Projektbeskrivelse
Erhvervsuddannelserne skal tilbyde attraktive og tilpassede uddannelsesforløb til alle elever, både elever med behov for særlig støtte og elever med gode forudsætninger for uddannelse som fx har brug for ekstra udfordringer. I debatten omtales elever med gode forudsætninger for uddannelse ofte som ’stærke’ elever i modsætning til ’svage’ elever.
Der er en forståelse af at uddannelserne har svært ved at tiltrække og fastholde elever med gode forudsætninger for uddannelse, bl.a. fordi fokus i de senere år i høj grad har været rettet mod svage frafaldstruede elever. Undervisningsministeriet og enkelte erhvervsskoler sætter dog nu fokus på elever med gode forudsætninger for uddannelse ved at oprette forskellige typer af tilbud der er særligt tilrettelagt for denne elevgruppe.
I dette projekt vil Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) undersøge hvad man på erhvervsuddannelserne forstår ved elever med gode forudsætninger for uddannelse, og hvilke særlige tilbud der findes til denne elevgruppe. Projektet vil bl.a. munde ud i et inspirationsmateriale til skoler og et seminar for interessenter. Målgruppen for undersøgelsen er både skoler, Undervisningsministeriet og de faglige udvalg.
Formål og fokusområder
Formålet med undersøgelsen er at gøre status og kvalificere debatten om tilbuddene til elever med gode forudsætninger for uddannelse og at inspirere skoler i forhold til at udvikle tilbud til elever med gode forudsætninger for uddannelse.
Dette vil vi gøre ved:
- At afdække og diskutere forskellige forståelser af begrebet ’elever med gode forudsætninger for uddannelse’
- At afdække hvilke typer af tilbud der findes, og hvor udbredte tilbuddene er, og fordele og ulemper ved de forskellige tilbud.
Ad 1) Undersøgelsesspørgsmål i fokus:
- Hvordan defineres elevgruppen lovgivningsmæssigt, og hvilke krav er der om tilbud til elevgruppen?
- Hvad karakteriserer ’elever med gode forudsætninger’? Er det fx kreative stærke, bogligt stærke eller gode praktikere? Hvilke forskellige forståelser af elevgruppen afspejles i tilbuddene? Eux er fx et relevant tilbud hvis elevgruppen betragtes som bogligt stærk, mens tilbud der giver elevgruppen mere ansvar og valgfrihed, er relevante hvis gruppen betragtes som personligt og socialt modne elever.
Ad 2) Undersøgelsesspørgsmål i fokus
- Hvad gør skolerne for at tiltrække elevgruppen til erhvervsuddannelserne? Opsøger elevgruppen selv uddannelserne, eller gør skolerne noget særligt for at tiltrække elever med gode forudsætninger for uddannelse?
- Hvilke tilbud har skolerne til elever med gode forudsætninger for uddannelse? Er der fx særlige grundforløbspakker og specialiseringer på hovedforløbet, eller sker differentieringen i ’de almindelige’ læringsaktiviteter på uddannelsen?
- I hvilken grad er der fokus på hhv. at tiltrække og at fastholde elevgruppen?
- Hvilke fordele og ulemper er der ved forskellige typer af tilbud? Kan der fx dokumenteres en højere grad af gennemførelse og tilfredshed blandt eleverne? Er der særlige bivirkninger – sænkes niveauet fx på de øvrige hold når de bedste elever udskilles?
- Hvilke forskelle er der mellem skoler, indgange og uddannelser i forhold til de forskellige typer af tilbud?
Undersøgelsens aktiviteter
Undersøgelsen omfatter følgende aktiviteter til indsamling af data:
- Forundersøgelse inkl. udarbejdelse af working paper
- Fire eksplorative casestudier samt workshopper
- Spørgeskemaundersøgelse blandt uddannelsesansvarlige.
1. Forundersøgelse inkl. udarbejdelse af working paper
Indledningsvis gennemfører EVA en forundersøgelse i form af et desk study. Formålet med forundersøgelsen er at skabe overblik over området i forhold til:
- Nationale rammer og satsninger, fx lovgivning på området
- Initiativer på skoler, fx i FoU-regi
- Forskning og undersøgelser om emnet.
På baggrund af forundersøgelsen vil der blive udarbejdet et working paper hvor forskellige definitioner og forståelser af elevgruppen vil blive præsenteret sammen med den viden desk studyet frembringer, om forskellige typer af tilbud.
Dette working paper vil danne udgangspunkt for workshop-debat under casestudierne hvor lærere og ledelse vil få mulighed for at kommentere og perspektivere de beskrevne definitioner. De forskellige definitioner vil desuden blive nuanceret i løbet af projektet.
2. Fire eksplorative casestudier samt workshopper
Der vil blive gennemført fire casestudier. Formålet er at konkretisere hvordan erhvervsuddannelserne definerer elevgruppen, at få uddybet erfaringerne med og refleksionerne over skolens tilbud og at belyse fordele og ulemper ved de forskellige typer af tilbud.
Deltagere i casestudiet vil blive udvalgt blandt skoler der allerede har særlige initiativer for elever med gode forudsætninger for uddannelse. Dette sker for at sikre at deltagerne har konkrete erfaringer med forskellige typer af tilbud til elevgruppen. Desuden vil skoler blive udvalgt så de repræsenterer forskellige fællesindgange.
Casestudiet vil omfatte:
Desk study: EVA vil indledningsvis indsamle offentliggjort materiale om tilbuddene på den enkelte skole og bede skolen om at fremsende evt. ikke offentliggjort materiale.
Interviews med ledelse, lærere og elever: EVA vil besøge hver at de deltagende skoler og gennemføre interviews med ledelse, studievejledere, lærere og elever. Interviewene vil fokusere på at uddybe emner som desk studyet har peget på som særligt interessante ved skolens indsats, og erfaringer med og overvejelser over elevernes og skolens udbytte (både intenderet udbytte og evt. bivirkninger).
Workshop: Ledelse og lærere vil desuden deltage i en workshop hvor de vil deltage i udviklingen af en række hypoteser der efterfølgende vil blive afprøvet i spørgeskemaundersøgelsen.
Resultaterne fra casestudierne vil indgå i den endelige afrapportering. Desuden vil workshoppernes og casestudiernes resultater danne grundlag for spørgeskemaundersøgelsen.
3. Spørgeskemaundersøgelse blandt uddannelsesansvarlige
Der gennemføres en spørgeskemaundersøgelse blandt uddannelsesansvarlige på institutioner der udbyder erhvervsuddannelser.
Formålet er at kortlægge hhv. hvad skolerne gør for at tiltrække elevgruppen til skolerne, og hvilke tilbud der findes på skolerne og på de forskellige indgange.
Afrapportering af resultater
Resultater fra projektet afrapporteres på følgende måder:
- Inspirationsmateriale
- Uddybende notat om resultater fra spørgeskemaundersøgelsen
- Seminar med præsentation af resultater
- Anden formidling.
Ad 1) Inspirationsmateriale
Formålet med inspirationsmaterialet er at lægge op til debat og at inspirere skoler og andre interessenter i det videre arbejde med særlige forløb til elever med gode forudsætninger for uddannelse.
Materialet vil – på en overskuelig og inspirerende måde – præsentere forskellige forståelser og konkrete praksisser og informere om udbredelsen af tilbud på forskellige typer af indgange og uddannelser og om fordele og ulemper ved forskellige typer af tilbud.
Inspirationsmaterialet vil blive udarbejdet på baggrund af working paper, casebeskrivelser og resultater fra spørgeskemaundersøgelsen.
Ad 2) Uddybende materiale om resultater af spørgeskemaundersøgelsen
Kun de centrale resultater fra spørgeskemaundersøgelsen vil blive præsenteret i inspirationsmaterialet. Derfor udarbejder EVA også et uddybende materiale om resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen. Materialet bliver offentliggjort på EVA’s hjemmeside.
Ad 3) Seminar med præsentation af resultater
Når inspirationsmaterialet og notatet er offentliggjort, vil EVA holde to seminarer hvor resultaterne bliver præsenteret og der vil være mulighed for at diskutere dem og skolernes arbejde med elever med gode forudsætninger for uddannelse.
Program for seminaret:
- Præsentation af problemfelt og resultater fra undersøgelsen (ved EVA)
- Præsentation af erfaringer fra to af de deltagende skoler (ved lærer eller leder)
- Diskussion i grupper af definitioner, resultater og deres implikationer.
Seminaret vil være åbent for ledere og lærere på erhvervsuddannelserne med interesse for arbejdet med elever med gode forudsætninger for uddannelse, for Undervisningsministeriet og for interesserede faglige udvalg. Der vil blive holdt to seminarer med samme program, et i Jylland og et på Sjælland, med plads til 40-50 personer på hvert seminar. Deltagelse i seminaret vil være gratis. Seminaret holdes kun hvis der er fornøden interesse.
Ad 4) Anden formidling
EVA skriver artikler til interesserede fagblade. Desuden udarbejder EVA en artikel til instituttets eget e-magasin EVAluering.
Desuden vil EVA præsentere resultaterne i oplæg i relevante sammenhænge.
Bemanding
Evalueringen gennemføres af en projektgruppe fra EVA bestående af evalueringskonsulenterne Sanya Gertsen Pedersen (projektleder) og Tine Holm, metodekonsulent Niels Matti Søndergaard og kommunikationskonsulent Marie Nielsen. Herudover er evalueringsmedarbejder Therese Bunnage tilknyttet projektet.
Tidsplan
Maj-august 2010: Projektopstart og udarbejdelse af projektbeskrivelse
Maj-oktober 2010: Forundersøgelse inkl. udarbejdelse af working paper
September-oktober 2010: Fire eksplorative casestudier samt workshopper
Oktober-december 2010: Spørgeskemaundersøgelse blandt uddannelsesansvarlige
Januar-maj 2011: Analyse og afrapportering af resultater.
