Evaluering af grundforløbspakker
Handlinger tilknyttet webside
I 2009 gennemfører Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af grundforløbspakker på grundforløbene på de erhvervsfaglige uddannelser. Denne projektbeskrivelse gør rede for undersøgelsens baggrund, formål, metode og formidling.
1. Baggrund for evalueringen
Siden vedtagelsen af erhvervsuddannelsesreform 2000 har det været et centralt princip at uddannelsesforløbene på erhvervsuddannelserne skal bygge på en personlig uddannelsesplan og være individuelt tilpasset den enkelte elev. Dette princip om individuelle uddannelser stiller store krav til eleverne om at tage ansvar for egen læring og træffe en lang række valg undervejs i deres uddannelse. Debatten om erhvervsuddannelserne peger på at nogle elever har svært ved at overskue valgsituationerne på uddannelserne og derfor oplever uddannelserne som fragmenterede. Desuden viser undersøgelser at de meget individuelle forløb kan medvirke til at nogle elever føler et manglende socialt tilhørsforhold. Begge dele kan være medvirkende årsager til at eleverne ikke gennemfører den uddannelse de har påbegyndt.
Rapporten fra Udvalget til fremtidssikring af erhvervsuddannelserne fra 2006 anbefaler at erhvervsskolerne tilrettelægger og udbyder længere strukturerede grundforløb for fx uafklarede elever og elever med svage forudgående kvalifikationer. Det kan være særlige forløb for elever som har brug for mere stabile sociale rammer om undervisningen, herunder mere fast strukturerede forløb der rummer færre valgsituationer. Rapporten anbefaler desuden at sådanne særligt tilrettelagte grundforløb også retter sig mod elever af anden etnisk baggrund end dansk der har brug for undervisning i dansk sprog-, kultur- og samfundsforståelse for bedre at kunne tilegne sig fagsproget på den pågældende uddannelse.
Siden 1. august 2007 har det været muligt for skolerne at udbyde sådanne særligt strukturerede forløb, betegnet grundforløbspakker, og siden 1. januar 2008 har det været et krav at erhvervsskolerne skal udbyde disse. Hvis skolerne ikke har mulighed for selv at udbyde grundforløbspakker, kan de indgå i samarbejde med eksterne partnere, fx produktionsskoler og sprogskoler, om at udbyde forskellige typer af grundforløbspakker.
Formålet med grundforløbspakkerne er at tilbyde eleverne et grundforløb der tager højde for deres individuelle forudsætninger og behov, både fagligt og socialt. Regelgrundlaget stiller krav om at skolerne tilrettelægger grundforløb for både uafklarede elever, elever med svage forudsætninger og elever med ønske om at tage fag på højere niveauer der peger mod videregående uddannelse.
En grundforløbspakke skal indeholde de obligatoriske fag på og kompetencemål for grundforløbet. Derudover skal en grundforløbspakke rumme forskellige valgfri elementer - alt efter elevernes behov. De valgfrie elementer kan fx være:
- Vejledning af eleven hen imod afklaring af uddannelsesvalg
- Undervisningstilbud som giver eleven mulighed for at erhverve kompetencer der ikke er indlagt i den obligatoriske undervisning, men som er nødvendige for at kunne gennemføre uddannelsens grund- eller hovedforløb
- Elementer der sigter mod elevens videreuddannelse.
Det nævnes eksplicit i aftaleteksten til loven at grundforløbspakkerne også skal medvirke til at gøre grundforløbene praksisnære. Det kan fx betyde at skolerne gør brug af korte praktikophold i virksomheder for uafklarede elever der har behov for vejledning inden de vælger deres uddannelse. Grundforløbspakkerne kan desuden være afkortede forløb for afklarede elever der gerne vil og har forudsætninger for at gennemføre grundforløbet hurtigere end den vejledende uddannelsestid.
Gennemførelse af grundforløbsundervisningen i form af forskellige grundforløbspakker der matcher elevernes individuelle behov og forudsætninger, stiller krav til skolerne om at vurdere elevernes kompetencer når de begynder på grundforløbet. I 2008 og 2009 evaluerer EVA også de kompetencevurderinger skolerne skal gennemføre som et led i vejledningen af eleverne i forhold til valg af undervisningstilbud, herunder grundforløbspakker. Evalueringen af kompetencevurderinger vil bl.a. give et billede af hvordan skolernes kompetencevurderinger af eleverne spiller sammen med kravet om at udbyde grundforløbspakker.
2. Formålet med evalueringen
Evalueringen skal kortlægge udbredelsen af forskellige typer af grundforløbspakker på forskellige erhvervsskoler og forskellige indgange, herunder kortlægge målgrupper for pakkerne. På baggrund af kortlægningen skal evalueringen pege på muligheder og udfordringer i forhold til at tilrettelægge og gennemføre forskellige typer af grundforløbspakker.
Som inspiration til skolerne vil evalueringen desuden rumme beskrivelser af gode eksempler fra praksis på tilrettelæggelse og gennemførelse af forskellige grundforløbspakker.
3. Evalueringens design og metode
Evalueringen vil bygge på:
- Spørgeskemaundersøgelse blandt alle indgange på alle institutioner der udbyder erhvervsfaglige grundforløb
- Deskresearch
- Casestudier på tolv indgange der udbyder forskellige typer af grundforløbspakker.
3.1 Kortlægning - spørgeskemaundersøgelse
Evalueringen rummer en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse for alle indgange på alle institutioner der udbyder erhvervsfaglige grundforløb. Formålet med undersøgelsen er at få et billede af:
-
Hvor mange skoler der udbyder pakker
-
Hvor mange pakker skolerne udbyder
-
Hvordan udbuddet af pakker er fordelt på de tolv fællesindgange
-
Hvor stor en andel af eleverne på grundforløbet der følger pakkerne
-
Hvilken overordnet profil pakkerne har, fx styrket faglig profil gennem praksis, særlig profil rettet mod tosprogede, international profil osv.
-
I hvilken grad kompetencevurderingerne i starten af grundforløbet bliver brugt til at rådgive elever om hvilken grundforløbspakke de bør følge hvis de er i målgruppen for grundforløbspakker.
For at belaste skolerne mindst muligt er denne spørgeskemaundersøgelse gennemført som en del af en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med EVA's evaluering K omp e tencevurderinger i erhvervsfaglige uddannelser (2009). Den del af spørgeskemaundersøgelsen der vedrører grundforløbspakkerne, indgår kun i afrapporteringen for denne evaluering.
Konklusionerne fra spørgeskemaundersøgelsen vil desuden give input til formulering af de spørgerammer der vil ligge til grund for de kvalitative interview i casestudierne.
3.2 Deskresearch
Som optakt til denne projektbeskrivelse og undervejs i projektet gennemføres en deskresearch som udgangspunkt for at udarbejde projektbeskrivelse, udarbejde undersøgelsesspørgsmål i evalueringen og udvælge skoler til casestudier.
Deskresearchen rummer bl.a. en læsning af udvalgte skolers lokale undervisningsplaner og handlingsplaner for øget gennemførelse der på forskellig vis beskriver indhold i og formål med de grundforløbspakker skolerne udbyder.
3.4 Casestudier på udvalgte indgange der udbyder grundforløbspakker
Evalueringen vil rumme casestudier af fire af de indgange der fremgår af hovedbekendtgørelsen, og som udbydes på tekniske skoler. Hver enkelt af de fire udvalgte indgange undersøges på tre forskellige skoler. Evalueringen rummer dermed i alt tolv casestudier som vil være fordelt på seks skoler.
Valg af indgange
EVA udvælger de fire indgange blandt indgange på tekniske skoler da det er på disse indgange der forventeligt er de største udfordringer mht. at etablere grundforløbspakker. EVA udvælger desuden de fire indgange så de repræsenterer forskellige typer af uddannelser, og så de har en elevvolumen der sikrer at de dækker en stor andel af de elever der er i gang med at gennemføre en erhvervsuddannelse. De fire indgange skal omfatte både indgange der typisk tiltrækker mandlige elever, og indgange der typisk tiltrækker kvindelige elever.
Valg af institutioner
EVA udvælger seks institutioner der hver især deltager med to indgange. Institutionerne skal samlet repræsentere en geografisk spredning, og både små og store skoler skal være repræsenteret. Ved valg af institution tages højde for institutionens erfaring med og udbud af forskellige typer af grundforløbspakker på de indgange de udbyder på den pågældende institution
Gennemførelse af casestudierne
Casestudierne er kvalitative studier der rummer en række interview med forskellige aktører på de udvalgte indgange og institutioner. I hvert casestudie vil der indgå interview med ledelsen på de udvalgte indgange og afdelinger, med lærere på forskellige typer af grundforløbspakker på den enkelte indgang og med elever der er ved at gennemføre deres grundforløb som en del af en grundforløbspakke.
Det overordnede formål med interviewene er at indhente konkrete beskrivelser af, erfaringer med og vurderinger af de forskellige typer af grundforløbspakker.
De enkelte elementer i casestudierne er beskrevet nedenfor.
Interview med lærere på grundforløbspakker
EVA gennemfører gruppeinterview med udvalgte lærere på forskellige typer af grundforløbspakker på de udvalgte institutioner og indgange.
Formålet med interviewene er at indhente udvalgte læreres beskrivelser og vurderinger af forskellige typer af grundforløbspakkers betydning for undervisningsmetoder, undervisningspraksis og undervisningsindhold. Interviewene vil også belyse lærernes vurdering af pakkernes betydning for at tilrettelægge grundforløb der tilgodeser elevernes behov og forudsætninger, herunder vurderinger af elevernes udbytte af grundforløbspakkerne hvad angår personlige, faglige og almene kompetencer.
Interview med ledelsesrepræsentanter
EVA gennemfører interview med ledelsen på hver enkelt af de udvalgte indgange på skolen.
Interviewene skal give et billede af hvilke særlige undervisningstilbud den konkrete skole og indgang har valgt at udbyde som grundforløbspakker, og med hvilket formål indgangene udbyder disse grundforløbspakker. Endvidere skal interviewene belyse i hvilket omfang og på hvilken måde den konkrete indgang på den udvalgte skole evt. samarbejder med andre skoler eller skoleformer om at udbyde og gennemføre grundforløbspakker.
Interviewene skal belyse de udfordringer og muligheder ledelserne på skolerne ser i arbejdet med grundforløbspakker. I den sammenhæng skal interviewene belyse ledelsernes vurdering af pakkernes betydning for at tilgodese elevernes behov og forudsætninger.
Gruppeinterview med elever der er i gang med et grundforløb som en del af en grundforløbspakke
På hver skole gennemfører EVA interview med elever på forskellige typer af grundforløbspakker.
Interviewene skal give et billede af elevernes oplevelse af deres grundforløb og vurdering af forløbet i forhold til deres individuelle ønsker, behov og forudsætninger. Desuden skal interviewene belyse hvordan eleverne på forskellige typer af grundforløbspakker vurderer undervisningsformerne og undervisningsindholdet (praksisnærhed, faglige niveauer, afklaringsaktiviteter osv.), og hvordan de vurderer den sociale sammenhæng de indgår i.
Beskrivelser af grundforløbspakkernes indhold, struktur, profil og målgruppe for de udvalgte indgange
Beskrivelser af de enkelte grundforløbspakker fra de tolv konkrete indgange, herunder beskrivelser på skolernes hjemmesider og i de lokale undervisningsplaner, indgår som en del af casestudierne. Desuden undersøges skolernes beskrivelse af grundforløbspakkerne og deres formål i skolernes handlingsplaner for øget gennemførelse for 2008 og 2009.
4. Formidling af evalueringens resultater og anbefalinger
Evalueringens resultater og anbefalinger vil blive formidlet i en rapport. Rapporten vil desuden rumme en samlet vurdering af grundforløbspakkerne.
Casestudierne er foretaget på en række indgange og skoler der har erfaring med at udbyde forskellige typer af grundforløbspakker. Det er dermed forventningen at studierne kan danne grundlag for at udpege eksempler på god praksis som kan være til inspiration for andre skoler - også skoler der udbyder grundforløb på andre indgange end de fire forskellige indgange der indgår i casestudierne.
I det omfang evalueringen rummer eksempler som kan inspirere andre skoler, vil disse blive beskrevet i en kort og overskuelig pjece.
5. Organisering af evalueringen
5.1 Projektgruppe
Evalueringen gennemføres af en projektgruppe fra EVA. Projektgruppen udarbejder evalueringsrapporten og evt. pjece med beskrivelse af god praksis på området.
Projektgruppen består af evalueringskonsulenterne Pernille Hjermov, Katrine Strange og Bo Söderberg og evalueringsmedarbejderne Line Holst og Anne-Marie Guldstrøm Mørk-Hansen.
5.2 Følgegruppe
Til evalueringen knyttes en følgegruppe på seks til otte personer. Samlet set skal gruppen have viden om de forskellige typer af unge på erhvervsuddannelserne, pædagogisk og didaktisk indsigt i erhvervsuddannelserne og praktisk erfaring med at organisere og undervise på grundforløb med forskellige typer af grundforløbspakker med forskellige formål.
Profiler:
-
Forskningsmæssig viden om de unge der typisk tager en erhvervsuddannelse, og viden om årsager til frafald på erhvervsuddannelserne
-
Forskningsmæssig viden om pædagogik og didaktik i forhold til erhvervsuddannelserne
-
Ledelsesmæssig erfaring med at tilrettelægge og organisere grundforløb i pakker
-
Praktisk erfaring med undervisning på grundforløb på erhvervsuddannelserne
-
Erfaring med vejledning af unge der vælger en erhvervsuddannelse.
Følgegruppen mødes med projektgruppen to gange og har til opgave at kvalificere spørgerammer inden besøgene på de udvalgte skoler og indgange. Desuden giver følgegruppen input til analyse af det indsamlede materiale og kommenterer projektgruppens rapportudkast.
