Projektbeskrivelse for statistisk analyse
2. juni 2006 indgik et folketingsflertal bestående af regeringen (Venstre og Konservative), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre et forlig om reform af læreruddannelsen. Som en del af forliget skulle der nedsættes en faglig følgegruppe til at følge og evaluere lovens virkninger. I følgegruppens evalueringsprogram indgår frafald fordi dette kan have en negativ virkning på lovens målsætning om at sikre en høj linjefags-dækning i folkeskolen.
Undervisningsministeriet har bedt Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om at iværksætte en række undersøgelser og analyser af frafaldet på den nye læreruddannelse. Denne projekt-beskrivelses emne er gennemførelsen af statistiske analyser af årsagerne til frafald blandt studerende på årgang 2009.
Projektets formål
Projektet skal gennemføre statistiske analyser af de studerendes frafaldsmønster med henblik på:
-
At identificere årsagsforklaringer på de studerendes afbrydelse af læreruddannelsen
-
At afdække om den nye læreruddannelse har haft en effekt i forhold til at begrænse frafaldet.
Formålet søges opfyldt på baggrund af data indsamlet via projektet om etablering af en profil for årgang 2009 og særskilt dataindsamling, jf. nedenfor.
Projektets aktiviteter
Projektet består af tre hovedaktiviteter:
- Supplering af tidligere statistiske data med oplysninger om evt. frafaldstidspunkt
- Opstilling af en statistisk model og gennemførelse af analyse
- Etablering af en matchinggruppe og gennemførelse af effektanalyse.
De enkelte aktiviteter beskrives mere detaljeret nedenfor.
Supplering af tidligere statistiske data med oplysninger om evt. frafaldstidspunkt
I det sideløbende projekt om gennemførelse af en spørgeskemaundersøgelse blandt frafaldne studerende indsamler EVA løbende oplysninger om hvem der falder fra læreruddannelsen på årgang 2009. Det kan vise sig nødvendigt at supplere disse oplysninger med en datakørsel via Danmarks Statistik for at få et fuldstændigt datasæt der viser hvilke studerende der er faldet fra og hvornår i studiet dette er sket. Der må som regel påregnes en forsinkelse på minimum otte måneder før Danmarks Statistik kan stille denne type data til rådighed.
Opstilling af en statistisk model og gennemførelse af analyse
Den statistiske analyse af årsagerne til frafaldet er baseret på registeroplysninger, de nystartede studerendes besvarelser af et spørgeskema umiddelbart efter studiestart og de netop nævnte oplysninger om evt. frafald. Desuden vil data på institutionsniveau blive anvendt til at nuancere resultaterne fra de statistiske modeller.
De statistiske analyser (regressionsmodeller) bør gennemføres sent i arbejdsprogrammet for følgegruppen for den nye læreruddannelse for at sikre at så mange data om konstateret frafald som muligt kan indgå i analysearbejdet. Via analyserne undersøges det hvilke faktorer der kan forklare at studerende falder fra, herunder om der er forskel på hvilke faktorer der forklarer frafald på forskellige tidspunkter i studiet.
Etablering af en matchinggruppe og gennemførelse af effektanalyse
EVA gennemfører en statistisk effektanalyse ved hjælp af en såkaldt matchingmetode. Til brug for effektanalysen etablerer EVA ad statistisk vej en kontrolgruppe fra en tidligere årgang der med hensyn til en række centrale karakteristika ”matcher” et udsnit af årgang 2009. Kontrolgruppen forventes rent statistisk at have samme sandsynlighed for at gennemføre læreruddannelsen som et udsnit af de studerende fra årgang 2009.
Effektanalysen forsøger at isolere den nye læreruddannelses effekt på frafaldet ved at sammenligne med det nøje udvalgte udsnit af studerende fra en årgang under den gamle studieordning.
Da det ikke er muligt at gennemføre en sammenlignelig survey blandt studerende fra tidligere årgange, vil effektanalysen udelukkende være baseret på registeroplysninger og altså ikke inddrage oplysninger fra spørgeskemaundersøgelsen blandt de nyoptagne studerende. Desuden forudsætter analysen at der indsamles tilsvarende registeroplysninger om de studerende fra den tidligere årgang, herunder oplys-ninger om frafald.
Da de to grupper i andre henseender ligner hinanden, vil vi i analysen gå ud fra at forskelle i frafaldsmønstre kan tilskrives ændringerne i den nye læreruddannelse. Denne antagelse er helt grundlæggende i en effektanalyse, men antagelsen kan naturligvis problematiseres ud fra flere vinkler. Fx kan man sætte spørgsmålstegn ved om kontrolgruppen faktisk er fuldt sammenlignelig med gruppen af studerende der gennemfører efter den nye ordning.
Dette kan man i vid udstrækning tage højde for gennem en omhyggelig udvælgelsesprocedure. Vigtigere er det derfor at andre forhold end en ny læreruddannelse kan være årsag til at de studerende ændrer frafaldsmønster. Et evt. mindre frafald blandt årgang 2009 kunne fx tilskrives finanskrisen og de ændrede betingelser på arbejdsmarkedet i højere grad end den ny læreruddannelse. Dette argument kan ikke imødegås ad metodisk vej, men evt. ved at undersøge om der i samme periode er en generel tendens til mindre frafald på professionsbacheloruddannelserne.
Afrapportering
EVA udarbejder som afslutning på projektet et notat eller en kortfattet rapport der sam-menfatter undersøgelsens resultater på en formidlingsvenlig måde. Notatet eller rapporten vil overvejende have beskrivende og analyserende karakter uden vurderinger og anbefalin-ger. Afrapportering kan evt. integreres med afrapporteringen af det sideløbende projekt om en spørgeskemaundersøgelse blandt frafaldne studerende.
Hvis der på et senere tidspunkt viser sig behov for andre former for afrapportering, fx en status på frafaldet allerede efter 1. studieår, udarbejder EVA gerne supplerende notater el-ler rapporter mod betaling af de ekstraudgifter der vil være forbundet hermed.
Analyserne i dette projekt bør gennemføres så sent som muligt i forhold til arbejdspro-grammet for følgegruppen for den nye læreruddannelse for at få flest mulige oplysninger om det løbende frafald med i analysegrundlaget. Samtidig bør følgegruppen have en realistisk mulighed for at forholde sig til resultaterne inden den afslutter sit arbejde.
EVA foreslår at projektet så vidt muligt afgrænses til at omfatte det frafald der finder sted blandt de studerende på årgang 2009 i løbet af 1. og 2. studieår og 3. studieår indtil 31. december 2011. Inden for projektperioden er det via Danmarks Statistiks registre muligt at skaffe frafaldsdata til og med 1. oktober 2011. Frafaldsdata for de sidste tre måneder af 2011 må derfor skaffes ad anden vej, hvis muligt evt. ved direkte henvendelse til institutionerne. Den optimale fremgangsmåde herfor søges fastlagt efter projektets start.
Afrapportering Oktober 2012 November 2012
