Besøg
Besøget fokuserer på de områder som panelet har brug for at få uddybet eller yderligere dokumenteret for at kunne vurdere opfyldelsen af University College-kriterierne. På besøget mødes panelet og projektteamet bl.a. med repræsentanter for ledelsen, undervisere og studerende og dem der har skrevet selvevalueringsrapporten.
Besøget tager udgangspunkt i selvevalueringsrapporten og de indleverede bilag, men information og indtryk fra besøget indgår som et selvstændigt element i akkrediteringens samlede datamateriale.
Formålet med institutionsbesøget
Besøget udgår sammen med selvevalueringsrapporten dokumentationen for akkrediteringspanelet og projektgruppen. Formålet med besøget er at fokusere på de områder hvor der er behov for uddybning og yderligere dokumentation i forhold til opfyldelse af kriterierne for University College.
På tværs af de ti kvalitetsfelter skal panelet vurdere om institutionen:
- har udnyttet institutionsformens indbyggede dynamik til at øge volumen, faglig bredde og/eller tyngde i forhold til institutionens udgangspunkt
- har skabt synergi og resultater gennem tværgående samarbejder horisontalt og vertikalt
Besøget skal give mulighed for en uddybning af dokumentationen i forhold til de ti kvalitetsfelter hvorfor valget af de grupper der skal interviewes beror på dem.
I EVA's normale evalueringer sker der en metode-triangulering af de tre dokumentationskilder: selvevaluering, besøg og brugerundersøgelser. De tre dokumentationskilder vægter lige meget. Det er ikke tilfældet i akkrediteringerne hvori der er et metodehierarki; den skriftlige dokumentation, selvevaluering og bilag vægter tungest. Besøget skal uddybe, afklare, og indhente yderlige dokumentation hvis det er nødvendigt. Desuden skal besøget afklare om dokumentationen er gyldig.
Den metode blev også brugt i forbindelse med professionsbachelor-akkrediteringerne og erfaringen er at besøgene skaber klarhed hos uddannelsen, hvilken dokumentation der er nødvendig for at opfylde et givent kriterium. Institutionerne vil have mulighed for at komme med yderligere dokumentation under besøget og 2 dage frem.
Besøgets varighed
Det enkelte besøg varer én dag, og dele af panelet og projektgruppen fra EVA deltager i besøget.
Besøgsprogrammet
Besøgsprogrammet afspejler at det er en akkreditering på institutionsniveau. Der er lagt vægt på at mødes med både det strategiske niveau og de tværgående funktioner for at afdække alle de 10 kvalitetsfelter og CVU'ets samlede dynamik.
Af hensyn til konsistens i vurderingen på tværs indledes besøgsprogrammet med en ajourføring af akkrediteringspanelet og en diskussion af vigtige fokuspunkter for den aktuelle institution. Dagen slutter med et opsamlingsmøde.
