Erhvervsuddannelsernes tilbud til stærke elever

Erhvervsuddannelserne skal tilbyde attraktive og tilpassede uddannelsesforløb til alle elever - både elever med behov for særlig støtte og elever med gode forudsætninger for uddannelse som fx har brug for ekstra udfordringer. I dette projekt, der løber fra 2010-2011, vil EVA undersøge hvad man på erhvervsuddannelserne forstår ved elever med gode forudsætninger for uddannelse, og hvilke særlige tilbud de tilbyder til denne elevgruppe.

De senere år har både erhvervsuddannelser og ministeriet i høj grad haft fokus på svage frafaldstruede elever. Og det har været med til at give en opfattelse af at uddannelserne har svært ved at tiltrække og fastholde elever med gode forudsætninger for uddannelse, de såkaldt stærke elever.

Men nu sætter Undervisningsministeriet og enkelte erhvervsskoler fokus på elever med gode forudsætninger for uddannelse ved at oprette forskellige typer af tilbud der er særligt tilrettelagt for denne elevgruppe.

Formålet med EVA's undersøgelse er at gøre status og kvalificere debatten om tilbuddene til de stærke elever og at inspirere skoler i deres arbejde med at udvikle tilbud til elever med gode forudsætninger for uddannelse. Det vil vi gøre ved at afdække hvilke typer tilbud der findes, hvor udbredte tilbuddene er, og hvordan fordele og ulemper ved de forskellige tilbud tegner sig.

Læs mere om metodedesign og baggrund i projektbeskrivelsen.

Offentliggørelse

Vi har offentliggjort undersøgelsens resultater og inspirationsmateriale til skoler 3. maj 2011. Du finder en kort rapport og bilag til undersøgelsen i den blå boks til højre.

Projektleder
Sanya Gertsen Pedersen
Specialkonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 61
E-mail
Konference om tilbud til stærke elever

EVA holder 10. maj 2011 en konference om erhvervsuddannelsernes tilbud til stærke elever. Læs om den her.

 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion