Undersøgelse af arbejdet med elevplaner
Baggrund
I 1993 fik folkeskoleloven bestemmelsen om den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen. Samtidig fik skolen pligt til at sikre at undervisningen tilrettelægges så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. I løbet af 2004-2005 pegede en række undersøgelser og evalueringer på at der er behov for en styrket brug af evaluering i den danske folkeskole, og at skolernes praksis for undervisningsdifferentiering og for løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen er præget af usikkerhed. Dette skal ses i sammenhæng med en lovgivning der beskrev at disse opgaver skulle varetages af skolen, men ikke hvordan det skulle foregå. På den baggrund er der som led i en række ændringer i folkeskoleloven i 2006 indført et krav om at alle elever på alle folkeskolens klassetrin skal have en skriftlig elevplan. Af bekendtgørelsen fremgår det at formålet med elevplanerne er:
”… at styrke grundlaget for undervisningens planlægning og tilrettelæggelse, jf. lovens § 18, og derigennem forbedre udbyttet af undervisningen for den enkelte elev” (§ 2).
”… at styrke den løbende evaluering af elevens udbytte af undervisningen jf. lovens § 13, stk. 2 ”(§ 2, stk. 2).
”… at styrke samarbejdet mellem skole og hjem” og endvidere bidrage til ”at kvalificere drøftelsen af, hvordan der fremadrettet kan støttes op om undervisningen af eleven fra både skoles og forældres side” (§ 2, stk. 3).
Af folkeskoleloven fremgår det desuden at lærer og elev løbende skal samarbejde ”om fastsættelse af de mål, der søges opfyldt” (§ 18 stk. 4). Således stilles der krav til at eleven medvirker aktivt i den løbende evaluering og derigennem bliver bevidst om og medansvarlig for sin egen læring.
Undersøgelsens formål
Formandskabet for Skolerådet har bedt EVA om at gennemføre en forundersøgelse af elevplaner i 2007. Den igangværende forundersøgelse dækker seks danske skoler der alle har erfaringer med arbejdet med elevplaner fra før det blev et krav i loven. Forundersøgelsen skal danne udgangspunkt for den undersøgelse som beskrives her ved at indkredse nogle af de muligheder og udfordringer der er i arbejdet med elevplaner. Denne undersøgelse skal nationalt afdække centrale problematikker og udfordringer for arbejdet med elevplaner.
Formålet med undersøgelsen er - på baggrund af forundersøgelsen i 2007 - at belyse om skolernes arbejde med elevplaner har betydet ændringer i skolernes praksis. Mere konkret skal undersøgelsen afdække:
Fører arbejdet med elevplaner til en øget grad af undervisningsdifferentiering i lærernes praksis?
Udgør elevplanerne et redskab til løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen?
Styrker arbejdet med elevplanerne skole-hjem-samarbejdet, og sikres det at forældrene i højere grad bliver informeret og delagtiggjort i forhold som elevernes læring og udvikling?
Virker elevplanerne motiverende og udviklende for eleverne, og bliver de i større grad inddraget i fastsættelse af egne læringsmål og mål for undervisningen?
Endvidere er det formålet at identificere og videreformidle gode eksempler på hvordan arbejdet med elevplaner kan fungere.
