Klar til selvevaluering - Inspirationsmateriale til gymnasier
Dette materiale er et inspirationsmateriale til en pædagogisk dag hvor I gerne vil arbejde med selvevaluering. Materialet hjælper jer med at gøre det klart for jer selv hvilke områder I gerne vil selvevaluere, og det lægger op til frugtbare diskussioner lærerne imellem og mellem lærere og ledelse.
Materialets indhold
Materialet består af to dele: et hæfte om selvevaluering og et øvelseshæfte.
Hæftet om selvevaluering kan uddeles til lærerne inden dagen, så de er forberedte på det der skal ske.
Øvelseshæftet beskriver tre øvelser som I kan gå igennem så I til sidst ender med at have et klart billede af selvevalueringens nøgleområder og af hvordan jeres selvevaluering kan spille sammen med den daglige undervisning og gymnasiets værdier og mål. Øvelserne skal en tovholder forberede og stå for. De kan justeres så de passer til jeres behov og måder at holde pædagogiske dage på, eller I kan udelade eller tilføje øvelser.
I kan downloade eller bestille flere eksemplarer af hæftet til lærerne fra vores hjemmeside.
Sådan kan man gennemføre dagen
Hvis I vælger at holde en pædagogisk dag om selvevaluering, er det vigtigt at tilpasse programmet til jeres eget udgangspunkt.
Det vil fx veksle fra skole til skole hvilke øvelser det vil være relevant at gennemføre hos jer. På nogle skoler ligger dele af selvevalueringen allerede fast, fx hvilke nøgleområder der skal indgå, eller hvornår I vil gennemføre selvevalueringen.
Det er også vigtigt at I har besluttet hvordan resultaterne af den pædagogiske dag skal anvendes, allerede inden dagen afholdes. Det indebærer blandt andet at lærere der deltager på dagen, skal vide om dagen skal give ledelsen et grundlag til at træffe beslutninger, om man tager beslutninger på selve den pædagogiske dag, eller om man giver input til at revidere et afprøvet koncept.
Bag materialet
Materialet er udviklet i et samarbejde mellem Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og tre gymnasier: Odder Gymnasium, Favrskov Gymnasium og Nørre Gymnasium. EVA har afprøvet materialet sammen med en gruppe af lærere og ledere på de tre gymnasier og har fået sparring undervejs af en samarbejdsgruppe der bestod af:
- Anja Jensen, pædagogisk leder, Favrskov Gymnasium
- Marc Hammer, kvalitetschef, Nørre Gymnasium
- Susanne Thomsen Jensen, vicerektor, Odder Gymnasium.
Læs mere
Hvis I savner mere inspiration til forskellige procesøvelser, kan I læse mere i: Anerkendende procesøvelser – veje til engagement og forankring, af Pia Halkier Bjerring og Annika Lindén: Erhvervspsykologiserien, Dansk Psykologisk Forlag, 2008.
Øvelserne i dette materiale er inspireret af øvelserne i bogen.
God arbejdslyst!
