Projektbeskrivelse

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har med sin handlingsplan for 2006 besluttet at gennemføre et pilotprojekt hvor folkeskoler evalueres efter et nyt koncept. Målet med konceptet er at sætte EVA i stand til at gennemføre evalueringer på mange skoler samtidig. Dette vil øge EVA's dækningsgrad på folkeskoleområdet, og forpligte flere skoler på en systematisk opfølgning. Efter pilotprojektet skal de forskellige elementer i evalueringskonceptet vurderes, og konceptet skal rettes til. Herefter er det planen at EVA i de følgende år vil gennemføre 40 årlige skoleevalueringer efter konceptet.

Formål

Skoleevalueringernes formål er at vurdere hvordan og i hvilket omfang skolelederne sikrer at skolerne lever op til centrale mål i folkeskoleloven om organisering, tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen. Vurderingerne skal tage udgangspunkt i kriterier som EVA formulerer på baggrund af lovens bestemmelser. Evalueringerne skal give skolerne et konkret afsæt for det videre arbejde med kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.
 
Evalueringerne vil sætte særligt fokus på hvordan skoleledelserne arbejder med at kvalitetssikre lærernes arbejde. Konkret skal det ske ved at undersøge hvordan skoleledelserne indhenter viden om lærernes praksis, hvordan de vurderer denne viden og følger op på vurderingen. Evalueringerne vil også belyse hvordan lærerne i praksis tilrettelægger og gennemfører undervisningen. Endelig vil evalueringerne inddrage skolebestyrelsernes arbejde med at formulere principper for undervisningens organisering.
 
EVA har som mål i forbindelse med det nye skoleevalueringskoncept at udvikle værktøjer som alle skoler kan bruge til at danne sig et overblik over hvordan de hver især lever op til centrale krav i folkeskoleloven.

Evalueringsområde

I 2006 gennemfører EVA pilotevalueringer på 20 skoler. Heraf skal ti skoler være fordelt i fem kommuner i den kommende region Hovedstaden, mens de øvrige ti skal være fordelt i fem kommuner i den kommende region Midtjylland.

Evalueringens organisering

EVA nedsætter to eksterne evalueringsgrupper der hver har det faglige ansvar for at evaluere ti skoler i en region. Evalueringsgrupperne skal give vurderinger og anbefalinger til hver enkelt skole på baggrund af evalueringens kriterier og dokumentationsmateriale. Evalueringsgrupperne består af tre medlemmer hver. De tre medlemmer skal tilsammen have følgende kompetencer:

  • Indsigt i pædagogik og didaktik i relation til undervisningen i folkeskolen på forskningsniveau
  • Indsigt i skoleledelse
  • Konkret erfaring fra skoleverdenen.

EVA har nedsat en projektgruppe som skal sikre at der i evalueringsprocessen anvendes hensigtsmæssige og pålidelige metoder i overensstemmelse med evalueringens formål. Projektgruppen har det praktiske ansvar for evalueringerne, yder sekretariatsbistand til evalueringsgrupperne og udarbejder de endelige evalueringsrapporter.

Metode og tilrettelæggelse

Skoleevalueringernes dokumentationsmateriale vil for hver enkelt skoles vedkommende bestå af en spørgeskemaundersøgelse blandt lærerne, en selvevaluering ved skolelederen og skolebesøg, herunder interview med henholdsvis skolens ledelse, repræsentanter for skolebestyrelsen og udvalgte lærere.

Spørgeskemaundersøgelse blandt lærere

På hver af de 20 skoler gennemføres en spørgeskemaundersøgelse blandt alle skolens lærere. Undersøgelsen skal belyse lærernes praksis for tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen.

Selvevaluering ved skolelederen

På hver af de 20 skoler er skolelederen ansvarlig for at skoleledelsen udarbejder en selvevaluering af sin praksis for at kvalitetssikre skolens organisering af undervisningen og lærernes tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen. Selvevalueringen igangsættes efter spørgeskemaundersøgelsen blandt lærerne, så skoleledelsen kan trække på resultaterne af undersøgelsen i sin selvevaluering.

Skolebesøg og interview

De to evalueringsgrupper aflægger hver især et halvdagsbesøg på ti skoler i enten region Hovedstaden eller region Midtjylland. På besøget interviewes skolens ledelse, repræsentanter for skolebestyrelsen og udvalgte lærere. Interviewene har til formål dels at verificere og uddybe fakta i spørgeskemaundersøgelsen og selvevalueringsrapporten, dels at få interviewpersonerne til at forholde sig til evalueringens temaer.

Høring og formidling

EVA udarbejder en kortfattet, selvstændig evalueringsrapport om hver af de evaluerede skoler. I forlængelse af de skolespecifikke rapporter udarbejder EVA en tværgående rapport der fokuserer på ligheder og forskelle i den måde skolerne arbejder med kvalitetssikring af undervisningens organisering, tilrettelæggelse og gennemførelse. De skolespecifikke rapporter sendes i skriftlig høring på de enkelte skoler. Formålet med høringerne er at få rettet eventuelle faktuelle fejl og give skolerne mulighed for at kommentere evalueringernes forløb, metode og resultater. EVA offentliggør både de skolespecifikke rapporter og den tværgående rapport.
 
I formidlingsfasen kan EVA gennemføre møder med de selvevaluerende skoleledere for at give dem en mundtlig tilbagemelding fra projektgruppen. Tilbagemeldingen vil fokusere på anbefalingerne om fremtidig kvalitetssikring.

Evaluering af konceptet

Når pilotevalueringerne er afsluttet, evaluerer EVA følgende elementer i skoleevalueringskonceptet og den måde de blev gennemført på i pilotevalueringerne:

  • Evalueringernes indholdsmæssige relevans
  • Vurderingsgrundlagets (kriteriernes) fokus og udformning
  • Dokumentationsgrundlagets karakter og sammensætning
  • Formidlingsformen
  • Evalueringernes organisering.

Ud over EVA selv deltager følgende interessenter i evalueringen af konceptet:

  • De to evalueringsgrupper
  • De selvevaluerende skoler
  • De kommuner de selvevaluerende skoler tilhører
  • Andre aktører og interessenter på skoleområdet, herunder Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, og Danmarks Lærerforening.
Projektleder
Rikke Kirkeskov Sørup
Souschef
Tlf. + 45 35 25 46 57
E-mail
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion