skal derfor også ses i sammenhæng med evaluerings- og opfølgningsstrategier som viser om læringsmiljøerne fungerer efter hensigten.

Formål
Formålet med evalueringen er at belyse hvordan skoler både i en planlægningsfase og i praksis arbejder med at etablere og udvikle læringsmiljøer for eleverne.

Der bliver taget udgangspunkt i følgende fire fokuspunkter med henblik på at afdække og vurdere hvad samspillet mellem dem betyder for det givne læringsmiljø. De fire fokuspunkter, som også markerer hvordan læringsmiljøer bliver forstået, er:

  1. Læringssyn – herunder visioner, mål, pædagogiske principper og læringsopfattelser i relation til hvad skolerne vil opnå med deres læringsmiljøer.
  2. Fysiske rammer – herunder hvordan de fysiske rammer udnyttes i undervisningen.
  3. Undervisningens tilrettelæggelse – herunder refleksion over og anvendelsen af undervisningsformer og arbejdsmåder inden for de givne rammer.
  4. Evalueringskultur – herunder registrering og dokumentation af elevernes udbytte med henblik på vurderinger om eventuelle justeringer af læringsmiljøet.

Evalueringsområde
Evalueringen omfatter normalundervisningen med fokus på mellemtrinnet og inddrager alle tre fagområder, de humanistiske fag, de naturvidenskabelige fag, og de praktisk musiske fag.

Følgende skoler og kommuner deltager som selvevaluerende skoler:

  • Vestre Skole, Svendborg Kommune
  • Lem Stationsskole, Ringkøbing Kommune
  • Maglegårdsskolen, Gentofte Kommune
  • Stege Skole, Møn Kommune
  • Vestermarkskolen, Odder Kommune
  • Nordbyskolen, Nykøbing Falster Kommune.

Halvdelen af skolerne er nybyggede, mens den anden halvdel er ombyggede inden for de seneste fem år. Denne udvælgelse er sket ud fra en antagelse om at skolerne i planlægningen af de fysiske rammer har arbejdet med at udvikle de undervisningsrelaterede faktorer i tilknytning til læringsmiljøer.

Begrebet læringsmiljø er afgrænset som beskrevet i indledning og under formål.

Evalueringens organisering
EVA nedsætter en evalueringsgruppe der er ansvarlig for evalueringens vurderinger og anbefalinger. Evalueringsgruppen skal identificere styrker og svagheder ved samspillet mellem læringssyn, fysiske rammer, undervisningens tilrettelæggelse og evalueringskulturen. Gruppen skal have viden om og erfaringer med skolebyggeri og udvikling af læringsmiljøer som beskrevet i formålet for evalueringen. Gruppen sammensættes så den repræsenterer følgende profiler hvoraf en så vidt mulig har en nordisk baggrund:

  • undervisning
  • skoleledelse
  • kommunal ledelse
  • arkitektur/konsulentarbejde
  • forskning/udviklingsarbejde.

EVA's projektgruppe skal sikre at der i evalueringen bliver anvendt hensigtsmæssige og pålidelige metoder i overensstemmelse med evalueringens formål. Den har desuden det praktiske ansvar for evalueringen. Projektgruppen yder sekretariatsbistand til evaluerings­gruppen og udarbejder den endelige rapport.

Metode og tilrettelæggelse

Forundersøgelse
Projektgruppen har som grundlag for dette kommissorium gennemført en forundersøgelse der indebar litteraturstudier og interview med relevante parter. Formålet har været at sikre at evalueringen bliver rettet mod vigtige forhold og problemstillinger.

Selvevaluering og anden dokumentation
Der bliver gennemført selvevalueringer på seks skoler i seks kommuner. Hver af de seks skoler skal nedsætte en selvevalueringsgruppe bestående af 4-6 lærere og 1-2 personer fra skolens ledelse. Gruppen skal blandt andet drøfte styrker og svagheder ved samspillet mellem de fokuspunkter som er nævnt under formålet for evalueringen. Lærerne skal have erfaring med at undervise i skolens nye fysiske rammer. Derudover skal lærerne:

  • undervise på mellemtrinet
  • dække de tre fagområder
  • være repræsentative for den lærerdækning som skolen normalt har i forhold til alder, køn og undervisningserfaring.

Hovedparten af selvevalueringen bliver gennemført som et arbejdsseminar over to dage. Inden seminaret arrangerer EVA et besøg på skolerne og uddyber en selvevalueringsvejledning og selve evalueringsprocessen. Skolerne afleverer kort tid efter seminaret en selvevalueringsrapport.

Skolebestyrelsen og repræsentanter fra kommunen skal udarbejde hver deres redegørelse hvor de forholder sig til evalueringens formål og fokuspunkter. Udgangspunktet er en skriftlig vejledning fra EVA.

Skolerne og kommunerne får i den endelige evalueringsrapport en direkte tilbagemelding på deres praksis baseret på selvevalueringsrapporterne og skolebesøgene.

Skolebesøg
Efter selvevalueringen vil medlemmer af evalueringsgruppen og projektgruppen besøge de deltagende skoler. Her vil de interviewe lærerne fra selvevalueringsgruppen, ­lærere der ikke har deltaget i selvevalueringen, skoleledelsen, elever og repræsentanter fra kommunen.

Undersøgelser
Der gennemføres en kvantitativ undersøgelse på de seks skoler med fokus på hvordan eleverne fungerer i og opfatter skolens læringsmiljøer. Undersøgelsen vil blandt andet omfatte elevernes syn på de anvendte undervisningsformer og arbejdsmåder, de hensyn der bliver taget til deres forudsætninger, og det udbytte de selv mener at få af undervisningen.

Undersøgelsen inddrager elever fra mellemtrin og overbygning.

Høring
Evalueringsrapporten sendes til høring på de skoler som har selvevalueret. Høringen giver skolerne mulighed for at rette faktuelle fejl og kommentere evalueringens proces, metode og resultater. Høringen er skriftlig.

Projektleder
Christel Sølvhjelm
Specialkonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 89
E-mail
Projektartikler
EVA ser på læringsmiljø
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion