Projektbeskrivelse

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har med Handlingsplan 2005 besluttet at gennemføre akkreditering af CVU'erne. Akkrediteringen løber over to runder. En første runde i 2005 for de CVU'er der ønsker at blive akkrediteret nu og bliver godkendt af Undervisningsministeriet til at blive akkrediteret i 2005. Anden runde gennemføres i starten af 2006 for CVU'er der ønsker en længere selvevalueringsproces, og godkendes af Undervisningsministeriet til at blive akkrediteret i 2006.

Dette kommissorium redegør for projektets formål, organisering og metode.

Formål

Med lovændring af 9. juni 2004 om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner kan undervisningsministeren godkende at et ubetinget godkendt CVU som kvalitetsbetegnelse kan anvende betegnelsen ”University College”. EVA's akkreditering vil indgå som grundlag for undervisningsministerens godkendelse.
 
I forlængelse af CVU-loven har Undervisningsministeriet opstillet en række kriterier der skal opfyldes for at et CVU kan godkendes til at bruge betegnelsen University College.

Formålet er at gennemføre akkrediteringer af et antal CVU'er med udgangspunkt i kriterierne. Hver akkreditering af en institution fører til en rapport der indeholder en indstilling om hvor-vidt institutionen lever op til kriterierne for University College eller ej.

Metode

Alle CVU'er får mulighed for at begynde selvevaluering med udgangspunkt i en kriteriebaseret vejledning til selvevaluering. Ved at arbejde med vejledningen kan institutionen vurdere om de har grundlag for at blive akkrediteret i første runde, eller om de ønsker at vente til anden runde.

CVU'er der herefter ønsker at blive akkrediteret, ansøger i slutningen af selvevalueringsperio-den Undervisningsministeriet om at blive godkendt til at blive akkrediteret af EVA. EVA mod-tager herefter selvevalueringsrapporter fra de udvalgte institutioner.

Akkrediteringen tager afsæt i den enkelte institutions selvevaluering og allerede eksisterende materiale (studieordninger, nedskrevne målsætninger mv.). 

EVA besøger sidst i forløbet alle medvirkende institutioner. Under institutionsbesøgene kan EVA indkalde forskellige grupper på institutionen alt efter hvilke forhold der ønskes belyst. 

Dokumentation

I forbindelse med akkrediteringen vil EVA gøre brug af følgende dokumentation:

  • redegørelse/selvevaluering fra institutionerne
  • ministeriets opfølgning på gennemførte professionsbachelorakkrediteringer
  • institutionsbesøg.

Rapport til Undervisningsministeriet

Afslutningsvis vurderes det samlede materiale, og EVA udarbejder en endelig indstilling til Undervisningsministeriet. Der opereres med tre kategorier:

  • godkendt
  • betinget godkendt
  • ikke godkendt.

Evalueringens organisering

I første fase vil EVA nedsætte en intern projektgruppe bestående af to evalueringskonsulenter og to evalueringsmedarbejdere.

Ud over EVA´s interne projektgruppe nedsættes et akkrediteringspanel med fire-fem faglige eksperter. Ifølge CVU-lovgivningen skal forskerverdenen være repræsenteret i panelet med et medlem der udpeges af Det Strategiske Forskningsråd.

Akkrediteringspanelet har det faglige ansvar for evalueringen, mens EVA har det metodiske ansvar og ansvar for at udarbejde de endelige rapporter til Undervisningsministeriet.

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion