Projektbeskrivelse

Denne undersøgelse handler om videregående voksenuddannelse (VVU) som uddannelsestilbud på det korte videregående niveau til den store målgruppe af voksne på arbejdsmarkedet der har en erhvervsuddannelse, en anden ungdomsuddannelser eller en GVU. VVU er en del af videreuddannelsessystemet for voksne med grundlag i Lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse for voksne (VFV-Loven) fra 2000.

Undersøgelsen fokuserer på brugen af VVU fordi der ser ud til at være en manglende overensstemmelse mellem på den ene side forventninger og ønsker bag VFV-loven og efterfølgende politiske initiativer for at fremme livslang læring, og på den anden side den faktiske brug af VVU.

VFV-loven sigtede imod at etablere et relevant, gennemskueligt og sammenhængende, udbud af erhvervsrettede grund-, efter- og videreuddannelser for voksne, fra GVU over VVU og til diplom- og masteruddannelser. Loven skulle samtidig skabe rammer for fleksibel tilrettelæggelse af voksnes uddannelse så deres behov og muligheder for at kombinere uddannelse og job kunne tilgodeses. Og dette skulle bidrage til et uddannelsesmæssigt løft for kortuddannede. Siden er indsatsen på voksen- og efteruddannelsesområdet blevet yderligere styrket. Som udtryk for dette kan nævnes Trepartsudvalgets rapport om livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet fra 2006 såvel som trepartsaftalerne fra 2006 og 2007.

Siden vedtagelsen af VFV-loven har EVA løbende gennemført evalueringer og undersøgelser af videreuddannelsessystemet for voksne. Inden for de seneste år har EVA således evalueret masteruddannelser, diplomuddannelser og Grunduddannelse for Voksne (GVU). Med denne undersøgelse af VVU fortsætter EVA sit arbejde med at styrke vidensgrundlaget for voksnes uddannelsesmuligheder i VEU-systemet.

Der udbydes i alt i dag 15 uddannelser, eller profilforløb som de også kaldes, inden for VVU. Søgningen til 13 af disse var i årene 2004-2007 på omkring 15.000 kursister om året, men de fordeler sig meget ujævnt på de tre områder: Mere end 90 % af aktiviteten foregik således på syv merkantile profilforløb, mens profilforløbere på det tekniske område tegnede sig for under 2 %. Den resterende aktivitet foregik inden for området sundhed, pædagogik og forvaltning. Med til billedet hører også at en del af aktiviteten på de merkantile VVU’er i praksis retter sig imod kun at gennemføre fire ud af seks VVU-moduler svarende til den gamle merkonomuddannelse.

Dette særlige mønster med hensyn til brugen af VVU kan have flere forklaringer: Det kan hænge sammen med manglende kendskab til VVU, eller at udbuddet af uddannelser mangler gennemskuelighed eller relevans. Eller at der inden for bestemte områder ikke er behov eller tradition for denne type uddannelser. Det kan skyldes at målgruppen oplever andre alternativer for efter- og videreuddannelse som mere attraktive, der kan være tale om utilsigtede barrierer i forhold til adgangen til VVU, eller at mulighederne for at bruge VVU er for begrænsede. Sådanne problemstillinger vil undersøgelsen forsøge at kaste lys over.

EVA er bekendt med at der for tiden er undersøgelser i gang der blandt andet søger at belyse søgningen til VVU blandt personer med en erhvervsuddannelse (eud). Denne undersøgelse fokuserer i stedet for på samspillet mellem virksomheder og ansatte med behov for efter- og videreuddannelse på den ene side og VVU på den anden side.

Formål

Undersøgelsen har til formål at analysere virksomheders og deltageres brug af VVU i lyset af forventninger til VVU fra lovgivere og arbejdsmarkedets parter, herunder hvorfor der er så stor forskel på brugen af VVU inden for forskellige områder.

Undersøgelsen vil søge svar på følgende spørgsmål:

  1. Hvilke motiver har deltagere og aftagere for at bruge VVU – eller dele af VVU?
  2. Hvordan ser deltagere og aftagere på VVU i forhold til andre uddannelsestilbud (herunder ordinær KVU under Lov om Åben uddannelse, AMU mv.)?
  3. Hvad bruges VVU til i jobmæssig sammenhæng, herunder hvorvidt gennemførsel af et eller flere moduler såvel som hele VVU’er giver anledning til ændringer i forhold til lønforhold, ansættelse og jobfunktioner.
  4. Hvad bruges VVU til i forhold til videre uddannelse, herunder som adgang til diplomuddannelser? Herunder hvorvidt deltagelse i VVU indebærer en øget motivation for deltagelse i livslang læring.

Metodiske overvejelser:

Undersøgelsen vil så vidt muligt bygge videre på eksisterende data og undersøgelser om søgemønster mv. og herudover basere sig på følgende nye kilder:

  • Survey med deltagere der har været tilmeldt et eller flere profilforløb på VVU. Deltagerne skal bidrage med deres vurderinger af VVU, herunder deres motiver for at vælge VVU, hvor de har deres viden om VVU fra, VVU som relevant og fleksibelt videreuddannelsestilbud for voksne samt VVU som grundlag for videre uddannelse. Deltagerne skal så vidt muligt bidrage med information om hvordan de opfatter VVU i forhold til andre uddannelsesmuligheder og eventuelle barrierer for at søge VVU.
  • På grundlag af surveyens resultater udvælges et antal virksomheder med henblik på at gennemføre interview med hhv. deltagere og ledere med uddannelsesansvar på de pågældende virksomheder. Disse interview skal bidrage med informationer om hvordan de har gjort brug af VVU og hvordan de vurderer VVU i forhold til at dække de ansattes behov for efter- og videreuddannelse.  
  • Fokusgruppeinterviews med:

- Repræsentanter fra virksomheder der ikke er dækket ind af ovenfor nævnte interview,

- faglige udvalg

- konsulenter ol. som er ansat på institutioner der udbyder VVU, og som samarbejder med virksomheder og deres ansatte om efter- og videreuddannelse, herunder VVU.  

Formidling af evalueringens resultater

Undersøgelsens primære målgruppe er udbydere af VVU. Hertil kommer Undervisningsministeriet, faglige udvalg og andre der interesserer sig for hvordan VVU kan bidrage til at dække samfundets behov for erhvervsrettet videreuddannelse på KVU-niveau. Desuden vil projektet danne grundlag for kommende projekter på VEU-området. Hovedproduktet af undersøgelsen vil være en rapport der fremlægger undersøgelsens resultater. Desuden vil undersøgelsens resultater blive formidlet  i artikelform eller/og  i forbindelse med oplæg mm på konferencer ol. Endelig vil tilbyde Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser et oplæg om undersøgelsens resultater.

Kontakt
Michael Andersen
Specialkonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 25
E-mail
Projektartikler
VVU kan bruges i jobbet
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion