Indsatsteorien

I projektet opstiller de tre institutioners deltagere en indsatsteori der kort og enkelt beskriver hvad formålet med indsatsen er, hvilke aktiviteter deltagerne vil gennemføre, og hvilke trin der er nødvendige i løbet af indsatsen for at aktiviteterne giver de ønskede resultater. Her kan du læse om baggrunden for indsatsteorien og downloade såvel selve indsatsteorien og de konkrete aktiviteter i hhv. dagtilbud, skole og SFO.

Download materiale

Indsatsteorien - oversigt til SFO og skole (pdf)

Indsatsteorien - oversigt til dagtilbud (powerpoint-dias)

Grundantagelser (pdf)

Ønskede langsigtede virkninger (pdf)

Konkrete aktiviteter i dagtilbud (pdf)

Konkrete aktiviteter i SFO (pdf)

Konkrete aktiviteter i skolen (pdf)

Indsatsteorien forklaret

Indsatsteoriens rationale er at den negative sociale arv kan brydes gennem indsatser, som sigter mod at børnene kan deltage i de fællesskaber, som tilbydes indenfor for rammerne af daginstitutionen, SFO´en og skolen. 

Fællesskaberne er både formelle og uformelle. De formelle fællesskaber skabes omkring voksenstyrende aktiviteter med bestemte formål, fx undervisning og morgensamlinger. De uformelle fællesskaber er de fællesskaber som i øvrigt opstår og udvikler sig indenfor de institutionelle rammer, både mellem børn og mellem børn og voksne. Det kan fx være fællesskaber der baserer sig på venskaber eller fælles interesser. 

Fællesskaberne er rum for udvikling af sociale, personlige og faglige kompetencer som danner grundlag for at børnene kan klare sig i livet og gennemføre en uddannelse, som svarer til deres evner, ønsker og interesser. Adgangen til læringsmulighederne i fællesskaberne er derfor essentiel. Indsatsteorien viser hvordan de professionelle voksne i projektet vil skabe de bedst mulige forudsætninger for at børnene kan deltage og lære i fællesskaberne. 

Pædagogerne og lærerne har indkredset tre vigtige forudsætninger for deltagelse og læring i fællesskaberne. 

Den første forudsætning er at børnene deltager i de voksenstyrede aktiviteter, som er vigtige for at danne og udvikle fællesskaberne eller for at opfylde det officielle formål med det pædagogiske tilbud. Det fordrer helt basale ting omkring at være fremmødt når aktiviteten begynder og have det udstyr med som aktiviteten kræver. Pædagogerne og lærerne vil sikre sig at børnene deltager ved at videregive informationer om aktiviteterne på en måde, som passer til de forskellige forældre, det kan fx være via sms-beskeder eller billedmateriale til de forældre, som har vanskeligheder med det danske sprog.   

Den anden forudsætning er at børnene er motiveret for de aktiviteter, som fællesskaberne tilbyder som rum for læring. Børnenes motivation for at lære er knyttet til muligheden for at bruge, udvikle og blive anerkendt for de kompetencer, resurser og interesser, de hver især har. Pædagogerne og lærerne vil motivere børnene ved at indhente viden om det enkelte barns kompetencer, resurser og interesser og inddrage denne viden i tilrettelæggelsen af aktiviteterne. Desuden vil de overlevere viden om barnet til de voksne de overdrager barnet til. 

Den tredje forudsætning for at børnene kan deltage og lære i fællesskaberne er at de tilegner sig de sociale spilleregler, som gør de forskellige fællesskaber til gode rum for læring. Spillereglerne kan fx defineres i en dialog mellem børnene og de voksne som har ansvar for kvaliteten af det pædagogiske tilbud. Der kan også være tale om mindre bevidste og subtile koder for deltagelse i fællesskaberne. Spillereglerne kan både være konkret adfærd og værdier.  

Projektdeltagerne vil iværksætte en række indsatser som giver børnene mulighed for at tilegne sig de sociale spilleregler. Indsatserne bygger på en antagelse om at tryghed og forudsigelighed samt respektfulde og tillidsfulde relationer er en forudsætning for at børnene kan tilegne sig sociale spilleregler fra de voksne. Indsatserne går derfor ud på at opbygge gode relationer og strukturer.

Arbejdet med relationerne skal bygge på troværdighed, stabilitet og anerkendelse, fx ved at de voksne kommunikerer tydeligt og kontinuerligt om de fælles forventninger på en respektfuld og personlig måde. Desuden opbygges relationerne ved systematiske samtaler med barnet om dets trivsel i relationer og fællesskaber. Arbejdet med strukturer er rettet mod at give aktiviteter og samvær faste former og forberede børnene så de ved hvad der skal ske og hvad forventningerne er til deres deltagelse. Strukturerne i aktiviteterne og samværsformerne skal desuden være genkendelige for børnene på tværs af institutionerne. Genkendeligheden sikres ved at udveksle viden om metoder og lade aktiviteter og sociale spilleregler gå igen alle tre steder.

Projektleder
Andreas Hougaard
Evalueringskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 95
E-mail
TV-Ishøj: Goddag til en lysere fremtid
TV-Ishøj har produceret indslaget "Goddag til en lysere fremtid" om projektet. En af Gildbroskolens lærere fortæller om sit arbejde med børnene. Se det her på YouTube.
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion