Projektbeskrivelse

Her finder du projektbeskrivelsen for evalueringen af pilotforløb af talentudviklingskursus.

Partnerskab for ledelse har i samarbejde med konsulentfirmaet Resonans udviklet et kursus for lærere på de selvejende uddannelsesinstitutioner. Kurset skal dels introducere deltagerne til en række ledelsesværktøjer og -problemstillinger, dels fungere som personligt afklaringsforløb hvor deltagerne får lejlighed til at overveje om de er interesseret i at forfølge en ledelsesvej i deres videre karriere.

Baggrund

I pilotforløbet afvikles to kurser som hver er struktureret som to gange to dages internat for ca. 24 deltagere. Deltagerne til pilotforløbet rekrutteres primært via lederforeningerne. Efter pilotforløbet færdigudvikles kurset, og herefter udbydes opgaven med at gennemføre en række kurser i licitation.

Partnerskab for ledelse har bedt Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om at evaluere pilotforløbet. Formålet med evalueringen er at identificere eventuelle problemer og udviklingsmuligheder med henblik på at justere forløbet inden det udbydes i licitation.

Overvejelser om evalueringen

Danmarks Evalueringsinstitut vurderer at der er en række udfordringer ved den foreliggende evalueringsopgave som et evalueringsdesign bør tage højde for.

For det første vil deltagerne i pilotforløbet med ret stor sandsynlighed være særdeles tilfredse umiddelbart efter afslutningen. Det skyldes blandt andet at det første hold formentlig vil bestå af de mest velmotiverede lærere, og at der generelt kan forventes en høj grad af tilfredshed med kurser hvor deltagerne får sat fokus på deres personlige udvikling.

EVA foreslår derfor at evalueringen ikke udelukkende tilrettelægges som en traditionel tilfredshedsmåling, men at den derimod tager udgangspunkt i en vurdering af deltagernes læringsudbytte i forhold til de på forhånd definerede læringsmål.

En anden udfordring er at antallet af deltagere i pilotforløbet er begrænset til ca. 48 deltagere, hvilket i praksis gør det irrelevant at forsøge at basere evalueringen på kvantitative metoder, fx spørgeskemaundersøgelser.

EVA foreslår derfor at dataindsamlingen udelukkende benytter kvalitative metoder såsom interview og fokusgrupper.

Endelig er det en udfordring at talentudviklingskurset indgår i en organisatorisk sammenhæng på de institutioner som de deltagende lærere kommer fra. Det betyder at evalueringen ikke kun kan bygge på deltagernes vurderinger af forløbet, men også må forsøge at indfange overvejelser blandt deres ledere om kursets relevans og funktion samt ledernes vurdering af udbyttet.

EVA foreslå derfor at lederne fra de involverede uddannelsesinstitutioner også inddrages som informanter i evalueringen.

Samlet set vil evalueringen forsøge at vurdere kurset ud fra følgende tre dimensioner:

  • Motivation/rolle: Hvilken motivation har deltagere og ledere for at benytte kursustilbud-det? Hvilken rolle spiller kurset for henholdsvis ledere og deltagere
  • Læringsudbytte: Hvordan vurderer både deltagere, ledere og undervisere udbyttet af kurset i forhold til forventningerne og de opstillede læringsmål?
  • Tilfredshed: I hvilken grad oplever deltagere, ledere og undervisere kursusstrukturen (2x2 dages internat) som hensigtsmæssig? Hvordan vurderer de balancen mellem de forskellige undervisningselementer og temaer? Hvordan vurderer de de fysiske rammer for kurset?

Evalueringsdesign

EVA foreslår et evalueringsdesign sammensat af tre hovedaktiviteter:

  • Fokusgruppeinterview med kursusdeltagere: EVA gennemfører en fokusgruppe af ca. 2½ times varighed med 10-12 deltagere. Til interviewet forberedes en spørgeramme som omfatter alle tre dimensioner nævnt ovenfor. EVA stiller lokaler til rådighed for interviewet. Partnerskab for ledelse står for indkaldelse af deltagere til fokusgruppen.
  • Telefoninterview med ledere: EVA gennemfører telefoniske interview med 3-4 ledere fra deltagernes institutioner. Interviewene gennemføres ud fra en spørgeramme som vil fokusere på motivation/rolle og læringsudbytte. EVA udvælger lederne ud fra oplysninger om deltagernes arbejdssteder.
  • Interview med undervisere: EVA gennemfører gruppe- eller telefoninterview med de vigtigste undervisere på pilotforløbet. Spørgerammen til interviewet vil primært tage udgangspunkt i læringsudbytte og spørgsmål i relation til tilfredshed, fx kursusstruktur og fysiske rammer.

EVA udarbejder et kortfattet notat på ca. 5 sider som redegør for evalueringens hovedkon-klusioner og centrale pointer fra dataindsamlingen. Notatet sendes til kommentering for faktuelle fejl og misforståelser hos den projektansvarlige i Partnerskab for ledelse inden færdiggørelsen. Notatet vil være beskrivende og analyserende i sin karakter og pege på mulige udviklingsbehov.

Projektleder
Rikke Kirkeskov Sørup
Souschef
Tlf. + 45 35 25 46 57
E-mail
Hent udgivelse
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion