Projektbeskrivelse

Brædstrup, Gedved og Horsens Kommuner har bedt Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om at gennemføre et selvevalueringsprojekt for 20 skoler, som efter kommunesammenlægningen vil indgå i ét samlet skolevæsen i Ny Horsens Kommune. Denne projektbeskrivelse gør rede for hvordan dette selvevalueringsprojekt skal forløbe.

Brædstrup, Gedved og Horsens Kommuner har bedt Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om at gennemføre et selvevalueringsprojekt for 20 skoler, som efter kommunesammenlægningen vil indgå i ét samlet skolevæsen i Ny Horsens Kommune. Denne projektbeskrivelse gør rede for hvordan dette selvevalueringsprojekt skal forløbe. 

Formål

EVA skal forestå en selvevalueringsproces på 13 skoler i Horsens Kommune og hhv. 3 og 4 skoler i Brædstrup og Gedved Kommuner. Selvevalueringsprocessen har evalueringskultur som tema.

Projektet har til formål at sætte lærere og skoleledelser på skolerne i stand til at identificere egne styrker og svagheder ved deres skoles evalueringskultur og pege på mulige områder i evalueringskulturen der kan styrkes og forbedres.

EVA planlægger og iværksætter selvevalueringsprocessen. Desuden udarbejder vi en rapport der analyserer og vurderer skolernes evalueringskultur og peger på temaer som skolerne og Ny Horsens Kommune kan arbejde videre med. 

Metode

Projektet tager udgangspunkt i den model som EVA har erfaring med fra tidligere projekter på grundskoleområdet hvor selvevaluering altid indgår som et centralt element.

I selvevalueringen skal skolerne beskrive og vurdere praksis og komme med forslag til forbedringer. Selvevalueringen foregår i to grupper der består af henholdsvis ledelsen og et udvalg af lærere. Den gennemføres på baggrund af en vejledning som både giver plads til refleksion og sikrer at skolerne når hele vejen rundt om de temaer der indgår. Hver gruppe udarbejder en selvevalueringsrapport.

Projektet vil foregå i fire faser.

Fase 1: Forberedelse af selvevaluering for 20 skoler

I første fase nedsætter de tre kommuner en følgegruppe der skal sparre med EVA i forbindelse med udarbejdelsen af selvevalueringsvejledningen og rapportstrukturen. Derefter udarbejder EVA en vejledning til selvevaluering der indeholder de temaer og spørgsmål som skolerne skal arbejde med. Vejledningen beskriver også baggrunden for projektet, rammerne for hvordan skolerne skal afrapportere, og den model som EVA anvender til selvevaluering. Vi sender vejledningen til følgegruppen i begyndelsen af august og får følgegruppens kommentarer til opbygning, spørgsmål og formuleringer på et møde den 10. august 2006. Den endelige vejledning trykkes og sendes til skolerne så de har vejledningen i uge 34.

Skolerne nedsætter hver to selvevalueringsgrupper. Den ene skal bestå af skoleledelsen, den anden af en gruppe lærere. Gruppen af lærere sammensættes efter følgende principper:

•      Den skal bestå af 4-6 lærere.

•      Den præcise størrelse af selvevalueringsgruppen afhænger af skolens størrelse.

•      Forskellig anciennitet, evt. både steds- og læreranciennitet, skal være repræsenteret i gruppen.

•      Alle afdelinger på skolen skal være repræsenteret i gruppen.

•      Alle fagblokke skal være repræsenteret i gruppen (humanistiske fag, naturfag, praktisk-musiske fag).

Gruppen skal afspejle hverdagen på skolen, så lærere der har særlige tillidshverv eller deltager i formaliserede ledelsesopgaver skal ikke indgå i selvevalueringsgruppen.

Den samlede planlægningsfase løber fra begyndelsen af maj til midten af august 2006.

Fase 2: Gennemførelse af selvevalueringerne

I anden fase gennemfører de tyve skoler selvevalueringer. Den 28. og 29. august afholder EVA fire informationsmøder for skolerne: et for grupperne af skoleledelser og tre for grupperne af lærere for at sikre at deltagerantallet på møderne ikke bliver for stort.

Informationsmøderne varer tre timer, og her vil vi introducere lærere og skoleledelser til selvevalueringsmetoden og præsentere vejledningen til selvevaluering. I perioden efter informationsmøderne arbejder selvevalueringsgrupperne med at drøfte og besvare spørgsmålene i vejledningen og skrive selvevalueringsrapporter. Denne fase løber fra slutningen af august til midten af oktober. Fasen afsluttes med at skolerne sender de to selvevalueringsgruppers rapporter til EVA i uge 41.

Fase 3: Besøg på de selvevaluerende skoler

I tredje fase besøger EVA’s projektgruppe skolerne og forvaltningerne i de tre kommuner. Det vil ske i uge 47, 48 og 49. Besøgene tager udgangspunkt i de enkelte skolers selvevalueringsrapporter og har til formål at uddybe og validere rapporternes vurderinger. Besøget omfatter interview med:

•      de selvevaluerende lærere

•      skoleledelsen

•      en gruppe af andre lærere fra skolen der ikke har skrevet skolens selvevalueringsrapport (denne gruppe udvælges ud fra samme kriterier som de selvevaluerende lærere)

•      repræsentanter fra skoleforvaltningerne ved besøg i de tre kommuner.

Fase 4: Analyse og rapportskrivning

I fjerde og sidste fase mødes EVA med følgegruppen, som giver sparring på vores forslag til disposition for EVA’s rapport. Rapporten analyserer og vurderer skolernes evalueringskultur på baggrund af selvevalueringsmaterialet og den øvrige dokumentation. I rapporten vil der både være tilbagemeldinger til Ny Horsens Kommunes skolevæsen og til hver skole.

EVA sender en samlet rapport til høring på skolerne, som får mulighed for at rette faktuelle fejl. I slutningen af marts 2007 præsenterer EVA den færdige rapport på to afleveringsmøder med henholdsvis følgegruppen og repræsentanter fra skolerne.

Organisering og bemanding

EVA gennemfører projektet i samarbejde med den kommunale følgegruppe. EVA’s projektgruppe består af projektleder Ole Roemer og evalueringskonsulenterne Charlotte Rotbøll og Bo Söderberg. Projektansvarlig fra EVA er områdechef Katja Munch Thorsen.

Tidsplan

Projektet løber fra maj 2006 til marts 2007.

Produktion og distribution

Rapporten offentliggøres af EVA og udgives i EVA’s design, på EVA’s forlag og med EVA’s ISBN-nummer. EVA informerer om projektet på sin hjemmeside og aftaler med de tre kommuner om at udføre pressearbejde i forbindelse med projektet.

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion