Evaluering af projektet Mangfoldighed i dagtilbud
Projektelementer
Projektets væsentligste elementer er oprettelsen af såkaldte sprogpladser for tosprogede i institutioner med mange etniske danske børn (A) og tildeling af ekstra ressourcer til en interkulturel pædagogisk indsats i daginstitutioner med mange tosprogede for derigennem at tiltrække etnisk danske børn (B).
Fokus
Evalueringen belyser fem overordnede spørgsmål:
- Har Mangfoldighed i Dagtilbuds modeller med at tilbyde sprogpladser i en type daginstitutioner (A) og tilbyde en særlig mangfoldig børnegruppe og interkulturel pædagogik i en anden type daginstitutioner (B) ført til en ændret fordeling af børnene i daginstitutionerne?
- Har de kommunikationstiltag der er gennemført som led i Mangfoldighed i Dagtilbud haft indflydelse på forældrenes valg af dagtilbud?
- Har modellerne (A) og (B) styrket den gensidige integration børnene imellem, dvs. oplever ansatte og forældre i berørte institutioner at den gensidige integration børnene imellem er styrket i projektperioden?
- Har modellerne (A) og (B) styrket minoritetsbørnenes sproglige udvikling?
- Har modellerne (A) og (B) haft indflydelse på forældrenes skolevalg?
Design
Evalueringen bygger på registeranalyse, spørgeskemaundersøgelser og fokusgruppeinterview med forældre og ansatte i de involverede institutioner.




