Projektbeskrivelse
Baggrund for undersøgelsen
Folkeskolen undergår konstant justeringer, og kravene til skolernes ansvar, opgaver og kompetencer skærpes og ændres. Mange skoler anvender i dag særlige ressourcepersoner som led i at imødekomme disse krav. Det er lærere som har en specialviden om et afgrænset felt, fx læsevejledere, tosprogslærere, AKT-lærere (Adfærd, Kontakt og Trivsel) og pædagogiske it-vejledere. Ressourcepersonerne anvendes for at sikre at de nødvendige kompetencer er til stede på skolerne til at kvalificere arbejdet inden for det givne område.
De særlige ressourcepersoner kan varetage deres opgave på flere måder. De kan have en kapacitetsopbyggende funktion på skolen hvor de målrettet arbejder med at styrke lærerkorpsets kompetencer inden for det særlige felt. De kan også have den funktion at anvise konkrete løsninger på problemer med fx en elevs adfærd, læseudvikling eller sproglige udvikling. Her kan ressourcepersonen vejlede den enkelte lærer om undervisningens planlægning og tilrettelæggelse. Det kan også indebære at den særlige ressourceperson selv underviser eleven uden for elevens klasse.
Der synes dog at være forhold på skolerne som betyder at de ikke altid udnytter ressourcepersonernes kompetencer optimalt. Satsningen på ressourcepersoner hviler fx ofte på en forestilling om at ressourcepersonernes viden forplanter sig til skolens øvrige lærere gennem videndeling. Om og hvordan dette sker, kan handle om hvilken kultur der er etableret for videndelingen mellem kollegaer. Lærere og ledere på tværs af EVA’s evalueringer peger således på at det ofte kan være ømtåleligt for lærerkollegaer at give og modtage vejledning. Hvis det er tilfældet, vil ressourcepersonerne ikke kunne fungere efter hensigten.
Det er desuden forskelligt hvordan skolernes organisering støtter op om anvendelsen af ressourcepersoner, herunder hvilke procedurer der er for at inddrage ressourcepersonerne. Fx indgår ressourcepersoner på nogle skoler systematisk i møder med klasse- eller fagteamene. På andre skoler bliver ressourcepersonerne kun inddraget når de enkelte lærere selv anmoder om det. Ressourcepersonerne kan også have forskellige roller i forhold til ledelsen. Nogle skoleledere kan vælge at anvende ressourcepersonernes viden i spørgsmål hvor ressourcepersonerne har en særlig indsigt, mens andre ikke anvender ressourcepersonerne. På nogle skoler har ressourcepersonerne desuden reelt fået uddelegeret ledelsesopgaver, men uden at have formel ledelses- og beslutningskompetence.
For at ressourcepersonernes indsigt bliver ved med at være relevant for resten af skolen, må de selv vedligeholde og udbygge deres viden og fx holde sig underrettet om nye forskningsresultater. Men det kan være forskelligt hvor vigtig de selv synes denne ajourføring er, og hvordan skolen og kommunen prioriterer den.
Formålet med undersøgelsen
Undersøgelsen skal belyse hvilke roller de særlige ressourcepersoner har, fx i forhold til at opkvalificere lærere og styrke deres planlægning og tilrettelæggelse af undervisningen. Undersøgelsen vil bl.a. identificere faktorer der har betydning for ressourcepersonernes muligheder for at virke.
Undersøgelsen vil give svar på følgende spørgsmål:
- Hvilke opgaver og funktioner har ressourcepersonerne?
- Hvordan er ressourcepersonerne placeret i skolens organisation, hvordan samarbejder de med ledelsen, hvordan de varetager eventuelle ledelsesopgaver som de har fået uddelegeret og i hvilke fora kommer ressourcepersonernes viden i spil? Hvilke organisatoriske forhold bevirker at ressourcepersonerne kan fungere efter hensigten?
- Hvordan bliver ressourcepersonernes viden opfattet og anvendt af skolens andre lærere? Hvilke forhold styrker lærernes tilbøjelighed til at anvende ressourcepersonerne?
- Hvordan opdaterer ressourcepersonerne sig om nye og relevante forskningsresultater? Hvordan bliver den nye viden anvendt på skolerne?
Definition af særlige ressourcepersoner
I undersøgelsen anvendes begrebet ”særlige ressourcepersoner” som en samlebetegnelse for de termer kommuner og skoler anvender, fx ”vejledere” og ”faglige fyrtårne”.
Med betegnelsen mener vi personer som skoler trækker på til at rådgive og vejlede skolernes lærere inden for det område hvor ressourcepersonerne har en særlig faglig indsigt. De særlige ressourcepersoner har ofte en efteruddannelse i det område de vejleder om. Ressourcepersonerne kan enten være lærere ansat på skolen eller eksternt tilknyttede personer.
Formidling af undersøgelsen
Resultaterne af undersøgelsen vil blive fremstillet i en rapport og en folder. Rapporten vil indeholde undersøgelsens analyser og konklusioner. Folderen vil formidle de centrale pointer fra undersøgelsen i en kort, overskuelig og lettilgængelig form og vil blive sendt ud til alle landets folkeskoler.
Undersøgelsens design og metode
Undersøgelsen vil bygge på:
- Desk research
- Casestudier på otte udvalgte skoler
- En repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt landets skoler.
Desk research
Som en integreret del af undersøgelsen vil der indgå desk research. Formålet er at få mere grundlæggende viden om området, fx ved at læse faglitteratur om læring og organisation og ved at undersøge EVA’s tidligere evalueringsresultater på området. Desuden indeholder desk researchen en læsning af udvalgte kommunernes kvalitetsrapporter og deres beskrivelser af indsatsområder og særlige ressourcepersoner, skriftligt materiale fra udvalgte skoler o.l.
Casestudier på otte udvalgte skoler
Undersøgelsen vil primært bygge på resultaterne af casestudier på otte skoler. Skolerne udvælges så de er geografisk spredt og af forskellig størrelse. Desuden skal skolerne have mindst en særlig ressourceperson, og nogle af skolerne skal have flere.
I hver case vil der indgå interview med fire grupper. Det overordnede formål med interviewene er at få nuancerede beskrivelser af gruppernes forventninger til og erfaringer med de særlige ressourcepersoner på skolerne og den videnformidling som er deres opgave. De enkelte interviewgrupper beskrives nedenfor.
Enkeltinterview med de særlige ressourcepersoner
Vi vil gennemføre enkeltinterview med den eller de særlige ressourcepersoner der er på hver skole. Det er valgt at ressourcepersonerne skal interviewes enkeltvis for at sikre et nuanceret kendskab til alle ressourcepersonernes oplevelser og vurderinger.
Interviewene skal bl.a. give indsigt i ressourcepersonernes erfaringer med og vurdering af:
- deres egen rolle
- skolens organisering i forhold til ressourcepersonerne
- deres samarbejde med ledelsen
- de andre læreres anvendelse af ressourcepersonerne
- hvordan ressourcepersonernes viden bliver anvendt og diskuteret på skolen
- ressourcepersonernes anvendelse af faglige netværk og ajourføring med forskningsresultater.
Gruppeinterview med andre lærere
Vi vil gennemføre et gruppeinterview med udvalgte andre lærere fra hver skole. Formålet med at interviewe skolens andre lærere er at få et indblik i deres forventninger til, syn på og måder at bruge de særlige ressourcepersoner. Desuden skal interviewene belyse i hvilke fora lærerne arbejder med den viden de har fået af de særlige ressourcepersoner. Vi har valgt gruppeinterviewet som metode fordi det give en særlig dynamik hvor lærerne kan inspirere hinanden i deres refleksioner.
I gruppeinterviewet vil indgå 6-8 lærere. Lærerne skal repræsentere forskellige afdelinger eller årgange, og de skal være uddannet på forskellige tidspunkter så der både er nye og gamle lærere i interviewgruppen. Desuden skal lærerne som udgangspunkt repræsentere forskellige fag. Dog kan der gøres en undtagelse hvis skolens særlige ressourceperson er særligt rettet mod et fag. Her vil det være mest relevant at interviewe faglærerne.
Interview med skoleledelser
Vi vil interviewe ledelsen på hver enkelt skole. Formålet med at interviewe hver enkelt skoles ledelse er at få indblik i deres strategi for, syn på og måder at anvende skolens særlige ressourcepersoner. Samtidig skal interviewene være med til at klarlægge skolens organisering af de særlige ressourcepersoners funktion og i hvilke fora ressourcepersonernes viden kommer i spil. Endelig skal interviewene anvendes til at få skoleledelsernes særlige indsigt i de særlige ressourcepersoners arbejdsopgaver og de andre læreres måder at anvende ressourcepersonerne.
Gruppeinterview med kommunale repræsentanter
I hver kommune vil vi interviewe kommunale repræsentanter i form af skolechefer og pædagogiske konsulenter, fx tosprogskonsulenter og læsekonsulenter. Formålet med at interviewe kommunale repræsentanter er at få indblik i kommunernes strategi i forhold til indsatsområder og anvendelse af særlige ressourcepersoner, bl.a. hvilke tiltag kommunerne vurderer, er nødvendige for at sikre den ønskede videndeling blandt lærerne. Desuden er formålet med interviewene at få eventuelle kommunale koordinatorer for faglige netværk til at beskrive og vurdere hvordan netværkene fungerer i forhold til at støtte og udvikle de enkelte ressourcepersoners kompetencer.
Faktaark fra skoleledelser
Som grundlag for interviewene skal hver skoleledelse skriftligt besvare et faktaark der skal sikre at vi får præcise oplysninger om faktuelle forhold. Faktaarket vil indeholde en række faktuelle spørgsmål om de særlige ressourcepersoners funktioner, fx de funktioner ressourcepersonen varetager, det timetal der er afsat, og den organisering ressourcepersonen indgår i.
Skema til arbejdstidsregistrering og overvejelser
De særlige ressourcepersoner skal inden interviewene udfylde et skema hvor de over en 14 dages periode registrerer hvordan de bruger deres tid på skolen, bl.a. hvornår de giver vejledning, til hvem, om hvilke emner, og i hvilke fora. Desuden bliver de efterfølgende selv bedt om skriftligt at kommentere og vurdere deres anvendelse af tiden.
Dette skema er en struktureret måde at klarlægge de særlige ressourcepersoners vejledningsopgaver på. Hvis ressourcepersonerne blot bliver spurgt om deres vejledningsopgaver i et interview, kan der være risiko for at de vil glemme detaljer i hverdagen, fx de gange de har indtrådt i vejlederrollen over frokosten på lærerværelset. Den strukturerede opgørelse skal derfor sikre et fuldstændigt billede af arbejdsopgaverne som vil blive anvendt i interviewene med de særlige ressourcepersoner. Ressourcepersonernes egen vurdering af deres tidsregistrering skal bl.a. give indsigt i hvordan de selv opfatter deres rolle. Stemmer deres opfattelser af egne funktioner fx overens med den tid de reelt anvender på opgaverne?
Repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt skoleledere
I undersøgelsen vil indgå en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt skoleledere. Formålet med undersøgelsen er dels at få et overblik over de særlige ressourcepersoner i folkeskolen, bl.a. hvilke typer af lærere de er (uddannelsestidspunkt, fag, køn, typer af efteruddannelse osv.), dels at få et overblik over hvor mange timer der er afsat til deres arbejde, og hvilke procedurer der er for anvendelsen af ressourcepersonerne, fx om der er faste møder mellem ressourcepersonerne og henholdsvis leder og lærere. Et repræsentativt udvalg af skoleledere vil modtage et kort spørgeskema om skolens ressourcepersoner.
Følgegruppe med organisatorisk indsigt
Til projektet knyttes en følgegruppe på tre personer. Gruppen skal samlet set have erfaring med forskning i organisation og et indgående kendskab til folkeskolen. Gruppens opgave er at give en indledende faglig sparring på projektet og undersøgelsesdesignet og senere en faglig sparring på rapporten og dens analyser og konklusioner.
Tidsplan for undersøgelsen
-
Januar 2009: Udvælgelse af skoler
-
Maj – juni 2009: Gennemførelse af caseundersøgelser og spørgeskemaundersøgelse
-
Juni – september 2009: Analyse og afrapportering
-
Oktober 2009: Rapporten i høring hos de skoler der deltager i undersøgelsen
-
December 2009: Rapporten offentliggøres.
