Projektbeskrivelse: Evaluering af diplomuddannelse
Baggrund for evalueringen
Diplomuddannelserne er en del af videreuddannelsessystemet for voksne (VFV) fra 2000. VFV-loven udstikker en række krav til diplomuddannelserne. Først og fremmest skal en diplomuddannelse svare til et MVU-niveau og dermed befinde sig niveaumæssigt mellem videregående voksenuddannelse (VVU) og masteruddannelser. Desuden skal uddannelserne være erhvervsrettede. Endelig skal uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse tage hensyn til voksnes arbejds- og livserfaring og deres muligheder for at kombinere uddannelsen med tilknytning til arbejdsmarkedet.
EVA afsluttede i foråret 2006 videnscenterprojektet CVU’ernes diplomuddannelser. Undersøgelsen fokuserede på deltagernes vurdering af brugen af uddannelserne, undervisningens tilrettelæggelse og deres udbytte og tilfredshed med uddannelsen. Undersøgelsen viste blandt andet at mange deltagere følger enkelte moduler som led i en efteruddannelse frem for at tage en hel diplomuddannelse. Desuden var det en pointe at relativt få deltagere var blevet opfordret til at starte på en diplomuddannelse af deres arbejdsgiver. Dette kan skyldes at arbejdsgiverne ikke finder det relevant at medarbejderne tager en hel diplomuddannelse, eller at de har svært ved at overskue udbuddet af diplomuddannelserne. Det kan også indikere at diplomuddannelserne er for ressourcekrævende – eller helt andre faktorer. Motivationen for at sætte en evaluering af diplomuddannelserne i gang er blandt andet ønsket om at undersøge baggrunden for konklusionerne i CVU’ernes diplomuddannelser.
En anden begrundelse for evalueringen af diplomuddannelserne er at Trepartsudvalget, som består af repræsentanter fra regeringen og arbejdsmarkedets parter, i deres rapport Livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet anbefaler at indsatsen på voksen- og efteruddannelsesområdet styrkes. Trepartsudvalget konkluderer blandt andet at der mangler et rådgivnings- og vejledningssystem som kan gøre udbuddet overskueligt for både deltagerne og virksomhederne. Det peger også på at udbuddet af VVU og diplomuddannelser skal styrkes og i højere grad tilpasses arbejdsmarkedets behov for kompetenceudvikling. Uddannelserne bør desuden målrettes og udmøntes mere fleksibelt således at uddannelserne kan spille bedre sammen med og supplere den læring der finder sted på arbejdspladsen.
Formål
Formålet med evalueringen er først og fremmest at vurdere hvordan og i hvilken grad diplomuddannelserne opfylder de krav til diplomuddannelserne som er defineret i VFV-loven. Der er med andre ord tale om en systemevaluering der undersøger om rammerne for at udbyde diplomuddannelse er hensigtsmæssige, og om diplomuddannelserne som uddannelsestype møder arbejdsmarkedets behov for efter- og videreuddannelse for voksne.
Det betyder at evalueringen vil søge svar på følgende spørgsmål:
- Hvad gør udbyderne for at sikre at diplomuddannelserne gennemføres på et niveau der svarer til MVU-niveau?
- Hvad gør udbyderne for at sikre at der er progression i voksen- og efteruddannelsessystemet så diplomuddannelserne bygger oven på en KVU eller VVU og kvalificerer til masteruddannelse?
- Hvad gør udbyderne for at sikre at diplomuddannelserne rettes mod deltagernes erhvervsmæssige behov og inddrager deltagernes erhvervserfaringer?
- Hvordan tilrettelægges diplomuddannelserne så deltagerne har mulighed for at kombi-nere uddannelse med tilknytning til arbejdsmarkedet?
Dernæst skal evalueringen undersøge en række faktorer som forundersøgelsen har vist kan påvirke diplomuddannelsernes evne til at opfylde kravene i VFV-loven. Det drejer sig om opdelingen af diplomuddannelser i moduler og valg af moduler (modulisering), udbudssy-stemet og kvalitetssikring. Evalueringen vil således søge svar på følgende spørgsmål:
- Hvordan påvirker moduliseringen mulighederne for at sikre dels progression i uddan-nelserne, dels uddannelsernes niveau i forhold til beskrivelserne i den danske kvalifikationsnøgle?
- Hvordan møder udbuddet af diplomuddannelser aftagernes behov, og er udbuddet gennemsigtigt?
- Hvordan fører Undervisningsministeriets tilsyn med diplomuddannelserne, hvordan er vilkårene for eksamen, og hvordan er udbydernes interne kvalitetssikring?
Evalueringsområde
Ifølge Undervisningsministeriets opgørelse findes der 103 forskellige diplomuddannelser, og dermed har evalueringen et meget komplekst genstandsfelt. Da evalueringen er en systemevaluering, afgrænses fokus til diplomuddannelse som uddannelsestype og diplomuddannelse som en del af systemet for voksnes videreuddannelse. Evalueringen beskæftiger sig derimod ikke med uddannelsesnære temaer som fx vurdering af indholdet af modulerne og det faglige niveau.
Forundersøgelsen til evalueringen viste at de forskellige fagområder inden for diplomuddannelserne er opbygget forskelligt, og at de henvender sig til meget forskellige modtagergrupper. Det betyder at de har forskellige vilkår for at drive diplomuddannelse, og dermed møder diplomuddannelserne forskellige udfordringer i forhold til at opfylde kravene i VFV-loven.
Evalueringen skal netop undersøge hvordan forskelle i fx modulisering, udbud og kvalitetssikring påvirker uddannelsernes evne til at opfylde kravene i VFV-loven. Derfor vil evalueringen fokusere på to uddannelsesområder, nemlig på de sundhedsfaglige diplomuddannelser og de pædagogiske diplomuddannelser inden for pædagogik, didaktik og social inklusion. Ved at fokusere på to uddannelsesområder frem for på et repræsentativt udsnit af alle uddannelser bliver det muligt at opnå en mere detaljeret viden om diplomuddannelserne som system.
Evalueringens organisering
EVA nedsætter en ekstern evalueringsgruppe der består af faglige eksperter på området. Evalueringsgruppen er ansvarlig for evalueringens vurderinger og anbefalinger.
Evalueringsgruppen, der er på fire-fem personer, dækker samlet set følgende kvalifikationer og kompetencer:
- erfaring med planlægning og udbud af efter- og videreuddannelse
- erfaring med institutioners/virksomheders efter- og videreuddannelse og kompetenceudvikling
- indsigt i tilsyn og kvalitetssikring af efter- og videreuddannelse
- viden om efter- og videreuddannelse i en nordisk sammenhængforskningsbaseret
- viden om tilrettelæggelse af undervisning for voksne med særligt henblik på fleksibel undervisning.
I udvælgelsen lægges der vægt på at der er repræsentanter fra både det sundhedsfaglige og det pædagogiske område.
EVA’s projektgruppe skal sikre at der i evalueringen anvendes hensigtsmæssige og pålidelige metoder i overensstemmelse med evalueringens formål. Den har desuden det praktiske ansvar for evalueringen. Projektgruppen yder sekretariatsbistand til evalueringsgruppen og udarbejder en rapport om evalueringen.
Dokumentation og metode
Evalueringen vil være kriteriebaseret. Kriterierne tager udgangspunkt i VFV-loven, og de udtrykker de faglige forventninger til hvordan diplomuddannelserne bør opfylde kravene i VFV-loven. Brugen af kriterier skaber større åbenhed og gennemsigtighed i evalueringen fordi vurderingsgrundlaget dermed bliver eksplicit.
Evalueringen baserer sig på følgende dokumentationskilder:
- Selvevaluering: EVA udvælger 10 CVU’er (se nærmere om udvælgelse af institutioner i bilag 1) som udbyder sundhedsfaglige og pædagogiske diplomuddannelser. De skal udarbejde en kort selvevalueringsrapport som beskriver og analyserer hvordan og i hvil-ken grad diplomuddannelserne opfylder kravene i VFV-loven, og hvordan de vurderer at blandt andet udbuddet, tilsyn/kvalitetssikring og modulisering har indflydelse herpå.
- Seminar: Evalueringsgruppen og projektgruppen fra EVA afholder et seminar for de selvevaluerende institutioner. Seminaret tager udgangspunkt i selvevalueringsrapporterne og sigter mod en fremadrettet drøftelse af erfaringer med og vurderinger af diplomuddannelserne. Seminaret udgør en selvstændig del af evalueringens dokumentationsmateriale og skal herudover underbygge og perspektivere det øvrige dokumentationsmateriale.
- Fokusgruppeundersøgelse: Der gennemføres en fokusgruppeundersøgelser blandt tre informantgrupper:
- Aftagere fra henholdsvis sundhedsområdet og det pædagogiske område. Formålet er blandt andet at indhente aftagernes vurdering af gennemsigtigheden i udbuddet af diplomuddannelser, af niveauet og relevansen af diplomuddannelser i forhold til arbejdsmarkedets behov.
- Censorkorpset for henholdsvis sundhedsområdet og det pædagogiske område. Formålet er bl.a. at indhente censorernes vurdering af niveauet af diplomuddannelserne, modulisering og deres rolle i kvalitetssikringen af uddannelserne.
- Dimittender fra sundhedsområdet og det pædagogiske område. Der inddrages både dimittender med en hel diplomuddannelse og med enkeltmoduler. Formålet er bl.a. at indhente dimittendernes vurdering af relevansen af diplomuddannelserne og effekten i forhold til deres arbejde.
- Redegørelse: Undervisningsministeriet udarbejder en redegørelse der beskriver deres tilsynsrolle samt fastlæggelsen af udbuddet og af rammerne for diplomuddannelserne.
Desuden vil evalueringen inddrage undersøgelsen blandt studenter eller dimittender som blev gennemført i forbindelse med videnscenterprojektet CVU’ernes diplomuddannelser.
Høring
Evalueringsrapporten sendes til høring på de institutioner der har deltaget i evalueringen, og til Undervisningsministeriet. Formålet med høringen er at give deltagerne mulighed for at rette faktuelle fejl og kommentere evalueringens forløb, metode og resultater. Efter høringen offentliggør EVA den endelige rapport med evalueringsgruppens vurderinger og anbefalinger.
Formidling
EVA udarbejder en rapport om projektet der offentliggøres trykt og elektronisk. Desuden vil vi sigte mod at afholde en fælles konference for de tre evalueringer på voksen- og efteruddannelsesområdet (GVU, AMU og diplomuddannelserne) som gennemføres i løbet af 2007.



